Børneliv

Bogomtale

Børneliv i hundrede år

Redigeret af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk

Af Birgitte Svennevig

Forladt af far og mor. Sådan hedder denne bogs kapitel om 100 års børneliv på børnehjem, der med forfatterens ord handler om lovbefalet omsorg, strenge nonner, blødende rygstykker og spande med tis. Og om forstående og kærlige forstandere, der viede deres liv til forsømte og forladte børn. Her er flere øjenvidneberetninger fra tidligere børnehjemsbørn – som Mette, der kom på børnehjem i 1901, fordi hendes mor var druknet i en mose. Faderen fik at vide, at det var skadeligt for Mette at få besøg af familien, og at han skulle afholde sig fra at sende gaver og breve til sin datter. Når der var middag, spiste forstanderparret og deres familie først, hvorefter børnehjemsbørnene kunne spise resterne af uvaskede tallerkener. Kapitlet indeholder også historier om lykkelige stunder på børnehjem: Voksne, det giver tryghed at holde i hånden og fødselsdage med flaghejsning, sang og traditionel fødselsdagskringle. Efter at have været i de gamle arkiver konkluderer forfatteren: ‘Der kan udledes ét altoverskyggende, krystalklart budskab til nutidens institutioner: ‘Elsk børnene før alt andet’’. Kapitlet om børnehjem er kun et af mange, der belyser forskellige temaer som ferier, boliger, mad og sundhed.  


Udkommet på Forlaget Harald, 208 sider, 299 kroner.

Se flere