Social bæredygtighed

En bæredygtig oversættelse

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Foto: Sigrid Spinnox

Når man siger bæredygtighed, tænker de fleste på miljøpolitik. På forurening, på genbrug, på landbrug, økologiske varer og  sådan. Ikke så mærkeligt, for begrebet blev for alvor en del af hverdagssproget, da den såkaldte Brundtland-kommission i 1987 fremlagde sin rapport om ‘Vores fælles fremtid’, som netop handler om de globale økologiske kriser.

Men øh, hvad har det med social- og handicappolitik at gøre? Hvad har bæredygtighed med socialt arbejde at gøre?

Ja, det var lige præcis det spørgsmål, der blev forsøgt besvaret på ENSACT-konferencen i april. (se intro).

Socialpædagoger og -arbejdere, forskere, studerende og politikere fra 29 europæiske lande og deltagere fra både Kina, Kuwait, Armenien, USA og andre lande uden for Europa var stimlet sammen på Université Libre de Bruxelles, Det Fri Universitet, for gennem oplæg og besøg at stykke et svar sammen.

I deres velkomst i det store centrale auditorium betonede Francois Gillet og Jan Agten fra ENSACT, at det i bund og grund handler om respekt:

– Vi er af den opfattelse, at der skal mere end økonomi, videnskab og politik til at stå op imod den globale krise – vi har brug for et paradigmeskift. Vi skal tænke bæredygtighed i alle aspekter:  i forhold til miljøet, også det menneskelige miljø. Der skal være respekt, ikke mindst i forhold til de borgere og brugere, vi som socialarbejdere arbejder for hver dag, sagde Francois Gillet.

Producent af sammenhængskraft

Første hovedtaler på konferencen var Jef Peeters, der er lektor på professionshøjskolen UC Leuven – og netop havde fået som opgave at beskrive sammenhængen mellem bæredygtighed og socialt arbejde. Eller rettere: hvordan giver det mening at tale om bæredygtighed og socialt arbejde i samme sætning?

– Handler det om at gøre det sociale arbejde ‘grønnere’. Nej, men som det står i Brundtlandrapporten: Bæredygtighed er udtryk for hele samfundets kvalitet, sagde Jef Peeters.

– Det er et begreb, der afspejler noget komplekst, noget sammensat, med flydende grænser. Det sociale arbejde kan bruge det til selv at sætte en dagsorden – for eksempel ved at kombinere respekten for de økologiske grænser med kravet om social retfærdighed. For den enkelte og for grupper af borgere, sagde han.

Jef Peeters pegede på det faktum, at der lige nu er et globalt overforbrug på 1,5 i forhold til en bæredygtig anvendelse af ressourcerne, og at forbruget oven i købet er hamrende skævt fordelt.

– I løbet af de næste 40 år skal Vesten igennem en dematerialiseringsproces, hvor vi skal møde  udviklingslandene på et lavere niveau. Det vil rive og slide i de vestlige samfund, og i denne bevægelse mod bæredygtighed bliver det sociale arbejde en afgørende medspiller. Socialpædagoger og andre socialarbejdere går dermed fra rollen som leverandører af omsorgs- og udviklingsarbejde for udsatte grupper til at indtage en meget central rolle som producent af sammenhængskraft til hele samfundet, sagde han.

Det sociale arbejde kan altså blive nøglen til at binde de individuelle ressourcer og enkelte samfundsgrupper sammen til social kapital, der kan skabe en resiliens og levedygtighed, der igen kan være basis for den empowerment-tilgang (se faktaboks), der er basal for social udvikling. Det er en positiv spiral og vaskeægte bæredygtighed:

– Og empowerment er en uudtømmelig energikilde, sagde Jef Peeters.

Empowerment Begrebet empowerment bruges til at beskrive processer og metoder, der modvirker afmagt og afhængighed, og som gør det muligt for mennesker at øge kontrollen over deres eget liv. Mens empowerment-arbejdet for professionelle som socialarbejdere og myndigheder handler om at give magten fra sig, så handler det for borgeren om at (gen)erobre den og på den måde opnå kontrol over de beslutninger og handlinger, der påvirker den enkeltes liv. Empowerment er på den måde både en proces og et mål i sig selv.

 

Nede fra og op?

Han blev suppleret af næste mand på talerstolen, Jean-Michel Bovin fra den socialpædagogiske professionshøjskole i Lausanne, Schweiz:

– Empowerment er modtrækket mod den arbejdsmarkedsfikserede tilgang til socialpolitik, som kun har fokus på kortsigtet økonomisk bæredygtighed. Og hvad ville der ikke ske, hvis alle de udstødte og marginaliserede for alvor fik en politisk stemme, spurgte han – og Jef Peeters supplerede:

– Netop, vi har behov for en modmagt. Og socialarbejderne må samarbejde med de sociale bevægelser og med hele fagbevægelsen. Alene er de ikke stærke nok, sagde han.

En deltager fortalte fra salen, hvordan han i sin praksis oftere og oftere oplever at kollidere med sin ledelse, og han spurgte, hvordan man kan udvikle kvaliteten og sammenhængen mellem ledelse, inddragelse og ejerskab.

– Hm, godt spørgsmål. For det er sandt, tit bliver ‘inddragelse’ af borgeren dikteret oppefra og ikke med et ægte ønske om at skabe demokratiske grundtræk. Jeg kan vist ikke svare andet, end at det helt overordnet er statens ansvar at modvirke denne tendens ved at sikre nogle grundlæggende rettigheder, som kan sikre sammenhængskraften, sagde Jean-Michel Bovin.