Social bæredygtighed
I fremtiden skal du være Sammenhængskraftproducent
Hvornår er socialt arbejde bæredygtigt, og er tankerne om social bæredygtighed en del af svaret på den sociale krise, ligesom den miljøpolitiske udgave af begrebet er svaret på den økologiske krise? Det forsøgte deltagerne på en stor konference at komme nærmere et svar på. Socialpædagogen var med og rapporterer her fra auditoriet, fra myriaden af workshops og fra den belgiske virkelighed
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Foto: Sigrid Spinnox
Det plejer at være den lokale taxachauffør, der giver én en status på tingenes tilstand i det land eller den by, man lige er ankommet til. Sådan var det ikke, da Socialpædagogens udsendte ankom til Bruxelles en lun forårsaften i april for at deltage i tre dages konference om social bæredygtig udvikling (se boks).
Bæredygtighed er normalt et begreb, man forbinder med miljøpolitik. Men i april satte det europæiske ENSACT-netværk på en stor konference i Bruxelles fokus på bæredygtig social udvikling og de økonomiske udfordringer, det sociale område står over for.ENSACT er en forkortelse for Det europæiske Netværk for Social Handling, og bag netværket står seks organisationer, der tæller tre sammenslutninger af socialarbejderuddannelser i Europa, EASSW, FESET og FICE, de europæiske afdelinger af socialarbejderforbun det IFSW og det internationale velfærdsråd, ICSW, samt den internationale organisation for socialpædagoger, AIEJI, der har Socialpædagogernes formand Benny Andersen i præsidentsædet. Konferencen, der var en blanding af hovedtalere, workshops, seminarer og feltbesøg, havde deltagelse af mere end 600 socialpædagoger og -arbejdere, forskere, organisationsfolk og politikere fra 29 europæiske lande samt en række lande uden for Europa. Læs mere om konferencen på www.ensact.eu |
På togturen ind til bymidten og i sporvognen ud mod hotellet var det derimod en dansk embedsmand i EU-Kommissionen på vej hjem efter en weekend i Danmark, der lige udlagde teksten – og beskrev Belgien som et land, der ikke fremstår særlig bæredygtigt sådan socialt set:
Belgien er et utrolig delt land, fortæller den danske embedsmand – ikke bare mellem de fransktalende vallonere og de flamsk talende flamlænderne, men i ekstrem grad mellem rig og fattig.
På den ene side en velhavende overklasse, hvoraf mange er udlændinge, der er udstationeret og arbejder i de store EU-institutioner eller i et af de mange internationale firmaer, der blandt andet af lobby-hensyn har deres europæiske hovedkvarter liggende i Bruxelles.
På den anden side en stor underklasse af fortrinsvis indvandrere fra Nord- og Centralafrika og Tyrkiet, der bor i ramponerede gamle arbejderkvarterer, ofte meget isoleret fra den belgiske del af samfundet. En stor del af dem opholder sig illegalt i landet, men da der ikke er noget cprnummersystem eller anden central registrering, kan deres børn godt gå i skole.
Mange af de illegale indvandrere er en del af den sorte økonomi i landet, en sort økonomi, der ifølge OECD er den femtestørste i Europa og udgør 61 milliarder euro eller næsten 18 procent af landets bruttonationalprodukt (for Danmark er tallet 14,4 procent).
Og som landets føderale minister for social integration og fattigdomsbekæmpelse, Philippe Courard, konstaterede i sit indlæg to døgn senere på konferences sidste dag, så taler tallene for sig selv: 1,5 millioner indbyggere i Belgien lever under den officielle fattigdomsgrænse. Og det gælder 17 procent af børnene i landet. Næsten hvert femte barn. Skræmmende i et såkaldt velhavende land, som han konstaterede.
Den danske EU-embedsmand ønskede god konference og steg af sporvognen, og Philippe Courard sidder i øvrigt kun i et forretningsministerium: På konferencens åbningsdag kunne Belgien ‘fejre’, at der nu var gået 300 dage siden sidste valg (i juni 2010) uden at det var (er) lykkedes at danne en ny regering.
Velkommen til Belgien!