Mindeord over Poul

Ole Jensen

Afdelingsleder Linda Nørgaard på vegne af medarbejderne ved bomiljøerene omkring Safranvej, Viborg, redaktionen@sl.dk

Bomiljøerne omkring Sa franvej i Viborg har mistet vores forstander Poul-Ole Jensen. Han mistede livet ved et trafikuheld på sin motorcykel søndag den 4. juli 2010, hvor han blev påkørt og dræbt.

Poul-Ole har været vores forstander gennem de sidste 2½  år. Vi husker ham som en varm og nærværende person. En god leder, der formåede at engagere sig i det enkelte menneske, og hvor rummelighed altid var i højsædet. Han formåede at skabe et arbejdsmiljø, hvor den enkelte medarbejder selv tog ansvar for opgavernes udførelse, samtidig med at vi aldrig var i tvivl om, at vi havde hans opbakning.

Poul-Ole var fagligt dygtig og en god inspirator. Han formåede at sætte kerneydelsen i centrum  og henviste i sit arbejde ofte til FN’s konvention om rettigheder for mennesker med handicap.

Han var dygtig til at udnytte de ansattes ressourcer og forcer. Han flød ikke bare med, men turde sige sin mening – og evnede også at sige fra, når det var det, der var nødvendigt.

Alt blev sagt og udført med et stænk af humor. Men vi var altid klar over, hvad han mente. Der var alvor bag.

Poul-Ole havde altid tid til dialogen og en konstruktiv  diskussion med plads til andres mening.

Han forstod at leve livet og gjorde aldrig noget halvt.

Poul-Ole havde mange talenter. Han interesserede sig levende for det samfund, der omgav ham, for naturen og for sine medmennesker. Han var et holdningsmenneske, som altid vil have en plads i vores hjerte.

Æret være hans minde.