ADHD
Det hedder altså ikke DAMP
16-årige Olivia vil ikke være en DAMP-blondine. Og otte-årige Mathias bliver meget let sur. De fortæller begge om at have ADHD i ny film
Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Da nogen i skolen kaldte lyshårede Olivia for en DAMP-blondine, svarede hun, at det hed det ikke. Hendes diagnose er ADHD. Men bagefter græd hun. Hun bryder sig ikke om ordet DAMP, fordi det bliver brugt som et skældsord. Sådan har Mathias det også. Begge deltager i filmen ‘Det hedder altså ikke DAMP.’ Og fortæller her om at have det handicap.
For dem begge er det kun et år siden, at de fik stillet diagnosen, og som Olivia siger, ville det have været rart at få den noget før. Det synes hendes far også, for så kunne mange af de konflikter, han havde med Olivia, være undgået.
Mathias var lidt forberedt på, at han havde ADHD. Det var der nogen, der havde sagt til ham. Hans storebror havde fortalt ham, at det var en slags handicap. Så inden han fik stillet diagnosen, spurgte hans storebror ham: ‘Hvad vil du blive, hvis du har det?’ Mathias svarede: ‘Ked af det’. Han fik diagnosen, og ‘så blev jeg ked af det’.
Mathias beskriver sit handicap som nogle problemer, han har oppe i hjernen, og som andre ikke har. Det betyder blandt andet, at han let bliver sur, og han ikke kan koncentrere sig ordentligt. Og hvis han ikke på forhånd ved, hvad der skal ske, så bliver han let rigtig, rigtig sur.
Jeg vil det her
Olivia er på Oure Efterskole, og hun fik stillet ADHD-diagnosen for godt et år siden. Det var efter en periode med spiseforstyrrelser. Hun vidste ikke, hvad ADHD var. ‘Jeg tænkte, det er løgn. Bare jeg ikke skal igennem en hel masse for at blive rask’.
Olivia er med i dramaholdet på skolen og er i gang med at øve på et stykke. Det er anden gang, hun er med. Første gang måtte hun kort før premieren melde fra, da hun ikke kunne klare presset og nervøsiteten. Men hun har mod på at prøve igen, og denne gang vil hun gennemføre.
Olivia beskriver sit handicap sådan, at hun nogle gange kan blive virkelig sur og aggressiv, og så skal alle bare flytte sig væk fra hende. Andre gange er hun det stik modsatte, er overglad og hopper op ad dem.
– Jeg bliver let forvirret i pressede situationer og er dårlig til at planlægge. Og jeg glemmer rigtig meget, så jeg skriver gule sedler på mit værelse. For eksempel skriver jeg nogle gange, at jeg skal huske at gå i seng. De gule sedler hjælper mig.
Storebrors store ansvar
Filmen beskriver også, hvordan det er at være søskende til et barn med ADHD. Det er noget Mathias’ bror, Christoffer på 12 år, ved alt om. Han fortæller, at det er et meget stort ansvar, og den måde, Mathias opfører sig på, betyder, at Christoffer hele tiden skal være parat til at gøre tingene alene. For eksempel at rydde op.
‘Mathias kan næsten aldrig klare det. Så nu er det bare mig, der skal klare det hele. Han skal aldrig gøre noget som helst.’
Forældrene er skilt, så hver uge tager de to brødre bussen hen til deres far, og under hele turen skal Christoffer være den ‘voksne’ og konstant holde øje med Mathias, så han ikke går ud foran en bil eller træder i hundelorte. Det er umuligt at forudse, hvad Mathias gør.
‘Han kan lige pludselig være helt oppe, og så kan han køre helt ned og være mega sur. Det er umuligt at stoppe ham. Det er ligesom et tog, der løber løbsk, som man ikke kan stoppe. Som bare bliver ved og ved og ved.’
Filmen kan bruges over for børn og unge med ADHD, forældre, søskende, øvrige familie, professionelle, blandt andet socialpædagoger og lærere.
‘Det hedder altså ikke DAMP’, 41 minutter, 299 kr. Kan købes gennem ADHD-foreningens netbutik: www.adhd.dk