Louise Aagaard

Voksne kvinder med ADHD

Jeg vil allerhelst klare mig selv

Louise Aagaard på 22 år gik fra angst og misbrug til et liv med egen lejlighed, kæreste og tro på fremtiden på bare halvandet år. En del af hjælpen var den rigtige medicin og en mestringsskole for mennesker med ADHD

Af Birgitte Ramsø Thomsen, redaktionen@sl.dk
Foto: Joachim Ladefoged

Det var en medarbejder ved misbrugscentret i Århus, der som den første i Louise Aagaards 20-årige liv fik mistanke om, at der måske lå en uopdaget ADHD bag det misbrug af blandt andet amfetamin, der gjorde, at hun overhovedet kunne overskue at være i sit liv.

– Jeg tog amfetamin, men jeg blev ikke speedet af det. Jeg faldt fuldstændig til ro, når jeg tog det, fortæller Louise Aagaard.

Og så begyndte brikkerne endelig at falde på plads.

For mennesker med ADHD er amfetamin særlig virksom som selvmedicinering, for den minder om den effekt på hjernens evne til at fokusere, som ADHD-medicin giver.

Louise blev screenet og sendt til test hos en psykiater og fik endelig en ordentlig forklaring på de problemer, som hun har haft hele sit liv.

I modsætning til mange andre piger med ADHD har Louise Aagaard altid haft H’et – hyper-aktiviteten – med.

– Jeg har reageret voldsomt. Hvis der bare var nogle, der sagde bøh til mig, sprang jeg i luften, flippede ud og skulle smække med dørene. Jeg var ikke ret meget i skole, for jeg gik altid ud af klassen, når jeg blev sur eller mobbet.

I 9. klasse skiftede Louise Aagard til en special skole, fordi man mente, hun var skole træt. Efter hånden som årene gik, kom angst og depression også til. Til sidst nåede hun at blive hjemløs, fordi bofællesskabet ikke kunne acceptere Louises misbrug.

Den medicin, hun fik for angsten og depressionen, har aldrig virket, mener hun.

– Det har mange gange gjort det værre i stedet for. Der er noget medicin, som jeg bliver aggressiv af at få. Det tænder simpelthen af. Det virker modsat.

Et ændret liv

Rigtig meget har ændret sig, siden Louise fik diagnosen ADHD for halvandet år siden.

– Det var en stor lettelse, for det gav nogle forklaringer på tingene. Jeg kunne bedre forstå, hvorfor jeg ikke kunne tage en uddannelse, for jeg kunne sagtens sidde og læse lektier, men dagen efter i skolen, havde jeg glemt, hvad det var, jeg havde læst. Jeg føler mig ikke så dum længere. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg jo må være snotdum, når jeg lige har læst alt det der, og ikke kunne huske det.

Louise flyttede umiddelbart efter til Vejle, og her er hun startet på den rigtige ADHD-medicin.

– Den virker sådan, at jeg bedre kan overskue tingene, og jeg falder mere til ro, så jeg ikke skal fare rundt hele tiden. Jeg kan lidt bedre klare nogle situationer, hvis jeg havner i dem. Jeg kan bedre styre angsten, når jeg får medicinen. Jeg kan mærke om aftenen, når medicinen er ude af kroppen, så mangler jeg det. Så kan jeg ikke koncentrere mig om at se en film eller sidde stille. Det duer ikke.

I Vejle har Mestringsskolen, som er et kommunalt tilbud til voksne med ADHD, været med til få sat nogle nye skinner under Louise Aagards liv. Her lærer deltagerne på holdet, som tæller 5-6 borgere med ADHD, sammen deres tilknyttede hjemmevejledere at mestre deres ADHD.

– Man tager nogle situationer frem, som de forskellige har oplevet. Vi snakker om, hvad der skete, og hvad man kunne have gjort anderledes. Vi snakker både om, hvad de andre har af ideer, og hvad de fire hjemmevejledere har af muligheder.

Jeg er ikke alene

For Louise Aagard har det været rigtig givende at møde andre, som også har ADHD.

– At høre, at andre har de samme problemer som én selv, gør simpelthen, at man lige kan rejse hovedet lidt op og sige: Jeg er ikke alene. Der er faktisk andre, der har det sådan, og jeg er ikke underlig. Jeg har bare nogle problemer – og det findes der også andre mennesker, der har.

Louise Aagaards hjemmevejleder har også været med hende på vejen ud af angsten.

– Det har hjulpet mig meget, at hjemmevejlederen er kommet, og så er vi kommet ud at gå. At blive ved med at komme ud med hende og opleve, at der ikke sker noget ved det, og blive ved med at presse dig selv til, at du godt kan styre angsten.

At have ADHD vil for Louise sige, at en tur i for eksempel Bilka er et helvede.

– Jeg skal se alt, hvad folk gør, aflæse alle signaler, der bliver sendt, og få det hele til at passe sammen. Så bliver det hele et kaos inde i mit hoved, for så mange mennesker kan der ikke være derinde, beskriver Louise.

Hjemmevejlederen har også hjulpet hende med at tænke over, at når andre mennesker for eksempel griner sammen, er det sandsynligvis ikke Louise, de griner af.

Louise Aagaard har netop afsluttet ét mestringsskoleforløb og har fået bevilget et mere, samtidig med, at hun har en tilknyttet hjemmevejleder, som kommer en gang om ugen.

– Derefter er det meningen, at jeg gerne skulle klare mig selv. Og det satser jeg på, at jeg kan. Det  vil jeg da allerhelst. Jeg synes ikke, det er så sjovt at skulle have hjælp til så mange ting.

Hvordan skændes man?

Louise Aagard er glad for, at hendes selverkendelse er kommet så langt, at hun ved, hvornår det er ADHD, som kører afsted med hende og kan fortælle andre om det.

– Jeg fortæller om ADHD til andre, for så kan jeg være mig selv. Jeg kan sige, at lige nu har jeg ADHD, for jeg kan mærke, at mine ben bare begynder at skulle bevæge sig. Så ved de også godt, at jeg nok ikke lige kan koncentrere mig, og at de nok ikke skal fortælle mig en vigtig besked nu, for det glemmer jeg. Når jeg er sammen med dem, som ikke ved det, føler jeg mig forkert. At de nok synes, jeg er mærkelig.

Men Louise Aagaard kan selv mærke, og får hele tiden at vide, at hun har rykket sig meget på det halve år, der er gået, siden hun startede på Mestringsskolen. Også på andre punkter går det fremad: Nu har hun sin egen lejlighed og en kæreste, som er meget interesseret i, hvad ADHD er, og hvorfor Louise reagerer, som hun gør.

Og der er kommet struktur ind i både parforhold, indkøbssedler og ugeskemaer, hvor der står både, hvornår medicinen skal tages, og hvornår der skal spises. For medicinen tager appetitten.

– Jeg har lært meget om, hvad det er jeg har brug for. Hvordan jeg skal klare situationer. Hvordan skændes man med en partner. Jeg kan godt have nemt ved at opgive ting og sige nej, det duer ikke. Så er det nemmere nu, hvor jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre for at lære det. Jeg har også skullet finde mig selv. Hvad er ADHD og hvad er Louise?  Og der mangler jeg stadigvæk noget, siger hun.

Ny film sætter fokus på børn af psykisk syge. I denne artikel fortæller vi historien om hovedpersonen, den nu 18-årige Isabella. Artiklen gengiver Isabellas erindringer og er blevet til på baggrund af et interview med Socialpædagogen

Hvad nu? En ADHD-diagnose som voksen sætter både fortid og fremtid i nyt perspektiv

På det socialpsykiatriske botilbud Vestervænget har borgerne som et forsøg i to år fået dækket alle udgifter til samtaler med en privatpraktiserende psykolog. Og det har været en stor succes, der har understøttet recovery-processen for beboerne, der har fået værktøjer til at mestre deres liv

Socialpædagogerne og en række andre organisationer er gået sammen om at skabe bedre og mere attraktive arbejdspladser i behandlings- og socialpsykiatrien. Der er mulighed for at søge økonomisk støtte til projekter

Kommuner og regioner skærer ned på antallet af pladser til rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade, men behovet for støtte er ikke blevet mindre

Det er uanstændigt, at mennesker i svær krise kan komme i en situation, hvor systemets bureaukrati og kassetænkning forhindrer deres helbredelse eller restituering

Se flere