Kommentar

Vi skal sætte ord på mobning

Det handler om respekt for den enkeltes integritet og værdighed og en anerkendelse af vores forskellighed. Derfor er det også så vitalt, at vi sætter ord på

Af Marie Sonne, forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Sidste sommer satte vi gang i en større kortlægning af, hvordan det går med indsatsen for at forebygge vold, mobning og chikane på de socialpædagogiske arbejdspladser. Undersøgelsen viste, at de allerfleste arbejdspladser har rimeligt styr på at forebygge vold og tackle de tilfælde, der alligevel forekommer. Derimod mangler der tydeligvis retningslinjer for, hvordan arbejdspladserne skal håndtere tilfælde af mobning og chikane.

Det kan der være rigtig mange grunde til, men et kvalificeret gæt kunne være, at mobning og chikane ofte opleves som noget uhåndgribeligt, der er svært at sætte ord på. Men det er det, der skal til, og det arbejder vi på som forbund, og jeg synes, vi er nået et stykke vej. Vi har i år holdt to meget velbesøgte temadage om mobning og chikane, og jeg oplever, at både medarbejdere og ledere viser den fornødne vilje til arbejde med problemet. Og det er første vigtige skridt.

Man plejer at sige, at en kæde ikke er stærkere end det svageste led, og det passer i denne sammenhæng: Vi har alle et ansvar for, at mobning og chikane ikke bliver en accepteret del af arbejdspladskulturen. Ikke mindst har lederne et særligt ansvar. Alle undersøgelser viser meget klart, at en effektfuld indsats mod mobning kræver en særlig indsats fra lederens side.

Det er afgørende at huske, at mobning har mange former. Det handler ikke udelukkende om den traditionelle mobning. Mobning kan også vise sig som faglig tavshed mellem kollegerne – det at man ikke indlemmer hinanden i det vigtige faglige fællesskab. Det kan handle om en omgangstone, der er uhensigtsmæssig barsk eller indforstået. Og det kan handle om ikke at se hinanden ordentligt i det daglige. Når ressourcerne bliver små, når vi bliver fanget i et krydspres mellem økonomiske krav, politiske forventninger, lovgivning og den socialpædagogiske faglighed, så kan en bemærkning, som var sendt af sted som en munter eller kvik replik, let blive misforstået.

Men det handler naturligvis ikke kun om, hvordan vi taler med hinanden. Det stikker langt dybere. Det handler om respekt for den enkeltes integritet og værdighed og en anerkendelse af vores forskellighed. Derfor er det også så vitalt, at vi sætter ord på – at vi tør tale om mobning og chikane – uden berøringsangst eller misforstået hensyn. Det er der rigtig meget, der tyder på, at vi er blevet bedre til i Socialpædagogerne, og det vil jeg gerne kvittere for!

Men der er ingen grund til at hvile på laurbærrene – der er fortsat plads til forbedringer. Derfor har jeg også glædet mig til dette temanummer af Socialpædagogen om mobning og chikane. Jeg håber, I her vil finde inspiration og nyttig viden, så vi sammen kan arbejde os væk fra et arbejdsliv med mobning og chikane og i stedet bruge vores faglige fællesskaber til nyttig indsats og udvikling af den socialpædagogiske faglighed.