Bogomtale
Inkluderende pædagogik
Redigeret af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk
Af Bjørg Kjær
Denne bog handler om inkluderende pædagogik – om god praksis og gode praktikere. Den ønsker at beskrive de forudsætninger, der er nødvendige, for, at pædagoger kan blive gode praktikere, som gør en positiv forskel for børn, og at synliggøre, at det er muligt at professionalisere noget af det, der ofte italesættes som personligt engagement, personlighed osv. Den viser betydningen af at have et velfungerende fagsprog og bidrager til diskussionen af, hvori det består. Bogen er spækket med helt konkrete eksempler på inkluderende pædagogik – for eksempel i afsnittet om at opmuntre i stedet for at nedmuntre, hvor en pædagog i en daginstitution leder en leg, hvor børnene skal fortælle, hvad dyrenes unger hedder. En pige rækker fingeren op, da der bliver spurgt til hestens unge. En anden får ordet, og det får pigen til at bryde sammen – også selv om hun får lov at svare på fårets unge. Nogle runder senere spørger pædagogen igen efter hestens unge. Pigen får lov at svare, og skuldrene og hovedet hæver sig en smule. Med denne intervention sørger pædagogen for at pigen får en succesoplevelse og vedbliver at være en del af fællesskabet.
Udkommet på Akademisk Forlag, 288 sider, 299 kroner