Internationalt

Bulgarske socialpædagoger flygter fra faget

Lave statsbevillinger og lave lønninger får bulgarske socialpædagoger til at forlade socialpædagogisk arbejde til fordel for et bedre betalt job på det private arbejdsmarked

Af Ota Tiefenböck, redaktionen@sl.dk
Foto: Jan Dagø / Polfoto

Bulgarske socialpædagoger er blevet trætte af at arbejde for håndører og under forhold, som er præget af manglende prioritering af socialområdet fra den bulgarske stats side. Derfor  forlader et stadig stigende antal socialpædagoger deres underbetalte stillinger og bliver ansat på det private arbejdsmarked.

– Jeg kan tjene mere end dobbelt så mange penge på det private arbejdsmarked, end jeg får her i min stilling som socialpædagog, og jeg skal heller ikke betale så mange penge i skat, fortæller socialpædagog Tzvetelina Vasileva.

Tzvetelina Vasileva arbejder på Det Nationale Psykiatriske Hospital i den bulgarske hovedstad Sofia og står sammen med hospitalets anden socialpædagog for aktivering og rehabilitering af narkotikamisbrugere. Hospitalet har ingen indlagte patienter, men varetager ambulant behandling af narkotikamisbrugere, alkoholikere og folk med sygelig spillelidenskab. Udover Tzvetelina  Vasileva og en kollega i en ubesat socialpædagogstilling består medarbejderstaben af to læger, fem sygeplejersker og en psykolog. Misbrugerne, omkring 300 narkotikaafhængige, kommer her for at få udleveret metadon, blive tilset af læger, få psykologisk rådgivning samt for at deltage i forskellige aktivitetsgrupper.

– Vi har flere forskellige hold, som er oprettet ud fra klienternes sammensætning. Det kan eksempelvis være grupper for unge mødre, en gruppe rettet mod folk med alkoholproblemer eller kunstgrupper, hvor vi bruger kunstnerisk udtryk som en terapiform, siger Tzvetelina Vasileva.

Tzvetelina Vasileva har været ansat på hospitalet i fem år og er meget glad for at arbejde her og for socialpædagogisk arbejde generelt, men hun har besluttet sig for at sige sin stilling op. Hun lægger ikke skjul på, at det ikke var en nem beslutning, og opsigelsen sker langtfra med hendes gode vilje.

– Jeg elsker mit arbejde og har været i faget i 11 år. Jeg føler, at jeg gør noget meget meningsfuldt, men vores arbejdsvilkår er blevet værre og værre,  og jeg har fået nok nu. Socialområdet får tilført færre og færre ressourcer og især nu under krisen er det blevet rigtigt slemt. Vi måtte gå 10 procent ned i løn og hele socialområdet er blevet voldsomt nedprioriteret. Jeg får omkring 290 lev om måneden (omkring 1.100 kroner, red.) og det er ikke til at leve for. Man kan jo næsten ikke engang kalde det for en løn, siger Tzvetelina Vasileva.

Dårlige vilkår

Hospitalet, hvor Tzvetelina Vasileva arbejder, deler bygning med Det Nationale Narkocenter, som koordinerer de nationale aktiviteter og behandling af narkotikamisbrug i landet, samt står for statistiske data og forskning på området. Socialpædagog Elmica Nesheva har en ledende stilling her. Hun står blandt andet for ansættelse og rekruttering af arbejdskraft og efteruddannelse af det socialpædagogiske personale i de statslige institutioner. Det er blandt andet hendes opgave at finde en afløser for Tzvetelina Vasileva samt for Tzvetelina Vasilevas kollega som sagde op for to måneder siden, men det er blevet en større og større udfordring at finde egnede kandidater til stillingerne.

– Vi har i øjeblikket flere ubesatte stillinger. Socialområdet er ikke så attraktivt, arbejdet er hårdt og lønnen lav, så det er meget svært at finde nye medarbejdere. Mange socialpædagoger forlader deres underbetalte stillinger og vælger et arbejde på det private arbejdsmarked, hvor der er mange flere penge at tjene, så det er blevet vanskeligt at finde socialpædagoger, som har lyst til at arbejde i faget, siger Elmica Nesheva, som sagtens kan forstå, at socialpædagogerne flygter til bedre betalte jobs.

– Hele vores område er underprioriteret, vi får en minimal støtte fra staten, og det afspejler sig naturligvis i interessen for arbejdet. Det er  derfor enormt svært for os at tiltrække personale med socialpædagogisk uddannelse. Vi må ofte nøjes med folk, der ikke har en socialpædagogisk uddannelse. Det påvirker naturligvis kvaliteten af vores aktivitetsniveau, vores udbud generelt og kommer med sikkerhed til også at påvirke resultaterne af vores arbejde, siger Elmica Nesheva.

En relativt ny uddannelse Den socialpædagogiske uddannelse er en forholdsvis ny uddannelse i Bulgarien. Under kommunisterne havde Bulgarien hverken en socialpædagoguddannelse eller stillingsbetegnelsen socialpædagog. Dengang mente man, at landet ikke havde problemer af social karakter og da slet ikke problemer med narkotika. Det var først efter de politiske omvæltninger i Bulgarien for 20 år siden, at man erkendte, at Bulgarien som alle andre lande havde brug for socialpædagogisk personale. Uddannelsen blev oprettet i 2003 på Sofias Universitet og er i dag en naturlig del af uddannelsesudbuddet i Bulgarien.

 

Problemer på flere fronter

Elmica Nesheva er overbevist om, at den lave prioritering af narkobehandlingsområdet får negative konsekvenser for hele socialområdet i Bulgarien. Den lave tiltrækningskraft, som de socialpædagogiske stillinger har på landets socialpædagoger, afspejler sig nemlig ifølge Elmica Nesheva i både det aktuelle behandlingssystem og i bulgarernes interesse i socialpædagogiske uddannelser. Socialpædagoguddannelsen er en forholdsvis ny og ukendt uddannelse og har i forvejen ikke de uddannelsessøgendes naturlige interesse. Det dårlige ry, faget har fået, og de dårlige lønninger gør ikke situationen nemmere.

– Alt tyder på, at vi får sværere og sværere ved at skaffe arbejdskraft i fremtiden. Uddannede socialpædagoger forlader faget, og unge studerende viser ikke en stor interesse for at tage uddannelsen. Det er et stort problem nu, og det bliver et endnu større problem i fremtiden, siger Elmica Nesheva.

Tzvetelina Vasileva mener ligeledes, at den manglende arbejdskraft i faget og lave bevillinger får store konsekvenser for narkobehandlingsområdet i Bulgarien.

– Socialområdet og især narkobehandlingen har brug for at få tilført flere ressourser. Vi har registreret, at antallet af narkotikamisbrugere har været stigende i løbet af de seneste år, især under krisen. Det kræver, at området får tilført nye ressourcer. Sker det ikke, vil vi uden tvivl opleve  en stigning i antallet af narkotikamisbrugere, siger Tzvetalina Vasileva.

En park i nærheden af hospitalet og narkocentret tyder på, at Tzvetelina Vasileva har ret. Kanyler, nåle og tom emballage fra metadon eller narkotika ligger mere eller mindre alle vegne. Parken og den nærliggende café, Den Grønne Café, er kendt for at være et yndet samlingssted for narkotikamisbrugere i Sofia. Ifølge flere besøgende i parken kommer her hele tiden flere og flere nye misbrugere til, og problematikken bliver mere og mere synlig.

De seneste statistiske tal, udgivet af Det Nationale Narkocenter i Bulgarien, peger ligeledes på, at Bulgarien har et støt stigende antal af narkotikamisbrugere. Ifølge de statistiske oplysninger har 1.766 personer i 2006 modtaget behandling mod narkomisbrug. 10 år tidligere var det kun 449 personer. Og der er i løbet af bare seks år fra 2000 til 2006 registreret en stigning i narkorelateret kriminalitet fra 232 til 1.587 personer.