Arbejdsglæde

Vi fik tid til en kaffepause

Asylcenter Gribskov arbejder på at omsætte personalets værdier til konkret hverdag. Det er lettere sagt end gjort

Af Bille Sterll, redaktionen@sl.dk
Foto: Ricky John Molloy

Vejen slynger sig gennem tæt skov frem til lysningen med de gamle røde træbarakker, der blev bygget som militærnægterlejr tilbage i 1920’erne. Med klatrestativ, fodboldmål og flagstang ligner Gribskov en lejrskole, men den gamle lejr midt i skoven modtager flygtningebørn, som kommer alene til Danmark for at søge asyl.

I øjeblikket huser Asylcenter Gribskov 44 uledsagede flygtningebørn plus en god håndfuld, som bor i hybler tilknyttet centret.

Fra brændpunkter som Afghanistan, Sri Lanka og Somalia sætter de kursen mod Danmark og mellemlander i Gribskov, mens deres asylsag bliver behandlet af myndighederne. Nogle ender med at få opholdstilladelse. Andre bliver sendt tilbage.

På asylcentret arbejder en broget skare af socialpædagoger, køkkenfolk, aktivitetsmedarbejdere, nattevagter, sundhedsplejersker og mange  andre i døgndrift for at give de unge en tryg pause, mens deres sag kører. Det kan tage alt fra nogle måneder til et par år.

– Vi har perioder, hvor vi har mange stille og rolige drenge. Og vi har dage, hvor der går 10-15 unge rundt og sitrer og er oppe at køre konstant. Alle dage er forskellige, og hverdagen er helt uforudsigelig. Du ved aldrig, hvad du møder ind til, fortæller aktivitetsmedarbejder Rikke Storgaard.

– Som socialpædagog bliver min faglighed udfordret på alle tænkelige måder. Vi har alle variationer af skader og traumer og diagnoser. De unges komplekse baggage gør arbejdet udfordrende, men vi ved aldrig, hvornår vi får dem, og hvordan de har det, siger kontaktpædagog Axel Marx.

Projektet Asylcenter Gribskovs personalepolitik og værdier er nu beskrevet i en lille pjece, som er rød og har form som et kors. De fem grundlæggende værdier er: Medansvar for det psykiske arbejdsmiljø Arbejdsglæden sat i højsædet Forskellighed som en ressource Professionalisme i arbejdet Et fagligt udviklende miljø

 

Pres gør folk kantede

Den hektiske og uforudsigelige hverdag med unge, som af og til sover for meget i løbet af dagen og andre dage eksploderer mellem hænderne på de ansatte, gav et krævende og stressende arbejdsmiljø, og sygefraværet var højt.

– Som socialpædagoger kan vi ikke lade være med at behandle. Men vi er ikke et behandlingshjem, og vi har slet ikke normeringen til det, så det sker ofte, at vi tager munden for fuld og går i gang, selv om vi ikke har de ressourcer, der skal til, siger Mikael Sørensen, som også er kontaktpædagog.

– Når vi kommer under pres, kommer den dårlige stemning, fordi folk slår fra sig. Mens vi står med ungerne, har vi et fantastisk sammenhold. Så knokler vi, alt hvad vi kan. Men når vi så sidder til møde bagefter, kan det slå gnister. Folk bliver kantede, spidse og nærtagende, siger han.

Efter en slem Arbejdspladsvurdering (APV) satte medarbejderne sig ned og formulerede en stribe værdier, som blev udgivet i den lille pjece ‘Hos Os’. Og i år var målet så at føre de fine værdier ud i hverdagen, så de både kan ses og mærkes. 

Fire medarbejdere – en pædagog, en kok, en aktivitetsmedarbejder og en nattevagt – stod i spidsen for arbejdet. Medarbejderne diskuterede værdier og konkrete tiltag på to temadage, og bagefter blev der samlet op på de mange forslag.

– Da vi skulle lave dette projekt, var det med en erkendelse af, at vi havde lavet det før, og hver gang endte vi i ord. Det var afsindig vigtigt for os, at det ikke bare blev en ny gang ord. Der skulle handling på. Og vi skulle kunne måle det. Vi skal kunne se, om det virker, siger Mikael Sørensen

Overlap fik faste rammer

De tunge røde Cardex-mapper ligger fremme på bordet i personalestuen. De rummer alle væsentlige oplysninger om hver enkelt ung på centret.

‘Modtagehus begynd’, siger Mikael med høj røst, og Ditte, som har været på arbejde siden i morges, lægger ud.

Hun fortæller om drengen, der ikke har været i skole, og nu ligger i sin seng og sover. Hun fortæller om en anden, som får medicin. Sundhedsplejersken spørger til en dreng, der har stærkt behov for at blive set. Skal han til udredning?

Alt noteres omhyggeligt ned i referatet. Hvordan har den unge det? Har han været i skole? Er der nogen, der skal til lægen eller til møde i Flygtningenævnet? Skal der ske noget – og hvem går i så fald videre med det?

De muntre bemærkninger fyger, men her er også plads til omsorg og bekymring for den dreng, der virkede så stresset og forvirret i morges, at han ikke nåede at spise sin morgenmad.

Overlappet er et fast holdepunkt, hvor dag- og aftenvagterne mødes. Mødet kører efter en fast dagsorden, og der er styr på referatet. Og det er nyt.

Tidligere kørte overlappet uden fast dagsorden, og ingen skrev referat.  Alt for ofte blev der truffet beslutninger, som medarbejderne næste dag ikke fik besked om. Eller også blev der truffet beslutninger, som ingen sørgede for at føre ud i livet. Møderne havde det også med at trække ud.

Den faste struktur på overlappet er en helt konkret og synlig udløber af arbejdet med værdier.

– Det var en forholdsvis simpel ting, at der kom en mappe med struktur, dagsorden, hvilke ting skal stå i referatet, og hvem går videre med det. Tit er de simple løsninger svære at finde. Der var en del, der var mest trygge ved den måde, vi havde gjort tingene på i mange år, selv om det var åbenlyst, at det kunne gøres bedre, siger Axel Marx.

Gribskov Gribskov modtager kun uledsagede flygtningebørn og drives af Røde Kors. Centret har for tiden 51 unge boende i selve centret og på hybler udenfor.

 

Nu sidder vi lige og hygger

Kaffepausen om aftenen er et andet konkret resultat. De medarbejdere, som er på centret om aftenen, møder klokken 13.30 og får fri klokken 23. I det tidsrum var der ikke indlagt en eneste pause.

– Vi var nogle stykker, der sagde til os selv, at uanset hvor travlt vi har, så sætter vi os ned efter aftensmaden. Vi tager en kop kaffe, og vi sætter os, så de unge kan se os. Vi er ikke et hjem, men vi efterligner, at far og mor lige sidder og hygger, mens de unge sidder i stuen ved siden af.  Det har den effekt, at de falder lidt til ro. Og vi får et pitstop, hvor jeg får set på min dosmerseddel og finder ud af om jeg kommer igennem den eller ej. Men også et mentalt stop, hvor vi hygger os  og lige husker, at vi er fire kollegaer på arbejde, fortæller Axel Marx.

Kaffepausen og overlappet er to synlige udløbere af Hos Os-projektet. På det første kickoff-møde var samvær og omsorg for hinanden topscorere på listen over de ting, medarbejderne lagde vægt på.

– Vi skal sørge for, at vi har det godt indbyrdes. Vi skal være der for hinanden og tage hensyn og give hinanden plads, så vi får tid til at gøre de ting, der er vigtige for os. Så må vi dække hinanden ind. Hvis jeg ikke har så travlt, så tager jeg kørslen og køkkenet og måske billetkassen. Så kan de andre måske få tid til at sidde og snakke lidt sammen, siger Mikael Sørensen.

Kollegerne betyder alt

Netop forholdet til kollegerne vejer tungt, når Rikke, Mikael og Axel forklarer, hvorfor de elsker deres arbejde på trods af det til tider heftige arbejdsklima.

– To af grundene til, at jeg er her, sidder lige der, siger Axel Marx og nikker over mod Rikke og Mikael.

– Jeg føler mig ekstremt godt tilpas, og jeg vil gerne gøre en forskel. Det er en gammel Røde Korskliché, men her bliver den omsat til handling.

– Her er et sindssygt engagement, siger Rikke Storgaard.

– Jeg tror, vi ubevidst er lidt imponerede over alt det, de unge har været igennem. De har en ufattelig livshistorier. Nogle gange kan jeg godt føle mig lidt taknemmelig over at få del i deres liv og kultur.

– Vi er også en samling individualister. Vi slukker mange brande, og der bliver vi udfordret på, hvad vi kan. Kan du levere varen, eller løber du skrigende bort? At blive udfordret og kunne klare udfordringen, tror jeg, kendetegner os mere end noget andet – og jeg tror også, det binder os sammen. Vi kan se, at vi er nødt til at holde sammen og have et godt samarbejde, mener Mikael Sørensen.

Vi skal tage det op hele tiden

I personalestuen hænger to blå plancher. De er den destillerede version af de mange ideer, som medarbejderne formulerede på forårets temadage. Begge plancher er fulde af ord, men nogle af dem står med tyk skrift omringet af en cirkel midt i det hele.

Den ene sætter ord på de fire vigtigste behov for medarbejderne:

God stemning, tid til pædagogisk arbejde, respekt for forskellighed og kommunikation.

Den anden nævner beboernes vigtigste behov: Udvikling, struktur/tydelighed, forståelse for egen situation/omverden, blive set/hørt, tillid og livsglæde.

Hver dag minder plancherne om, at arbejdet med at få værdierne ud i hverdagen er en konstant proces, som formentlig aldrig når i mål. 

– Nogle gange handler vores dag om overlevelse. Vi kan ikke arbejde med arbejdsglæde hver dag, men vi er nødt til at tage det op jævnligt. Hvis det her skal fungere, skal vi tage det op hele tiden, siger Rikke Storgaard.

– Lige nu er her alt andet end stille og roligt, og det første, man fjerner fra huskelisten, når man har travlt, er de ting, der står der på væggen. Og så alligevel ikke. Vi kan huske den stemning, der var, da vi skrev dem. Når vi har deltaget i processen og vendt og drejet hvert ord, er der noget, der lægger sig refleksivt i kroppen. Uanset hvor travlt jeg har, kommer der lidt frem en gang i mellem, mener Axel Marx.

Nu kan processen ikke stoppes

Efter et intenst forår med temadage, plancher, ny struktur på overlap og kaffepause hver aften, bød sommeren på et dyk i det videre arbejde. Nu skal Gribskov i gang igen.

Den største risiko for, at de fine værdier sander til, er tiden. For lidt tid kan slå bremsen i alle de gode intentioner. Men hverken Rikke, Axel eller Mikael er bange for, at arbejdet går i glemmebogen.

– Jeg tror, det ligger latent i alle nu. Jeg tror ikke, processen kan stoppes. Den har 100 procent  opbakning fra ledelsen, og vi har koordineret alt i samarbejde med ledelsen. Der ligger en spiseseddel med vores ønsker, som vi har skrevet på en liste og givet til ledelsen, som også har påtaget sig ansvaret. Det tunge møllehjul er sat i gang, og det er ikke sådan lige at stoppe, siger Mikael Sørensen.

Spisesedlen til ledelsen nævner håndfaste ønsker som ‘arbejdsmobil, der virker’ og ‘tavle til ros’ og større tiltag som nye opdelinger af husene og selvomsorgsdage til medarbejderne.

På et andet stykke papir står en stribe løfter, der kan lette samarbejdet i en presset hverdag. Rikke kunne godt tænke sig at få dem trykt, så man altid har dem ved hånden og kan huske dem:

– Når der kommer en periode med mere ro på, skal vi arbejde videre med det. Så får du en nøglering, Mikael, hvor der står: ‘Jeg vil lytte åbent og stille uddybende spørgsmål, så jeg er sikker på at forstå meningen med det, der bliver sagt’.

– Tit glemmer folk at lytte. Det skal vi arbejde videre med. Det er ikke kun noget, vi arbejdede med på temadagen, og det er ikke kun ledelsens ansvar. Vi må også gøre noget selv, siger Rikke Storgaard.

Og hvad folk selv kan gøre, ligger der også bud på. Hver enkelt medarbejder har – anonymt – skrevet ned, hvordan de kan gøre deres egen arbejdsdag bedre. De papirer ligger gemt bag lås og slå, i asylcentrets aflåste pengeskab. Men de bliver snart hentet frem.