Marginaliserede og udstødte

Marginaliserede og udstødte

Den blinde mand og stewardessen

Vi vil gerne være sammen med mennesker, der har humor. Også i det socialpædagogiske arbejde. Det giver energi og overskud

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Gitte Skov

En blind mand er på vej ind i et fly og holder sin billet i hånden. Da han hører en stemme, der siger ‘velkommen’, strækker han sin hånd med billetten i retning af stemmen og spørger, ‘Ved du hvor jeg skal sidde?’.

Stewardessen kigger på hans billet og siger ‘7a’. Hertil siger den blinde: ‘Nu er jeg jo ikke ordblind’.

Hans svar løste op for en ellers lidt pinlig situation, set fra stewardessens side.

Det er humor. Når den er bedst.

Humor er noget af det, vi sætter allermest pris på hos hinanden, uanset om det er i familien, blandt venner eller hos de borgere, som socialpædagoger arbejder for, fortæller Rune Green deltagerne på landsmødet i netværket for pædagoger, der arbejder med marginaliserede og udstødte.

Humor giver energi og er en måde at kommunikere på. Og den er vigtig, viser en undersøgelse af ni arbejdspladser, hvor medarbejderne skulle svare på, hvad der gav et godt arbejdsmiljø.

Næstefter ‘høj faglighed’ prioriterede medarbejderne at have det sjovt, når de var på arbejde.  

Tag humor med på arbejde

Humor bliver brugt som en positiv signalværdi. For eksempel optræder humor som egenskab i 75 procent af alle stillingsannoncer. Et hurtigt kig i jobannoncerne på Socialpædagogernes jobside, www.sl.dk/job, viser, at socialpædagoger også gerne skal have humor som en af deres spidskompetence. For eksempel søger Ringsted Kommune (juni) en familieplejekonsulent til børne- og familierådgivningen og skriver i stillingsopslaget:

‘Vi forventer, at du; kan arbejde såvel selvstændigt som tværfagligt; udover din grunduddannelse kan berige os med erfaring fra familieplejeområdet, humor, energi og en markant tydelighed i selvstændige beslutninger, der gør, at du udviser ansvar og handlekraft’.

Og i kontaktannoncer, hvor man søger en kæreste, er humor også en af de væsentlige egenskaber, der efterspørges. For eksempel den her, hvor en kvinde søger en mand: ‘Du er 195 cm høj. Har humor og begge ben på jorden’.

– Når vi nu alle sætter pris på humor, hvordan kan det så være, at vi ofte møder sure mennesker på arbejdet, i toget på vej til arbejde og i forretninger efter arbejde, spurgte Rune Green deltagerne.

Det er et af de spørgsmål, der ikke findes svar på, men hans pointe er, at vi hver især skal træne os i at se det gode i en situation og ikke kun gemme humøret til ferien med familien, hvor man er ‘væk fra det hele’.

Ved at tage humoren med hjem fra ferien og ind på arbejdspladsen, gør vi det alle sjovt for hinanden. Når noget går galt for eksempel i kommunikationen kan man, som den blinde mand gjorde med stewardessen, lette situationen ved at bringe humor ind. Det giver energi til at klare arbejdet.

– Vi vil gerne have mere humor i vores liv, men vi synes kun, det er godt, hvis det kan opstå spontant. Men det er synd, for vi har allermest brug for det, hvor det netop ikke opstår spontant, siger Rune Green.

Og det skal aboslut ikke forveksles med latterklubber, hvor man skal grine på kommando, mener han.

– Vi skal tage hinanden alvorligt, siger han.

– Humor er primært en måde at komme gennem livet på, hvis man vil klare modgang og stress. Under kriser er det en god ide at fremelske en humor, fordi den er ventil for frustrationer, siger Rune Green. Og så kom han med denne opmuntrende konstatering:

– Humor er alle steder, vi skal bare blive bedre til at se det.

 

Netværket for pædagoger, der arbejder med marginaliserede og udstødte fejrede 10 års jubilæum med at se fremad og få det bedste ud af de trange økonomiske forhold

Se flere