Kommentar
Politisk fallit
Det er uanstændigt, at mennesker i svær krise kan komme i en situation, hvor systemets bureaukrati og kassetænkning forhindrer deres helbredelse eller restituering
Af Marie Sonne, forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Dagbladet Politiken
fremlagde for nylig en undersøgelse, der viste, at psykisk syge, der også har
et misbrugsproblem, bliver udskrevet væsentligt hurtigere end andre psykisk
syge. Undersøgelsen viste for eksempel, at skizofrene med et alkohol- eller
stofmisbrug kun er indlagt 12 dage i gennemsnit mod 28 for andre skizofrene.
Til gengæld indlægges de dobbelt så tit.
Det er jo et helt grotesk
problem, som bliver belyst her. Det er fuldstændig uacceptabelt og urimeligt.
Og alligevel sker det. Den allersvageste gruppe af de psykisk syge bliver på
den måde svigtet og overladt til sig selv uden hverken behandling for den
psykiske diagnose eller deres misbrug. Det er et dobbelt svigt.
Dobbelt svigt – fordi vi her
står med mennesker, der har dobbelt diagnose. Og som derfor har behov for
dobbelt-op på behandling. Det, der er behovet her, er en fagligt funderet
helhedsindsats, som netop tager højde for, at der er flere problemer i spil. Og som netop
inddrager flere forskellige faglige
kompetencer i mødet med og behandlingen af den psykisk syge misbruger. Vi skal
styrke og koordinere den flerfaglige indsats mellem det
somatiske system og socialpsykiatrien.
Der er forskning på området
i såvel indland som udland, der underbygger, at der er både samfundsmæssige og
menneskelige gevinster, hvis sektormure fjernes, og indsatsen baseres på et flerfagligt behandlings- og
støttetilbud.
Det er også vigtigt at det
prioriteres, at patienterne får tilbudt det helt nødvendige efterværn i
socialpsykiatrien og bliver holdt fast i en positiv og fremadrettet behandling
og støtte. Og det uanset om det skal ske i faglige behandlingsmiljøer eller i
deres eget hjem. Det vigtigste er, at det sker systematisk og ikke bare
tilfældigt – som nu.
Vi er nødt til at se på
visitationssystemet. Det er uanstændigt, at mennesker i svær krise kan komme i
en situation, hvor systemets bureaukrati og kassetænkning forhindrer deres
helbredelse eller restituering. Det er politik fallit! Efter vores mening bør
systemet reformeres, og gøres tidssvarende. Vi er nødt til at gøre op med det
nuværende system, hvor psykisk syge havner mellem for mange stole, fordi det er
for uklart, hvem der har ansvar for dem.
Formanden for KL’s
socialudvalg Anny Winther (V) anbefaler, at der oprettes specialtilbud med
kvalificeret personale til præcis denne gruppe af
psykisk syge. Og det er et forslag, vi varmt støtter. Den socialpædagogiske
indsats har både erfaringer og indsigt, som vi gerne stiller til rådighed i en
gensidig udvikling sammen med KL, regionerne og sundhedssektoren.