Voksne kvinder med ADHD

Ned med den negative selvopfattelse

I Vejle Kommune har man igennem to årtier anerkendt ADHD som diagnose hos voksne. Opsporing via sundhedsplejen, træningsforløb for nydiagnosticerede og ikke mindst Mestringsskolen er midler til at få borgere med ADHD på rette spor igen

Af Birgitte Ramsø Thomsen, redaktionen@sl.dk
Foto: Joachim Ladefoged

Mange af vores borgere siger, når de kommer til os, at det er ligesom at komme hjem. De er aldrig gennem deres liv blevet mødt på samme måde og forstået på den måde. De kan nogle gange føle, at vi kan kigge ind i hovedet på dem.

Sådan fortæller Niels Christian Hansen, socialpædagog og leder af ADHD-teamet i Vejle. Han er  ikke i tvivl om, at den tilgang, som bruges i Vejle Kommune er med til at skabe en varig forskel for de mennesker med ADHD, som medarbejderne møder både som støtte/kontaktpersoner og på den Mestringsskole, som har kørt i et års tid.

Vejle Kommune er en af de tre forsøgskommuner i et opsporingsprojekt, som er forankret i Servicestyrelsen. I Vejle er Niels Christian Hansen, som normalt arbejder med sit ADHD-team i Handicapafdelingen, også projektkoordinator, og dermed medvirkende til at sprede viden om ADHD til andre tilbud i kommunen, hvor det er sandsynligt, at man kan finde borgere, der har en uopdaget ADHD.

Anerkendelse i Vejle

Målgruppen er alle – både børn, unge og voksne – men en opsporingsenhed inden for sundhedsplejen er helt målrettet kvinder. Her er to sundhedsplejersker særligt uddannet til at få øje på ADHD-risikoadfærd hos unge mødre. De skal blandt andet kigge efter, om de er rastløse, hurtige  i replikken, har haft mange karriere- og jobskift og har haft svært ved at fastholde forløb som for eksempel uddannelse.

Derudover har Vejle Kommune i en del år været en af de eneste kommuner, som anerkender ADHD hos voksne som en diagnose, der skal handles på. I 13 år har man således arbejdet med en gruppe som har Aspergers Syndrom og/eller ADHD og har høstet stor ros for indstillingen fra speciallæger og medarbejdere i andre kommuner.

Når Niels Christian Hansen eller hans medarbejdere, som overvejende har socialpædagogisk baggrund, begynder samarbejdet med en borger med en nydiagnosticeret ADHD, handler det om anderkendelse.

– Det er simpelthen at turde møde dem dér, hvor de er i deres liv, og turde anerkende dem for det. Relationen er rigtig vigtig i forhold til at få startet et samarbejde op og få skabt noget motivation for at lave en forandring, fortæller han.

Det kommer ikke uden forståelse for og viden om, hvad det vil sige at have diagnosen ADHD. Og evnen til at kunne adskille diagnosen fra personen bagved.

ADHD-teamet arbejder blandt andet med borgere i et edukationsprogram for den enkelte, et koncept udviklet af ADHD-foreningen. Her kommer borgerne igennem fire forløb i holdundervisning en gang om måneden, hvor de lærer om, hvilke strategier og hjælpemidler, der kan hjælpe til at fastholde struktur.

Bruger den enkeltes erfaringer

Der, hvor det rykker endnu mere intensivt, er i Mestringskolen. Det er et projekt, som Vejle Kommunes ADHD-team selv har udviklet og som varer et halvt år, med undervisning en dag om ugen.

Projektets formål er at gøre borgerne selvhjulpne og klar til at mestre eget liv gennem en målrettet og intensiv indsats. At have et handicap som ADHD er nemlig ikke ensbetydende med, at man har brug for støtte hele livet.

Det er gruppeundervisning, hvor den enkelte og vedkommendes erfaringer kommer rigtig meget i spil.

– Vi forsøger at bringe ting på banen, hvor de kan lære af hinanden. Det handler meget om at kunne kontrollere følelser og vrede og at få værktøjer til at kommunikere assertivt. Deres impulsivitet er ofte ret gennemgribende for dem, og det afspejler sig i den måde, de er sammen med andre og kommunikerer med andre. Det handler om at trække vejret og stoppe op og tænke, før man handler, siger Niels Christian Hansen.

Der har indtil nu været en stor overvægt af mænd på de tre hold og Niels Christian Hansen er enig i, at ADHD hos piger og kvinder kan være svært at opdage.

– De skiller sig ikke så meget ud som drengene gør rent adfærdsmæssigt. De er ikke nødvendigvis lige så udadfarende og udadreagerende som drenge. Drenge færdes mere i store grupper, hvor man tydeligt ser, at de bliver udstødt.

Den svære selverkendelse

Ellers er Niels Christian Hansens erfaring, at det er de samme problemstillinger, som både mænd og kvinder har behov for hjælp til at lære. Begge grupper kan have svært ved bede om hjælp.

– Der er rigtig meget selverkendelse i det, og den kan være svær. Det er en svær proces at skulle erkende, at man har brug for hjælp. Som udgangspunkt vil man gerne selv, ofte magter de bare ikke at få det gjort eller glemmer det – og det er så frusterende ikke selv at kunne det, forklarer han.

Når Niels Christian Hansen og hans medarbejdere starter hjælpen op, sikrer man først, at de fundamentale ting er på plads. Bolig, økonomi og struktur i hjemmet. Der skal frigøres ressourcer, så borgeren også kan håndtere job og uddannelse. Man arbejder i etaper og hele tiden mod et mål.

– Ofte er det nogle meget intelligente mennesker, som bare har svært ved at bruge deres ressourcer. Ofte har de haft et svært liv, hvor de i stedet for at blive mødt anerkendende, er blevet slået oven i hovedet med at de er, som de er, gør, som de gør, og siger, som de siger. Og derfor er deres selvværd derefter. Den negative selvopfattelse af, at de ikke kan gennemføre noget, fordi de altid falder fra, skal man ind og anfægte.

I mestringsskolen arbejder man derfor med at få skabt nogle strukturer, som kan fastholde og give succesoplevelser. Det er endnu lidt tidligt i forløbet til at konkludere, om de fleste med tiden kommer til at klare sig selv, men for nogle kan et forløb som Mestringsskolen gøre den afgørende forskel, mener Niels Christian Hansen.

– Det kan dog være lidt svært at løsrive sig og turde tro på, at man godt selv kan, fordi man har haft dårlige erfaringer tidligere. Men vi kigger også på den overgang. Vi får også opbygget venskaber og relationer imellem borgerne, som de helt klart bruger til at støtte hinanden med. Vores erfaring er, at den respons, de får fra hinanden, vægter meget mere end den respons, som en professionel kan give dem. Den ros har de lidt svært ved at forholde sig til, men hvis det kommer fra en, som er i en lignende situation, så betyder det mere.