Udviklingshæmmede

Dansen forener

Dans er for alle. Også for mennesker med udviklingshæmning. Ligesom mange tusinde andre danskere har brugerne fra Job- og Aktivitetscenter Sydvest i Brøndby været på workshop med Dansebussens dansere. Her har de lært årets DD-dans

Af Lone Nyhuus, redaktionen@sl.dk
Foto: Vibeke Toft

Hænderne kører foran munden – ligesom en mundharpe, og nøjagtig ligesom de fire unge dansere i hvide t-shirts viser, at de skal gøre det. Armene kastes op i luften. Først højre, nogle gange skal der lidt pædagoghjælp til at finde ud af, hvad der er højre og venstre; men så ryger armene også op. Med samme energi og intention som de hvidklædte dansere i Kulturhuset Brøndens store dansesal gør det.

En bruger med rollator har dog stadig en af armene tæt knyttet til sit medbragte hjælperedskab. Den anden arm ryger op. Ikke så højt som de andres. Men op ryger den. Med samme energi og intention, som de andres.

Brugerne på Hesselager, Job- og Aktivitetscenter Sydvest, er vant til at danse. Hver mandag, tirsdag og onsdag klokken 12.30 skrues der op for musikken og glade danserytmer toner ud i rummet – mens gulvet fyldes med rytmesikre fødder og store smil. Et par enkelte kørestole blander sig også i svingom’en. Her er der fri dans i et kvarters tid, inden brugerne og medarbejderne skal tilbage til jobbet.

Dette dansens frikvarter er nu en del af de muligheder for at udtrykke sig gennem det æstetiske, som Job- og Aktivitetscenteret tilbyder.

Mere end handlinger

– Gennem det æstetiske, hvor alle sanser er involveret, bliver livet til mere end bare handlinger.

At udtrykke sig æstetisk er en betingelse for at udvikle, have og mærke sin identitet, siger Sara Vafai-Blom, udviklingsleder hos JAC Sydvest, om den ‘mening’, som dansen kan give. 

Et andet vigtigt aspekt i dansens frikvarter er, at det er et sted, hvor alle kan være med; med det, som den enkelte nu engang kan bevæge – eller ikke kan bevæge. Derudover er det også sjovt –

og åbner samtidig mulighed for, at den enkelte bruger kan ryste fastlåste roller af sig. Endda finde frem til nogle nye.

– Måske er der en bruger, som er vant til at være den, der følger efter de andre. Gennem dansen kan hun pludselig opleve, at en af hendes bevægelser bliver taget op af alle de andre. Pludselig er det hende, der har sat en hel række bevægelser i gang. Denne nye erfaring – at være den, der styrer – gør hende stor. Det gør også, at hun sidenhen bliver mere villig til at koble sig på andres bevægelser, siger Sara Vafai-Blom.

Rummeligheden, som udviklingslederen taler om, lyser ud af den fremmødte gruppe på 10 brugere og to pædagoger. Som det første, og som den mest selvfølgelige ting i verden, går brugerne hen til danserne og trykker hånd, fortæller deres navn og kigger direkte i øjnene. Der smiles.

Smil er der stadig masser af, da underviserne som noget af det første beder dem om at danse ‘stop-dans’. ‘Den kender vi godt’, kommer det fra et par stykker.

Danseinstruktørerne beder om, at et af stoppene skal være helt nede ved gulvet. Det er ikke alle, der har kroppe, der kan følge denne anvis ning. Et andet stop skal foregå helt stille i balance på et enkelt ben. Det er heller ikke nemt.

Om Dansens Dage og dansebusserne Egentligt er Dansens Dag kun den 29. april, men i Danmark er denne ene dag i år udvidet til to dage. Se mere på www.dansensdage.dk. Dansebusserne, som Kulturhuset Brønden har haft besøg af, er en del af Dansens Dage. I ugerne op til Dansens Dage har busserne og de professionelle dansere kørt over hele landet, og lært årets DD-dans fra sig. Eleverne har blandt andet været børn på skoler og institutioner, ansatte på dagblade og i ministerier og indlagte børn på Rigshospitalet. Se mere om dagtilbuddet for fysisk og psykisk funktionshæmmede på www.jacsydvest.dk.

 

Grunde til at danse

– De udfordringer, som de mennesker møder her i denne sammenhæng, er jo ingenting i forhold til de udfordringer, de møder i alle mulige andre situationer. Det virker slet ikke som om det er noget større problem for dem, hvis der er noget, de ikke kan udføre. De kaster sig bare ud i det, og hvis ikke det går, accepterer de også det, siger Martin Gammelgaard, der sammen med de tre andre dansebus-dansere, Steffen Hulehøj Frederiksen, Christina Mølgård Pedersen og Liv Mikaela Sanz har været rundt og undervise mange forskellige grupper.

At møde de udviklingshæmmede og deres tilgang til dansen oplever de alle som meget livs- og dansebekræftende.

– For disse mennesker ser det ud som om, det handler om det helt grundlæggende i dansen: Rytmen, glæden og kontakten. I denne gruppe er der en umiddelbarhed og en glæde – uden at man skal gå og tjekke hinanden ud. Der kan vi alle sammen virkelig lære noget. Det minder os om grunden til, at vi egentligt startede med at danse. Fordi vi elsker det og bliver glade af det, siger Steffen Hulehøj Frederiksen.

Så danserne har været glade for at møde de udviklingshæmmede. Glæden er gensidig:

– Skal vi ikke give dem en stor hånd, siger brugeren Frederik Mortensen, da DD-dansen, eller i hvert fald en del af den, er blevet lært, og alle sidder svedige og glade i rundkreds.

Med et stort smil til Liv Mikaela Sanz og Christina Mølgård Pedersen fortsætter han:

– Og de der to dejlige damer: Må jeg få en af dem med hjem?

Fokus på gruppen

Der grines og smiles. Her er det ok, at sige den slags. På spørgsmålet om gruppen vil være en del  af den store landsdækkende fremførsel af DD-dansen på selve Dansens Dag, den 29. april, bliver der lidt stille.

– Ja, måske, kommer det forsigtigt.

Men så skal Joan også lære den. For hun skal være med.

Joan Voigt er en af JAC Sydvests medarbejdere. Hun er på ferie lige nu, men vil være tilbage til Dansens Dage

– Det er ikke så meget det store landsdækkende projekt Dansens Dage, som er en del af vores brugeres bevidsthed. For dem er fokus mere på deres egen gruppe. De glæder sig til at komme tilbage til alle de andre på centret og vise, hvad de har lært, siger socialpædagog Marianne Drewsen, der opfordrer alle andre dagtilbud til at søge lignende oplevelser sammen med deres brugere.

– Dels er det meget livsbekræftende at være sammen med dem på denne her måde. Dels oplever de, at vi, når vi sammen med dem møder kravene fra de fremmede undervisere, er lige så meget på herrens mark, som de er. De oplever, at vi også kan lave fejl. De ser, at vi hverken har magten eller kontrollen; at vi alle sammen er med på det niveau, som vi kan, siger Marianne Drewsen.

– Det giver et fantastisk sammenhold mellem personale og brugere. Båndene bliver stærkere, konkluderer hun.