Stofmisbrug

Succes med hollandske fixerum

Mens danske narkomaner fortsat må se langt efter fixerum, kan hollænderne se tilbage på ti år med gode erfaringer med offentlige fixerum. I Amsterdam er stofmisbruget for eksempel helt forsvundet fra gadebilledet og det er blevet lettere for de sociale myndigheder at komme tæt på og hjælpe narkomanerne

Af Petra Sjouwerman og Claus Leick, redaktionen@sl.dk
Foto: Jörgen Caris

Ikke langt fra hovedbanegården i Amsterdam, i den tidligere skipperskole, ligger Blaka Watra, et værested for særligt belastede stofmisbrugere.

Skolens tidligere gymnastiksal er nu dagligstue, hvor besøgende kan slå sig ned med en kop kaffe, se fjernsyn eller spille pool.

– Hej Mo, hvor har du flot hår i dag, råber en af medarbejderne ved skranken, der med et tryk på knappen lukker en mand i 40’erne ind.

– Ja, kan du se jeg har fået det klippet?, spørger han overrasket.

I værestedet kan stofmisbrugerne, hvoraf de fleste er hjemløse, tage et brusebad, vaske tøj, bruge telefonen eller checke mail på computeren, der i øvrigt står under lås og slå.

Blaka Watra er et af ti væresteder i Amsterdam, hvor en del af dem er udstyret med et fixerum. I disse rum kan besøgende ryge deres medbragte heroin eller crack. Stiknarkomaner har kun et sted at gå hen, fordi der er særlige hygiejniske krav, som ikke kan tilbydes alle steder. Men reglerne og principperne er de samme alle steder.

Her i Blaka Watra foregår rygning under kontrollerede forhold i et specielt indrettet rum med bord og stole i den ene ende af den tidligere  gymnastiksal. Rummet har vinduer til alle sider, så medarbejderne konstant kan holde øje med, hvad der sker. For at undgå dårlig luft – opvarmning af heroin eller kokain giver en gennemtrængende lugt – er rummet udstyret med kæmpe udsugning.

Holde kontakt

Fixerum indgår i den hollandske narkostrategi, som retter sig mod særligt belastede stofmisbrugere. Et mål er at undgå gener i det offentlige rum.

– Sammenlignet med for ti år siden, er stofmisbruget fuldstændigt forsvundet fra gadebilledet, siger 32-årige Conrad Cockert, der er socialpædagogisk leder af Blaka Watra.

Navnet betyder ‘Det sorte vand’ på surinamsk. Værestedet var nemlig oprindeligt målrettet hjemløse stofmisbrugere fra to gamle kolonier, Surinam og Antillerne. I dag er værestedet åbent for alle. 

Et andet mål for Amsterdam Kommune er at skabe et trygt og sikkert miljø for særligt belastede stofmisbrugere – de såkaldte kronisk problemfyldte narkomaner, der oftest er hjemløse.

Siden oprettelsen af fixerum i Amsterdam for mere end ti år siden er antallet af dødsfald blandt narkomaner faldet drastisk.

– Narkomaner bliver gamle nu om dage. Den gennemsnitlige alder blandt vores besøgende er 46 år. Nogle er 65+. De har været stofmisbrugere siden 1960-70erne, siger Conrad Cockert.

Men først og fremmest sikrer kommunen med disse fixerum at holde de særligt belastede stofmisbrugere inden for pædagogisk rækkevidde. Harm reduction, kalder hollænderne det.

Man accepterer deres narkoforbrug og prøver at begrænse skaden.

– Fixerum er med til at holde problemerne håndterbare, fordi vi kan holde kontakt med narkomanerne, hvilket ofte er svært for andre instanser, mener Conrad Cockert.

– Her er det nemt at komme i kontakt med socialpædagoger og socialrådgivere, der for eksempel hjælper med at udfylde formularer, aftale  sygehusbesøg, finde bolig eller forklare, om det kan betale sig at tegne en begravelsesforsikring. Vi kan hjælpe dem med at strukturere deres dag igennem aktivering (se efterfølgende artikel, red.). Dermed holder vi dem væk fra gaderne og det er meget vigtigt, siger den 32-årige leder, der har arbejdet med stofmisbrugere i over ti år.

Mens han viser rundt, sidder to mænd foroverbøjet over bordet i fixerummet – helt opslugt af at tilberede deres heroin.

Regnbuen Amsterdam Kommune finansierer stort set de 10 væresteder i byen, men det er hjælpeorganisationen De Regenboog (Regnbuen) der står for den daglige drift af de fleste af dem. De Regenboog Groep i Amsterdam arbejder ikke kun med hjemløse og stofmisbrugere, men også med andre målgrupper, som mennesker med sociale og/eller psykiatriske problemer og mennesker med stor gæld. Antallet af herionmisbrugere har været dalende de sidste mange år. De Regenboog har årligt kontakt med 4.000 hjem løse, der kommer på værestederne. I alt arbejder 800 frivillige i organisationen – enten som hjælpere på værestederne eller også fungerer de som personlig støtteperson til en hjemløs eller hjemløs stofmisbruger. De Regenboog er også tovholderen på et internationalt vidensdelingprojekt, European Network Social Inclusion & Health, der er støttet af EU. Fra hele EU er der nemlig stor interesse for den hollandske harm reduction-model og stofmisbrugernes egen rolle i at køre deres fixerum. Danmark er ikke med i projektet. Læs mere om projektet på www.correlation-net.org

 

Kun registrerede brugere

Modstanden mod fixerum i Danmark handler blandt andet om frygten for, at fixerum vil tiltrække narkomaner fra andre byer. Det undgår man i Amsterdam ved kun at give adgang til et begrænset antal registrerede stofmisbrugere, der er godkendt af politiet.

– De skal være hjemløse og/eller skabe problemer i det offentlige rum. Desuden skal de have et hollandsk pas eller en opholdstilladelse, og en vis tilknytning til byen. Derudover kan de kun komme i betragtning, hvis de har været stofmisbrugere i over fem år, forklarer Conrad Cockert.

Brugerne får et digitalt adgangskort. Kommunen vil nemlig præcis følge med i, hvor meget fixerummet bliver brugt.

En særlig tilknyttet betjent fra nærpolitiet holder fingeren på pulsen og besøger værestedet cirka tre gange om ugen. 

– Betjenten har et tæt forhold til narkomanerne. Han holder for eksempel styr på, hvornår de skal i retten. Nogle gange tager han med. Han hjælper dem med at huske, hvornår de skal melde sig til afsoning. Vi drager alle fordel af hans tætte kontakt med drengene, siger Conrad Cockert med henvisning til, at alle 35 registrerede brugere af fixerummet i øjeblikket er mænd.

Kat og mus

Men alt er ikke rosenrødt konstaterer Conrad Cockert.

– En af ulemperne ved at have fixerum er, at hvor der er narko, er der efterspørgsel. Og når der er efterspørgsel er der også udbud, siger han.

Det er kun tilladt at have et halvt gram narko med i rummet til eget brug. Men selvom det er strengt forbudt at sælge narko i eller uden for  bygningen, kan det nogle gange være svært at udelukke det 100 procent.

– For eksempel når folk dropper ind om morgenen. Her sker det engang i mellem, at de samler penge sammen og aftaler at én skal købe narko til alle andre. Det betragtes som handel og det er forbudt. Det er vores opgave at forhindre handel og det er også vores største udfordring, siger Conrad Cockert.

For at undgå, at nogle personer henter narko for de andre, har man indført den såkaldte 1-times regel. Ved ankomsten i receptionen bliver alle registreret i computeren. Vil man af sted igen, kan man først komme ind efter en time.

Herudover er al kontakt fra fixerummet til omverdenen forbudt. Når en af mændene klatrer på bordet, for at se om der står nogen uden for, lyder et højt brøl.

– Ned fra bordet! råber en af medarbejderne. For bedre at kunne overvåge, hvad der sker i fixerummet, udpeger man dagligt en af stofmisbrugerne til at holde opsyn i samarbejde med en medarbejder. Vedkommende får en beskeden betaling for denne opgave.

De, der overtræder reglerne, bliver bortvist i flere dage eller uger.

– Selvom det nogle gange kan se ud som om, ‘katten leger med musen’, virker de strenge sanktioner for mange afskrækkende. Især de ældre mænd kan huske hvor råt deres liv var, da de skulle bo på gaden. De er udmærket klar over, at det her er det eneste sted, hvor de kan bruge narko legalt, siger Conrad Cockert, der medgiver, at han nogle gange kan komme i tvivl om effekten ved at have fixerum.

– Sommetider kan jeg frygte, at når man skaber et hyggeligt miljø med musik i baggrunden, er  der så måske fare for at bestemte personer bliver hængende i misbruget. Men accept af narkobrug er præmisserne i vores værested, og hvis nogle gerne vil på afvænning, så henviser og hjælper vi naturligvis vedkommende, siger han.

Samarbejde med naboerne

For at sikre et godt samarbejde med alle involverede parter har Amsterdam Kommune etableret såkaldte rådgivende kvarterudvalg for hvert at de fire væresteder med fixerum.

Udvalget består af repræsentanter fra kommunen, værestedet, naboer, omliggende butikker, politiet og hjælpeorganisationer. Udvalgene mødes fire gange om året og holder nøje øje med, om alt fungerer, som det skal. Hvis der er naboer, der lider overlast, forsøger udvalget at finde en løsning. I sidste ende kan kommunen beslutte at lukke stedet.

Et godt samarbejde med naboerne er uhyre vigtigt, mener Conrad Cockert. Derfor organiserer værestedet en åben dag en gang i mellem, hvor naboerne kan komme og kigge ind.

– Det er vigtigt, at denne gruppe mennesker har et sted i samfundet, hvor de hører til. De skal ikke gemmes væk. Det er vigtigt at signalere, at de ikke er visne junkier. Det er mennesker som du og jeg, men lidt anderledes. Det er mennesker, der stadig kan noget, siger han.

Ifølge Blaka Watras leder, Conrad Cockert, viser erfaringer, at især små fixerum (15 registrerede brugere) fungerer rigtig godt.

– Folk lægger næsten ikke mærke til, at det er et værested med fixerum. Kontakterne med naboerne er gode. Stofmisbrugerne føler sig meget hjemme og de ved, at de skal værne om det.