Anbragte
Et hjem uden mor og far
Omsorgssvigtede børn spiller også fodbold og leger blindebuk. De vil have legekammerater på besøg og puttes om aftenen. For børn er børn. Foto-journalist Anders Debel Hansen fulgte hverdagen på Børnehjemmet Solliden – og de drenge og piger, for hvem stedet er hjem
Tekst og foto: Anders Debel Hansen, redaktionen@sl.dk
Iført den portugisiske landsholdstrøje med nummer 7 på ryggen står han med let spredte ben fem skridt fra bolden. Ronaldo er ved at trække sit farligste våben: Frisparket uden for feltet. Omkring ham står holdkammeraterne og venter spændt. De er her alle sammen. Messi, Xavi, Giggs og Tomasson. I hver deres farvestrålende fodboldtrøje kan de se Ronaldos øjne fokusere skarpt på bolden.
Der er helt stille i den gamle gymnastiksal, da han starter tilløbet og skruer bolden akkurat ind over menneskemuren, som består at tre små drenge. Desværre for Ronaldo stryger bolden ikke i nettet denne gang, men ved siden af målrammen.
Dennis er 10 år og hans største lidenskab er fodbold. Han holder både med Danmark, FC København, Real Madrid og ikke mindst FC Barcelona, hvor han kan alle spillernes navne udenad. Og så holder han også med Portugal, for dér spiller stjernen over dem alle; Cristiano Ronaldo.
På den ene væg hjemme på hans værelse hænger der plakater med fodboldikonerne, og inde i klædeskabet hænger favoritholdenes spilledragter.
Når han bliver stor vil han gerne spille for Barcelona eller FC København. Men han synes ikke, at han træner nok til at blive så god, så hvis drømmen brister, vil han være butiksassistent.
– Det er hyggeligt, og så tjener man samtidig penge. Og man gør andre mennesker glade. Jeg kan ikke lide, når andre mennesker er sure eller kede af det. Det er dejligt at se andre mennesker glade, siger han.
Et godt sted at bo
Da fodboldkampen i gymnastiksalen bliver fløjtet af, kommer flere af holdkammeraterne hen til Dennis.
– Skal jeg ikke snart komme hjem og besøge dig, Dennis, foreslår en af dem, mens han holder Dennis over skuldrene med begge hænder.
En anden dreng har samme agenda:
– Jeg vil også gerne komme hjem og lege hos dig, siger han ivrigt.
Dennis er vant til, at drengene fra skolen eller fodboldklubben vil med ham hjem og lege, for der er så mange forskellige ting, man kan lave hjemme hos ham. Han har både Nintendo Wii og PlayStation, bordetennis og bordfodbold, og ude i den store have står to ægte fodboldmål.
Men noget af det bedste er, at der er så mange børn at lege med hjemme hos Dennis. Han bor nemlig sammen med 11 andre børn på Børnehjemmet Solliden i Valby i København, og det er han glad for, selvom han savner at bo hos sin mor.
– Her passer de på mig, men jeg vil hellere bo hos min mor, for der har jeg det klart bedst, og der føler jeg mig tryg. Altså, jeg føler mig også tryg her, men hjemme hos min mor er det noget andet, fortæller han med en lavmælt stemme.
Da Dennis har fået skiftet fodboldstøvlerne ud med almindelige sko, bliver han hentet af Christina, som har aftenvagten på børnehjemmet.
Hun kommer kørende i en mørkeblå minibus. På vejen hjem skal de forbi Vanløse Skole og hente Nanna, som har været til spejder.
Forældre med problemer
I Danmark er cirka 13.000 børn og unge anbragt uden for hjemmet. På Børnehjemmet Solliden i Valby bor de 12 af dem. De er i alderen 8-16 år og er omsorgssvigtede, typisk fordi deres forældre har misbrugsproblemer og derfor for en tid ikke kan overskue at tage vare på deres barns opvækst, ve og vel.
De anbragte børn på Solliden er normaltbegavede og har hverken fysiske eller psykiske handicap. Men de er alle svigtet i mere eller mindre grad af deres forældre, og mange af dem bærer på hemmeligheder fra deres tidligere barndom. Hemmeligheder, der er uegnede for børn.
Børnenes forældre har mange problemer og har det ofte svært. Men for lederen på Solliden er det vigtigt at respektere forældrenes situation.
– Alle kan komme ud i kriser her i livet. Det er man selv ikke herre over, siger Birgitte Nørregaard, leder på Børnehjemmet Solliden.
Forældrene skal have den støtte og den hjælp, de har brug for, for at de kan komme ud af et eventuelt misbrug, understreger hun.
Et godt forhold til forældrene er afgørende, for at kunne bryde den sociale arv.
– Hvis vi har et godt samarbejde med forældrene, og de samtidig accepterer, at deres børn bor her på Solliden, så har børnene også en rigtig god mulighed for at få et godt liv efterfølgende. Børnene har deres forældre langt ud i fremtiden, og det er vigtigt, at børnene og forældrene har det godt med hinanden, fortæller Birgitte Nørregaard.
Børn er børn
Men til trods for svigt fra forældrene, er anbragte børn i bund og grund ligesom almindelige børn, som bor hos deres forældre. De har de samme interesser og behov, siger psykolog Else Christensen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Hun har forsket i blandt andet omsorgssvigtede børn samt børn med alkoholiserede forældre.
– Børn er børn. De har brug for, at man kan lide dem, de har brug for en god skolegang, de har brug for at lære og lege og opdage verden, siger hun.
På Solliden arbejder man bevidst på at gøre børnene stærkere og til bedre at håndtere hverdagens problemer ved at selvstændiggøre børnene, for eksempel igennem fritidsaktiviteter.
Nanna og Dennis er nemlig ikke de eneste, som har travlt ved siden af skolen. Ud over spejder og fodbold går børnene til hip hop, gymnastik og ridning, for hverdagen på børnehjemmet skal gerne ligne en almindelig dansk families hverdag.
– Vi bestræber os på, at børnene er aktive i nærmiljøet, så det hele ikke kommer til at foregå her på Solliden. Børnene synes, det er meget hyggeligt at være herhjemme. Men det er vigtigt, at børnene også kommer ud og får nogle andre sociale kontakter end her, siger Birgitte Nørregaard.
En del af de børn, der kommer på børnehjem, har aldrig været på ferie med deres forældre og er ikke vant til at tage på udflugter. På Solliden tager de på efterårs- og sommerferier, og årets højdepunkt er skituren til Norge.
Else Christensen mener, at oplevelserne ud af huset – store som små – er med til at styrke børnenes sociale færdigheder.
– Hvis børnene skal have et godt liv, er det vigtigt, at de er i stand til at møde verden og få udvidet deres horisont. Man får ikke udvidet sin horisont, hvis man aldrig kommer væk hjemmefra. Det er vigtigt, at børnene gør sig erfaringer med, hvordan verden er, så de kan klare sig og lære at omgås andre mennesker, siger hun.
Veninder på besøg
Ude i haven spiller Dennis fodbold med en af de andre drenge fra Solliden. Imens suser to piger rundt om græsplænen på løbehjul: Nanna, som går i 2. klasse, forrest og lige i baghjulet hendes veninde, Katrine, som er med hjemme på besøg efter skole. De to veninder synes, det er kedeligt at lege med drengene. I stedet leger de fangeleg på løbehjulene, og de vil allerhelst være udenfor.
– Man kan løbe rundt, og der er mere plads. Det er også sjovt at være indenfor, men det er ikke det samme. Der kan man ikke kaste med sne og køre på løbehjul. Man kan lave nogle vildere ting herude, fortæller Nanna.
Det er aftalen, at Katrine skal spise aftensmad hjemme ved Nanna.
Efter af have været udenfor et par timer, trasker de rødmossede i kinderne ind og smider alt vintertøjet i gangen. Herefter spæner de to piger op ad trapperne og ind i køkkenet.
– Hvad skal vi have til aftensmad, spørger Nanna.
– Lasagne, lyder svaret.
Pigerne drøner endnu en etage op og går ind på Nannas værelse, finder deres skoletasker frem og begynder på skift at læse højt for hinanden i ‘Den første læsning – læsebogen for 2. Klasse’.
– Det er hyggeligere at lave lektier, når man er to, og så kommer man også hurtigere i gang, siger Nanna.
Brudte relationer
Oppe på Kvisten – husets 1. sal – har børnehjemmets yngste piger værelser.
Camilla, Victoria og Sua leger blindebuk på et af pigernes værelser. Det dufter af shampoo og tandpasta, og de tre piger hopper rundt i pyjamas, imens gemmer de sig for den, der ‘er den’, og som har en nissehue trukket ned over øjnene. Mussestille kravler de rundt på gulvet eller gemmer sig ovenpå skabene for at undgå at blive fanget af hende, som med udstrakte arme foran sig, famler rundt i blinde.
Men stilheden bliver brudt i det øjeblik, det banker på døren.
– Piger, I skal til at i seng, siger Sophia, da hun stikker hovedet ind ad døren til de tre piger i nattøj.
Det er tid til at få pulsen ned igen.
Sua, der er 12 år, trisser ind på sit eget værelse og lægger sig under dynen. Efter hende kommer Sophia og sætter sig på sengekanten.
I går var det ikke Sophia, men Christina, der puttede Sua. På Solliden er der ni fastansatte pædagoger og et korps af faste vikarer. Og sådan er det jo på en døgninstitution.
Her er mange voksne, som børene skal forholde sig til. Og det sker engang imellem, at der er en medarbejder, der holder op – det er en præmis, at relationer bliver brudt mellem børn og voksne på børnehjemmet, konstaterer Birgitte Nørregaard.
– Det kan man ikke komme udenom. Men det er vores opgave at hjælpe børnene igennem tabet ved at sige ordentlig farvel til den, som rejser, siger hun.
Sua går dog ikke så meget op i, hvem der putter hende – hun er bare glad for, at der er nogen, der vil nusse om hende og læse godnathistorier hver aften, inden hun skal sove.
– Det er hyggeligt og sjovt, at der kommer en ny voksen hver aften. De voksne skal jo også have tid til at passe deres egne børn, siger hun.
Sophia sidder på sengekanten og snakker med Sua om, hvordan dagen er gået.
– Har du lagt tøj frem til i morgen, spørger Sophia.
Hun aer Sua lidt på armen, inden hun kysser hende på panden.
– Godnat, skat, sov godt, siger hun, slukker lyset og lader døren stå på klem, så der falder en tynd stribe af lys ind på Suas værelse.
Alle børn i artiklen optræder under alias. Redaktionen er personernes identitet bekendt.