Arbejdsglæde
I hus og mere til
De 28 arbejdspladsprojekter i Projekt arbejdsglæde, indflydelse og synlighed er landet, og ud af dem er udvundet fire kerneværdier, der danner grundlag for et værdipolitisk papir, der skal vedtages på kongressen
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Otto Dickmeiss
Det hele startede med et citat, da tovholderne på de 28 projekter, der har været med i Socialpædagogernes Projekt arbejdsglæde, indflydelse og synlighed, mødtes til afslutningsseminar i forbundshuset. Det var næstformand Benny Andersen, der bød velkommen med et citat af Svend Auken:
– Når man tror, at alt er muligt, sker det nogle gange, at det umulige bliver muligt, sagde han.
Og så var stemningen ligesom slået an, og de rosende ord fortsatte fra såvel næstformanden som fra forbundsformand Kirsten Nissen, da hun ud på eftermiddagen rundede dagen af.
– Det er vildt spændende og meget imponerende, hvad I har fået ud af det her. Vi har noget at være stolte af i fællesskab, sagde Benny Andersen.
– Ja, sikke meget, vi har fået for pengene. Det er vist kun socialpædagoger, der kan gøre sådan noget her, konstaterede Kirsten Nissen og spurgte nærmest retorisk:
– I er trendsættere, ved I det?
Hun henviste til, at Kommunernes Landsforening nu også har sat fokus på arbejdsglæden.
– Men I er fyrtårne, for vi er startet et helt andet sted – ude på arbejdspladsen – og har ladet tingene gro nedefra. Og det mærker brugeren, borgeren og eleven også i den anden ende. I har skabt en win/win-situation på arbejdspladserne, sagde Kirsten Nissen.
Og jo, det var en god, glad og også tilfreds stemning i salen efter en intens dag, hvor repræ sentanterne fra projekterne havde arbejdet med det, der nu står tilbage: formidlingen af deres resultater. Til kolleger på andre arbejdspladser, til kredsene og til kongressen i november.
Forbundets hovedbestyrelse besluttede på sit møde i juli, at kongressen skal samle og fremtidssikre erfaringerne fra de mange projekter.
Dels skal projekterne præsentere sig selv på kongressens første dag på en slags markedsplads.
Dels vil korte introduktionsfilm køre på storskærmene og i foyeren på kongressen.
Og dels skal kongressen på andendagen politisk behandle et værdipapir, ‘Det gode arbejde’, der bygger på essensen af de 28 projekter, hvis repræsentanter har mulighed for at overvære debatten. Projekternes afrapportering er blevet gennemtygget af eksterne konsulenter, to filosofistuderende og projektarbejdsgruppen. Det har kogt erfaringerne fra projekterne ind til fire grundværdier:
- Anerkendelse
- Åbenhed
- Faglighed
- Engagement
Det er disse fire værdier, der beskrives og er rygraden i ‘Det gode arbejde’, som hovedbestyrelsen på sit møde 2. september godkendte og sendte videre til kongressens behandling i november.
Og her vil de delegerede altså kunne diskutere det med friske indtryk fra markedspladsen, hvor projekterne vil præsentere sig.
Ud over præsentationen og debatten på kongressen vil projekterne og erfaringer fra dem indgå som et centralt element i ti temadage – en i hver kreds – om arbejdsmiljø, kvalitet og etik. Og på de kommende generalforsamlinger stiller en række af projekterne også op med præsentationer.
– Det er lykkedes til overmål at samle gode arbejdspladshistorier. Nu skal vi have spredt budskabet, og den formidling skal vi ikke underkende effekten af – hverken indadtil i organisationen eller udadtil, sagde Kirsten Nissen, før projektmagerne tog hjem for at lægge sidste hånd på markedsboder, kortfilm og powerpoint-præsentationer.
28 projekter senere…
Projekt arbejdsglæde, indflydelse og synlighed blev søsat på kongressen i 2008, og efterfølgende afsatte hovedbestyrelsen tre millioner kroner til gennemførelse af en række arbejdspladsprojekter. Interessen var enorm: I alt 126 projektansøgninger, og ud af dem udvalgte styregruppen de 28 projekter, som fik op til 100.000 kroner hver. Projekterne er gennemført i første halvår af 2010. I denne udgave af Socialpædagogen ser vi nærmere på fem af projekterne og giver en kort præsentation af de øvrige projekter. Læs mere om alle projekterne og se afrapporteringer, videofilm med mere på www.sl.dk/arbejdsglæde |