Anmeldelse

Tegne-samtalen: En guldstund for barnet

En pædagogisk metode til at arbejde legende ud fra et børneperspektiv

Af Birgit Boelskov, pædagog, master i pædagogisk udvikling, redaktionen@sl.dk

Hvis man kan lære blot ved at se på, så kunne en kat blive en god slagter, lyder et tyrkisk bon mot.

Anna K. Andreasens bog ‘Tegne-samtale-metoden’ er gennemsyret af den holdning, at det er i aktivt samvær med andre, i dette tilfælde tegnepædagogen, barnet udvikler sig og lærer. Det at gøre noget meningsfuldt sammen i respekt og anerkendelse, skaber munterhed, tilfredshed ved at få fysiske og psykiske behov tilfredsstillet og endelig henrykkelse ved at blive opslugt og fascineret af noget, der går rigtig godt. Grundsynet er lyst, frihed og kreativitet.

Det er barnet, der ved mest om sig selv og derfor er værd at lytte til, hvis man vil hjælpe det. Gennem tegning kan barnet udtrykke sig, og hvis det sker i samværet med en tilstedeværende, aktivt lyttende og aktivt tegnende voksen, opstår en unik

situation – en guldstund – hvor barnet gennem den voksnes forståelse hjælpes på vej til at forstå sig selv. Samspilsnæring, kunne man kalde det.

Ideen til metoden opstod efter mere eller mindre tilfældige erfaringer om den pludselige kontakt, der kan opstå, når man sådan tegner sammen.

En gang sad Anna Andreasen for eksempel og sludrede med en bekendt, medens dennes barn sad og tegnede. Barnet kasserede den ene dinosaur-tegning efter den anden, og Anna Andreasen spurgte, om hun måtte farvelægge en af de kasserede tegninger. Lidt senere konstaterede hun til sin overraskelse, at drengen var gået i gang med at farvelægge resten af de kasserede tegninger.

De legede en kreativ, næsten ordløs leg sammen. Nu begyndte de begge at gøre sig mere umage, fordi de nu vidste, at de fulgte med i hinandens arbejde. Drengens interesse for de kasserede dinosaurer var genvakt. Hans arbejde og dermed han selv blev værdsat.

Den voksnes ansvar

‘Vi går ind i et rum og bliver derinde, indtil tegnetimen er slut. Vi sætter os ved bordet og tegner sammen i maksimalt en time – der kan afviges herfra. Jeg bliver siddende, men barnet må gerne bevæge sig rundt. Jeg er ansvarlig for hele forløbet og for barnet. Jeg er ansvarlig for at afslutte forløbet, når jeg skønner, at vi er ved vejs ende. Hvis barnet tidligt i forløbet eller undervejs ønsker at stoppe, stopper vi, og jeg afrunder forløbet, når jeg mærker, at barnet er klar til det.’

Anne Andreasen gennemgår nøje, hvorledes et vellykket tegneforløb er afhængigt af rammerne for det fælles rum.

‘I praksis giver jeg barnet min anerkendelse gennem den måde, tegne-samtale-metoden er skruet sammen på. Jeg giver barnet autoritet ved at tage udgangspunkt i barnet, som det er, og som det udtrykker sig både sprogligt og tegnemæssigt. Det er fra begyndelsen det, som barnet siger og gør, som er genstand for pædagogikken. I ping-pong-samspillet er vi deltagende på lige fod.’

Bogen vrimler med praksiseksempler, hvor det kreative, frie udtryk, som kommer spontant fra børnene i form af både tegning og fortælling, tages alvorligt. Også eksempler på, hvordan børnene bliver forbavsede over Anna Andreasens deltagelse. Med sigende blikke og en lidt belærende stemmeføring kan de sige: ‘Det er jo bare noget, vi leger’. Eller viser deres positive forundring – er ved at tabe næse og mund – når den voksne bevæger sig ned i børnehøjde.

En metode for alle

Nu er Anna Andreasens baggrund jo solid. Hun er uddannet kunsthåndværker, lærer, cand.pæd.psych. og lektor på UC-Syd.

Hendes bachelorprojekt handlede om, hvordan man kan læse noget om et barns selvtillid ud fra dets mennesketegning. Også kunstterapi indgik i studiet. Dertil kommer, at de situationer, Anna Andreasen beskriver, er privilegerede i den forstand, at hun har tid til at beskæftige sig med ét barn ad gangen. Metoden er tænkt som hjælp til børn med særlige behov.

Men metoden er så velbeskrevet og velbegrundet, at enhver pædagog vil have glæde af læsningen. Inspirationen er så enkel, så indlysende, ja så ligetil, at det egentlig bare er om at komme i gang. Udgangspunktet, den fælles beskæftigelse og samtale, er så indlysende rigtig, at man kan gribe den og gøre den til sin, også selvom man ikke har de samme kompetencer indenfor kunst eller de samme rolige forhold. Efter endt læsning tænkte jeg: ‘Ja, hvad andet er der dog at gøre?’.

Anna Andreasen har meget godt at sige om den pædagogiske praksis i landets børnehaver. Pædagoger i Danmark er gene-relt dygtige og kompetente.

Dog kommer der også et par eksempler på, hvordan pressede arbejdsforhold og kontinuerlige nedskæringer kan gøre, at vi kommer til at sige og gøre noget, som ikke er helt gennemtænkt. Men eksemplerne på kiksede situationer underbygger egentlig kun den optimisme, der breder sig i læseren: Her er et sted at starte forbedringerne.

Fundamentet

Metoden er velunderbygget med henvisninger til for eksempel go’e gamle Neill, Hundeide, Honneth, Stern, Winnicott og mange, mange flere. Så også som en indføring i eller repetition af væsentlig faglitteratur er bogen værdifuld.

Grundigt men letlæst også for begyndere gennemgås relevante teorier baseret på det anerkendende barnesyn, rammer og guideline for samværet, børn med særlige behov, hvad tegningen kan fortælle, læreplansmål, stimulering af opmærksomheds- og koncentrationsevne, variationer over tegne-samtale-metoden og evaluerings- og huskeskemaer.

De gamle musisk-kreative fag er stille og roligt blevet dårligere og dårligere stillede i pædagoguddannelsen de 40 år, jeg har været i faget. I dag kan man blive pædagog uden en eneste lektion i for eksempel musik. Ved den tre et halvt-årige generalistuddannelses indførelse lovede Undervisningsministeriet, at den specialisering, som dermed gik tabt, for eksempel, hvad angik de enkelte alders- og udviklingstrin, specialområdet og de musisk-kreative fag, ville komme stærkere igen med mulighed for at specialisere sig med efter- og videreuddannelse.

Sådan kom det ikke til at gå. Nogle holdt længe skansen. Anna Andreassen har i flere år undervist på kunstpædagoguddannelsen på UC-Syd, men nu ser det ud til, at det bliver vanskeligt at oprette nye klasser. Det er der sikkert flere årsager til, men en af dem kan være, at der også udbydes en kunstformidleruddannelse. Man kan med det indledende bon mot i tankerne sige, at den handlingsprægede kunstpædagoguddannelse erstattes med den beskuende uddannelse til katten, der kigger på kunst.

Det sidste hold med master i drama og teaterpædagogik har netop afholdt eksamen, og det ser ud til virkelig at blive den sidste. Det forlyder, at Berlin bliver den nærmeste mulighed for at uddanne sig på området. Efter- og videreuddannelsen er først og fremmest blevet beskuende: teori og ledelsesorienteret. Men selve indholdet, selve materien, færdigheden – ja, den må pædagogerne udvikle ad andre veje.

Denne bog er en anbefalelsesværdig mulighed.