Social bæredygtighed

Bryggeriet, samtidskunsten og møntvaskeriet

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Foto: Wiels

Hvad kan samtidskunst gøre for, ved og i det sociale arbejde? Det er på forhånd det store spørgsmål, da feltbesøget om formiddagen på ENSACT-konferencens andendag går til Wiels. Det er et center for samtidskunst, der ligger i et gammelt bryggeri i Forest-kvarteret i det sydvestlige Bruxelles – et område, der nu er domineret af marokkanske indvandrere. Hvad er det, de kan?

Angie Vandycke og Frédérique Versaen, der er henholdsvis kommunikationsansvarlig og leder af skole- og uddannelsestjenesten på Wiels slår med det samme to ting fast, som er et udgangspunkt for stedets arbejde:

For det første er det ikke et museum, men et center for samtidskunst, der blander undervisning, værksteder, udstillinger og arbejde i lokalområdet.

For det andet er kvarteret som en marokkansk landsby, hvor mange bor meget isoleret fra resten af storbyen Bruxelles og stammer fra fattige landområder i Marokko, og samtidskunst har derfor som udgangspunkt ikke spillet nogen rolle i deres liv, før Wiels slog dørene op (se faktaboks).

Og hvor kommer socialarbejdet så ind i billedet: Jo, det står som en af Wiels’ seks målsætninger, at stedet skal ‘skabe sociale sammenhæng ved at udvikle sociokulturelle aktiviteter og ved at inddrage og engagere områdets socialt dårligt stillede lavindkomstbeboere’. Og som sagt, så gjort. Også selvom der indtil videre ikke er en eneste socialarbejder mellem de ti, de er ansat på stedet.

Oprør mod eliten

– Kvarteret her er jo ikke et typisk kulturelt insted, og det ligger ikke centralt, hvor det var oplagt at lægge et samtidskunstcenter. Så det er som udgangspunkt et opgør med den elitære tanke, der præger store dele af kunstverdenen her i landet, og et forsøg på at gøre kvarteret til en del af samtidskunsten, fortæller Angie Vandycke.

Og der er noget at arbejde med: Mange kvinder og børn har aldrig været ude af kvarteret, ude i resten af Bruxelles. Og senere, da vi står oppe på taget af Wiels, hvor der virkelig er en flot udsigt ind over byen, fortæller Frédérique Versaen, at da hun første gang tog børn fra et af stedets børneværksteder med derop, var der flere af dem, der brød ud i ‘wauw, er byen så stor?’.

– Børnene ser deres kvarter fra oven, og de ser det som en del af verden. Det er med til at ændre både deres selvbillede og kvarterets identitet – bare sådan et lille skridt ad gangen. Men vi ser jo børnene komme igen og igen, siger hun.

Om Wiels Læs om stedet, målsætningerne og aktuelle udstillinger på www.wiels.org

 

Ejerskab

Arbejdet med at inddrage lokalsamfundet har stået på fra dag et, og foregår på mange planer – både på stedet og ude på gader og stræder: – Vi bruger de unge fyre fra kvarteret som guider og vagter på udstillingerne. Vi inddrager dem i planlægningen og gør dem ansvarlige for forskellige opgaver. De får et arbejde, de får et ansvar, vi får et nyt blik på kunsten, og de besøgende får en kontakt til kvarteret, de ellers ikke ville få, hvis de bare kom med sporvognen eller bilen og gik ind ad døren, siger Angie Vandycke.

– Men selvfølgelig bliver der også arbejdet med kunst. Man behøver ikke være kunstner for at arbejde med kunst, og det behøver heller ikke være dyrt, konstaterer Angie Vandycke og nævner nogle af de projekter, der har været afviklet:

En kvindelig italiensk billedkunstner efterlyste beboernes gamle lamper – de kunne komme og aflevere dem, og så satte hun dem i stand og pimpede dem op. Nu hænger de på tredje år i en arkade længere nede af den avenue, Wiels ligger på. Uberørte af hærværk som et lille tegn på ejerskab hos de medvirkende lampe-donorer.

Og så arbejder man meget bevidst med de lokale kvinder. En feministisk billedkunstner har lavet en workshop med lokale kvinder, hvor de arbejdede med nøgenbilleder. Kvinderne er blevet bedt om at fotografere deres hverdag – og mange af dem havde et kamera i hånden for første gang.

Kunst og bogstaver

Frédérique Versaen fremhæver en et år lang workshop for en gruppe kvinder som et af de bedste forløb på Wiels.

– Igennem et år arbejdede vi parallelt med to ting: Samtidig med at vi brugte kvindernes håndsværksmæssige kunnen med stof og garn til at arbejde med kunstneriske udtryk, var det et alfabetiseringskursus. De kunne hverken læse eller skrive, men gennem arbejdet med kunsten lærte de det. Og det kunsthåndværk, de fik skabt, endte med at blive vist på en offentlig udstilling her på Wiels – side om side med etablerede kunstnere, fortæller hun.

Hvordan reagerede lokalsamfundet og ikke mindst kvindernes mænd så på det, ville en af konferencegæsterne vide.

– Det var meget rørende. Vi holdt fernisering for deres mænd og børn, og det var tydeligt, at mange af mændene blev meget, meget overraskede over det, deres koner havde lavet. Kvinderne har siden selv fortsat samarbejdet i det lokale kvindehus, og vi tror, at det her har ændret kvindernes og mændenes indbyrdes billede af hinanden, siger Frédérique Versaen.

Camping med forbehold

Og så er der børnene og de unge. Børnene bliver inviteret ind på centeret, mens de unge – og først og fremmest de unge fyre – bliver udfordret ude i terrænet.

Børnene – dem, der udbryder ‘wauw’ oppe på taget – taler for syv ud af 10’s vedkommende hverken fransk eller flamsk før skolealderen. Wiels’ børneværksted er åbent hver onsdag hele året og fem dage om ugen i ferierne. Underviserne er unge kunstnere, ligesom der er lavet et samarbejde med en cirkusskole. Det handler om billedkunst og installationer – men også om at børnene sammen med den lokale ungdomsklub er ved at etablere en fælleshave på en tom nabogrund – lidt som i De Site-projektet i Gent (se foregående artikel) – hvor de lokale kan udnytte den landbrugsbaggrund, de har med sig fra hjemlandet, til at dyrke grøntsager og selvværd i egen have.

I campingprojektet har børnene arbejdet med det ‘at bo’. Først gennem 10 lektioner med øvelser og kiggen på kunst. Og så gennem opbygningen af lejre, bygget af genbrugsmaterialer ad lib, hvor ungerne så overnatter: De skaber noget, de bruger det sammen, og de har en lille verden for sig selv.

– Men det har så skabt et problem: Pigerne får ikke bare lige lov til at overnatte sammen med drengene, selvom vi altså taler om indskolingsbørn. Vi laver det i samarbejde med skolerne, så det er en del af den obligatoriske skolegang, så det er ikke et spørgsmål at overbevise forældrene på den måde. Men de skal se alle aktiviteterne – vide præcis hvad der foregår, siger Frédérique Versaen. – Og så er det altså socialt ret vildt for de her familier at lade deres barn sove ude et andet sted. Til gengæld giver det som bivirkning lærerne et helt andet blik på børnene, tilføjer hun.

De unges ansvar

De lidt ældre børn og de unge prøver Wiels-folkene først og fremmest at nå ude i kvarteret, hvor de opholder sig på gader og pladser.

Netop på en af pladserne hang en stor gruppe unge mænd ud – og det på en måde, så ingen andre rigtig havde lyst til at være der. Wiels bad et par unge billedkunstner om at se på, hvad man kunne gøre ved pladsen, og de foreslog at lade en skulptur afløse de hærgede bænke på stedet.

De unge på pladsen blev kontaktet og præsenteret for ideen om, at de kunne være med til at omskabe pladsen og gøre den til indbydende rum for andre end dem selv. Og de gik ind i det og var med til at nytilplante pladsen og til at konstruere den skulptur, der er en blanding af en bænk, et klatrestativ og noget, man bare kan stå og hænge op af, fortæller Frédérique Versaen.

Efterfølgende har de unge fyre så fået ansvaret for at passe på skulpturen – og det gør de.

I et andet projekt besluttede en ung kunstner at give kvarteret et farveløft. Langs sporvognsskinnerne, der løber midt på de brede hovedstrøg, lå midterrabatten trist, brun og affaldsbefængt hen. Han samlede en gruppe unge fyre, ryddede for affald sammen med dem, kultiverede jorden og såede x antal blomsterfrø over de hundredvis af meter, og nogle måneder senere var der blomsterflor langs de strækninger, som både de lokale og gennemrejsende ser.

Deres smukke vaskeri

På en anden af kvarterets centrale pladser lå, da Wiels åbnede, et forladt møntvaskeri, Speedy Wash. Det blev mest brugt til at smide affald i – og som toilet.

Wiels opkøbte stedet, og siden har det fungeret som en slags forpost for det store center: To unge, lovende billedkunstnere får stillet stedet til rådighed for seks ugers udstilling.

Der er frit slag for indholdet, men de lokale inddrages på flere måder. Dels drages de ofte ind i det praktiske og håndværksmæssige med at få udstillingen stablet på benene. Og dels skiftes de lokale til at have ansvaret for ferniseringen.

Speedy Wash har en maskotfigur – en kopi af en figur fra det gamle vaskeris logo – der går på  omgang. Både børn, unge og voksne kan få maskotten, og det er så deres ansvar og ret at invitere gæster til ferniseringen. Og det er den, der har maskotten, der bestemmer, hvem der skal have den næste gang.

– Det handler selvfølgelig om at skabe ejerskab

– og om at inddrage flere og flere, siger Frédérique Versaen.

Lukketid?

Men Wiels er ikke lutter lagkage.

Camping-projektet med børnene har nu kørt tre år, og det er blevet sværere at få folk til at deltage, siger Frédérique Versaen:

– Det er som om kvarteret lukker sig om sig selv. Og vi har svært ved at arbejde med kønsaspektet, det har vi.

Bemærkningen udløser først en debat mellem Wiels-folkene og gæsterne fra ENSACT-konferencen om den politiske stemning, der har bredt sig, og hvor der bliver sagt ting om at holde sig for sig selv og i sit eget kvarter. Er der ved at ske en yderligere udgrænsning af i forvejen marginaliserede grupper?

Dernæst kommer det til en diskussion af balancen og samarbejdet mellem kunstnere og socialarbejdere. Er det ikke på tide, at I indoptager en socialarbejder i jeres projekt, spørger en.

– Jeg forstår godt, hvad du mener. Men vi starter med kunsten, for det er vores fag. Vi finder kunstnere til for eksempel Speedy Wash, der har en fornemmelse for det sociale og pædagogiske arbejde. Men vi holder de to ting adskilte. Vi opfinder konceptet fra bunden hver gang – og det giver måske også noget socialt og pædagogisk, siger Frédérique Versaen, halvt spørgende, halvt konstaterende.

Hvordan ved I, om I når jeres mål, spørger en.

– Et første tegn er jo det fald i kriminalitet og hærværk i kvarteret, vi har set, lyder svaret.

 

Diskuter dilemmaet på facebook ‘I danskere vil os det ikke godt. Vi har ikke længere tillid til dig og projektet’. Den melding får du fra dine kontakter i den indvandrergruppe, du arbejder med. De henviser til den hårde og hadske tone, de bliver mødt med i medi­erne og fra visse politikere. Hvad gør du, når din socialpædagogiske indsats bliver ramt af den politiske stemning? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook