Synspunkt

Kommunerne svigter opgaven

Når der er sager om rod i udviklingshæmmedes privatøkonomi, hænger det i sidste ende sammen med kommunernes manglende indsats for at reglerne bliver overholdt

Af Morten Fjordbo, socialpædagog på Lindegården i Fredensborg, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Det har været med stor interesse og stor undren, jeg har læst nyhedsmediernes indlæg om udviklingshæmmedes økonomiske forhold. Stor interesse, fordi jeg har arbejdet inden for området med udviklingshæmmede siden 1976, først som vikar, senere som socialpædagog. Med undren og forargelse, fordi nogle ganske få personer inden for mit fag angiveligt ikke kan finde ud af at omgås betroede midler med den respekt og de regler, der er fastsat inden for de enkelte kommuner.

Det er måske der, årsagen til problemerne ligger: Det, at kommunerne har ansvar for og laver regler for varetagelse af de udviklingshæmmedes økonomi, fordi ikke alle kommuner måske lige er gearet til det, og økonomien hos disse kommuner ofte  er så trængt, at kontrollen med de udviklingshæmmedes økonomi bliver nedprioriteret. Det er måske udlagt til bostederne at udforme og gennemføre økonomiaftaler konkret, men det er stadig kommunernes ansvar, at det sker efter gældende regler, og så er kontrollen måske ikke god nok. Det er jo af og til et problem, når instanser skal kontrollere sig selv.

Jeg vil gerne vende tilbage til dem, som har ansvaret for de udviklingshæmmede i det hele taget: kommunerne.

Med Lars Løkkes kvalitets- og strukturreform, som lå på tegnebrættet allerede i starten af årtusindskiftet, blev en af de største misforståelser i dansk samfundsstruktur senere vedtaget. Kommunerne har efter min – men, kan jeg forstå, også Socialpædagogernes – mening, ikke alle været gearet til at tage sig af det, amterne var rigtig gode til, nemlig varetagelse af de udviklingshæmmede og børn og unge med særlige behov. Faktisk blev der udsendt alarmsignaler og nødblus mod reformens mulige konsekvenser fra forbundet allerede i starten af årtusindskiftet.

Sager om misbrug af økonomiske midler på for eksempel Bostedet Sofiehøj og Marjatta hjemmet er ét eksempel. Hvor det ikke lige handler om økonomisk bedrageri, er Brønderslevsagen et lysende eksempel på visse kommuners ligegyldighed, indtil pressen får opsnappet en sag.

Afvikling og udvikling

Tidligere havde staten ansvaret for de såkaldte åndssvage, hvor der var så mange umenneskelige vilkår, at nogle af dem, som nok var hæmmet i deres udvikling, også udviklede sindssyge, forårsaget af de urimelige forhold, tvangsmedicinering, korporlig afstraffelse og lignende.

Selvom holdningen og intentionerne i den daværende lovgivning var en ‘tilværelse så tæt på det normale som muligt’ (citat: N.E. Bank Mikkelsen, forsorgschef i 1970’erne), så var det alligevel svært for staten at gennemføre de store reformer på området. Eva Gredal (daværende socialminister) fik syn for sagen da hun, også i 1970’erne, på baggrund af rædselsreportager i tv besøgte nogle af forsorgens store institutioner. Hun medvirkede til, at nogle afdelinger blev lukket og der blev bygget nyt. Uddannelsen af pædagogerne blev herefter gevaldigt moderniseret og det gamle plejerbegreb (læs: ‘plejerovergreb’) blev gradvist fjernet fra institutionerne. Fremtiden  var pædagogik, udvikling og ligeværdighed.

 I 1980 overtog amterne de gamle åndssvageanstalter og omdøbte dem straks til bo- og behandlingscentre, og langsomt men sikkert udviklede disse fængselslignende kolosser sig til hjem for de udviklingshæmmede. Amterne udviklede, blandt andet i samarbejde med nærværende forbund, men også LEV, alternative botilbud, der blev bygget bofællesskaber for den gruppe, som kunne leve selvstændigt en del af døgnet.

De gamle anstalter blev langsomt afviklet – blandt andet min gamle arbejdsplads, som grotesk nok igen har taget navnet Ebberødgård efter mange år som Svaneparken, og der ser man nu mest BMW, Audi og Mercedes – overklassen er i gang med at indtage de åndssvages boliger.

Gav de det videre?

I Frederiksborg Amt i 1994 tog nogle socialpædagoger en uges kursus i pensionsudbetaling til udviklingshæmmede på førtidspension. Her lærte vi, hvordan udviklingshæmmede borgere fra 1995 ifølge pensionsreformen fik udbetalt pension på lige fod med andre førtidspensionister. Jeg var deltager i et sådant kursus sammen med flere andre amtsansatte og sammen med en kollega.

Herefter underviste vi vores nærmeste kolleger i hvilke ting, vi skulle være opmærksomme på, mens ledelsen tog sig af implementering af bogføringssystemet.

Senere underviste jeg studerende i hensigten bag pensionslovgivningen: netop at de udviklingshæmmede selv bestemmer, hvad deres penge bliver brugt til. Man fjernede således store dele af økonomien fra institutionerne og over til den enkelte beboer, hvor den rettelig hører hjemme. Slut var institutionernes ‘planøkonomi’, og der blev startet på en mere ‘borgerlig’ økonomi, hvor pædagogerne i større eller mindre grad skulle hjælpe de udviklingshæmmede med forvaltning af deres egen økonomi. I de tilfælde, hvor beboeren ikke havde nogen forståelse af økonomi og aftaler, skulle der indkaldes bisidder eller beskikkes en værge.

Jeg tror, at disse regler om håndtering af de udviklingshæmmedes økonomiske midler blev forvaltet meget ansvarsfuldt, i hvert fald mens Frederiksborg Amt eksisterede. Spørgsmålet er, om amterne sikrede, at kommunerne fik den samme viden om forvaltning af økonomiske midler for udviklingshæmmede, selvom der jo egentlig ikke burde være tvivl om lovgivningen.

Indignation, tak!

Amterne gjorde i 28 år et stort arbejde for at rydde op i statens lossepladser (læs: gamle anstalter), og dog skulle vi, som arbejdede med de udviklingshæmmede, råbe højt for at gøre opmærksom på, at udvikling koster penge og uddannelse.

Som socialpædagog i 28 år har jeg selv været med i udviklingen, og jeg må konstatere, at når vi i vores lille land har et fælles ansvar for vores svageste borgere, var dét at nedlægge amterne noget af det dummeste, vi kunne gøre. Staten var beviseligt for stor og upersonlig, kommunerne er akkurat for små og for fattige til at kunne varetage dette store ansvar.

Det er dog for mig komplet uforståeligt, at der ofte skal være nogle dumme sager ved overgangen til noget nyt – der er noget, som skal tabes i svinget, inden det kan blive godt igen. Amterne kommer ikke tilbage med deres kontrolrolle og mere solidariske økonomi, derfor må der findes på andre løsninger.

Når Sytter Kristensen fra LEV og Benedikte Kiær taler sammen, kunne man håbe, at vores socialminister kunne blive så indigneret, at hun kunne gå tilbage til et regeringsmedlem som nu er statsminster, men som var strukturreformens opfinder, og meddele ham, at kommunerne skal have nogle flere midler, øremærket til at udføre deres store opgaver over for de udviklingshæmmede. Efter min vurdering findes der kun én løsning: At vi alle er vores ansvar bevidst, gør en ende på det latterlige skattestop og dermed giver kommunerne en bedre økonomisk mulighed for at sikre vores svageste medborgere.