Personligt og professionelt

Et kys på kinden

Når pædagogerne i Projekt Iftiin i Gellerup opbyggede relationer til udstødte khatmisbrugere, gjorde socialpædagogiske metoder det ikke alene. Medarbejderne lukkede i høj grad brugerne ind i deres personlige rum og brugte det professionelt – men som somalier kommer Dalmar Ali Hassan ofte i klemme imellem sin faglighed og sin etniske baggrund

Af Iben Baadsgaard Al-Khalil, redaktionen@sl.dk
Foto: Søren Kjeldgaard

Når Ali Abdul kom ind ad døren til Projekt Iftiins lejlighed på Jettesvej 11 i Gellerupparken, gav han ikke bare lederen hånden. Han kyssede hende også på kinden.

– Jeg var et af de få mennesker, han havde dyb respekt for, og han havde behov for fysisk kontakt, som han ikke fik andre steder. Så jeg fik både kys på kinden og knus af ham. Det fik ham til at slappe af, og det var med til at opbygge den tillid og forbindelse, jeg havde brug for i faglig sammenhæng. Med ham havde jeg en ‘mor-relation’, som gjorde, at jeg havde ham i min hule hånd, fortæller Lissi Jensen.

Hun er uddannet socialpædagog og var daglig leder af projektet, der faldt for sparekniven i Århus Kommune og lukkede med udgangen af 2010.

Ali Abdul gemte på en stor hemmelighed og havde hverken mor eller far. Så Lissi Jensen forsøgte at erstatte den manglende moderlige omsorg. Han skulle kunne stole på, at hun ikke fordømte ham, og at han uden forbehold kunne fortælle hende alt.

En af de andre medarbejdere, socialpædagog Dalmar Ali Hassan, fortæller om hendes metode:

– Lissi skelnede mellem hvem, der havde brug for en personlig tilgang, og hvem, der kunne nøjes med den professionelle omsorg.

– Når jeg bruger min person og min egen historie, bliver jeg mere autentisk og troværdig. Jeg fortæller for eksempel tit, at jeg har børn med en muslimsk mand. Jeg bruger også min egen baggrund og mine oplevelser fra mit ægteskab og med mine børn. På den måde er brugerne ikke kun klienter, og det er ikke alene et professionelt møde. De føler sig som ‘noget’ – som et almindeligt menneske, siger Lissi Jensen.

Åbenhed giver åbenhed

Det er ikke kun i kontakten, at medarbejderne er personlige. Også indretningen af den lejlighed projektet brugte lignede mest af alt et gennemsnitsdansk hjem. Fladskærms-tv, sofagruppe, spisearrangement, PC-lokale og køkken. Kun det aflåste kontor i et af lejlighedens værelser afslører sammen med personaletoilettet, at der er tale om en offentlig institution.

En del borgere med somalisk baggrund er ikke vant til det danske samfund, og kender kun den kommunale medarbejder i økonomiske sammenhænge Når det handler om personlige problemer og omsorg, plejer de at gå til imamen eller de ældre.

– Mennesker med meget tunge problemer, og som føler sig ekskluderet af samfundet, kan vi kun nå ved at bruge os selv. Vi bruger vores egne erfaringer – fortæller, at vi også har gjort noget forkert, og det får dem til at åbne sig og fortælle om deres situation. Supervisionen gør, at vi ikke tager problemerne med os hjem, siger Zamzam Ali, der har været medarbejder og bostøtte i projektet.

– Jeg bruger mig selv, når jeg skal overbevise en borger med stor modstand mod min rolle. Hvis jeg vil fortælle ham, at ‘jeg vil dig det godt – jeg er her for dig’. Når en tillidsbarriere skal overvindes, siger Lissi Jensen.

fagligheden gør mig til stikker

Sprog og kultur er en del af den personlighed, alle anvender professionelt – ofte helt uden at skænke det en tanke.

Mere kompliceret var det i Iftiin, hvor de flerkulturelle medarbejdere bruger deres somaliske sprog og kultur som bro mellem brugerne, de etniske danske kollegaer og det omgivne samfund. Fordi projektet henvendte sig til en gruppe borgere med store sproglige vanskeligheder og meget ringe samfundsforståelse var en af projektets centrale metoder, at mest muligt blev udført af medarbejdere med samme kulturelle og sproglige baggrund som brugerne.

Men det gav også medarbejderne dilemmaer, som krævede både supervision og ledelsesstøtte for at løse mest hensigtsmæssigt.

– Jeg blev ked af det, når brugerne hellere vil tale med Lissi – selvom jeg sad lige ved siden af. De havde ikke lyst til at fortælle om alvorlige personlige problemer til Zam eller mig, fordi de tror, vi er ligesom dem og fortæller det, vi hører, videre. Det giver usikkerhed på ens faglighed, siger Dalmar Ali Hassan.

Han mener, at grunden er, at brugerne forventer, at medarbejdere med somalisk baggrund sladrer ligeså meget, som alle andre somaliere gør. De synes, at det er naturstridigt, at deres landsmænd pludselig skulle opføre sig anderledes, bare fordi de bliver ansat i kommunen.

Brugerne anerkendte ofte ikke den faglighed, medarbejderne har gennem deres uddannelser, og medarbejdernes loyalitet blev sat på prøve, når de skulle formidle mellem deres landsmænd og de danske kollegaer.

– Det stresser mig som fagperson, når jeg bliver en del af brugernes snyderi. Hvis jeg for eksempel bliver bedt om at oversætte til misbrugsbehandleren, at en deltager er stoppet med at tygge khat og samtidig ved, at han styrer khatsalget i Bazar Vest, siger Dalmar Ali Hassan.

Mange af brugerne lever et dobbeltliv, og det er ikke nyt i deres kultur at lyve for at opnå et eller andet. Men hvis Dalmar Hassan bliver en del af løgnen, risikerer han at afsløre sin klient og blive betragtet som stikker i det somaliske miljø. Og gør han det ikke, mister han sin faglige troværdighed og ærlighed overfor sine kolleger.

Løgn som opdragelsesmetode

Dalmar Hassan forsøger efter samtalen at overbevise brugeren om, at løgnen ikke går ud over misbrugsbehandleren – men tværtimod ham selv.

– Hvis det er face to face, er der ingen løgne imellem os. Han ved, at jeg kan fange ham i det, hvis han lyver – og jeg konfronterer ham med løgnen, siger Dalmar Hassan, der indimellem selv har forestået gruppebehandlinger i Iftiin, og så er det anderledes.

– Så er vi alle somaliere og der er ingen løgne. Alle støtter hinanden, siger han.

Ifølge Dalmar Hassan er vi oppe imod meget mere end en simpel løgn. Han fortæller, at somalierne er vokset op med løgn og manipulation som en helt almindelig og acceptabel opdragelsesmetode. For at få ro bilder forældre deres børn ind, at de får et eller andet, men forældrene har ingen intention om at opfylde løftet. Det lyder måske ikke så ualmindeligt. Men forskellen er, at det er et indgroet mønster, som lærer børnene, at de ikke kan stole på rigtigt og forkert.

– Mine forældre har gjort det i årevis, og jeg gjorde det selv – både over for min søn og som børnehavepædagog, indtil en af kollegaerne pludselig konfronterede mig med det. Hun spurgte mig, hvad det var jeg lovede den lille pige, der ikke ville sove. Det fik mig til at reflektere over mine kulturelle koder, som er i modsætning til min faglighed og nye viden, siger han.

At leve sammen med sine klienter

For Dalmar Ali Hassan og mange andre fagpersoner, som efterhånden lever af og med at bruge deres flerkulturelle baggrund professionelt, stand-ser kontakten med brugerne ikke, når de går hjem fra arbejde. Ofte bor de i samme boligområder, deres børn går i skole sammen, de handler i samme butikker og beder i samme moskeer som deres klienter. Normalt er det ikke det store problem, men indimellem forfølger de arbejdsmæssige dilemmaer dem i fritiden.

Dalmar Ali Hassan fortæller om en bruger, der har en konflikt med sin familie, og familien synes, at Dalmar er skyld i konflikten.

– Udover sit misbrug hører han også stemmer, og familiens manglende forståelse for hans sindslidelse har gjort det nødvendigt for ham at afbryde kontakten med dem. Han har fået nyt telefonnummer, og vil ikke give det til sin far, fortæller Dalmar Hassan.

Når han møder faren i den lokale moske, forsøger faren at overtale Dalmar Ali Hassan til at give ham sønnens telefonnummer, og imamen appellerer til ham om at sørge for, at sønnen atter begynder at besøge moskeen og genoptager kontakten til familien.

– Det er personligt hårdt for mig. Jeg bliver sat under pres fra det somaliske miljø, men jeg fastholder min faglighed – også i min private omgang med familien og i miljøet.

Tilsyneladende bliver det lettere at tackle dilemmaerne mellem det faglige, personlige og private, jo mere erfaren man er, og langsomt falder det naturligt at pendulere mellem de forskellige rum, når det er hensigtsmæssigt.

Lissi Jensen taler flere gange varmt om nødvendigheden af kollegial sparring og supervision især når der er tale om to-kulturelle medarbejdere, fordi de ofte bruger deres personlighed mere end andre og derfor får brug for hjælp til at adskille tingene, så de ikke bliver slidt op.

– Det er svært at adskille det faglige og det personlige. Jo længere man har været i faget, jo lettere bliver det at springe fra det ene til det andet og bruge det professionelt, siger Lissi Jensen.

Personlig/professionel Når socialpædagoger taler faglighed, taler de normalt om for eksempel indsats-former, relationsarbejde og kontraktliggørelse af faget. Men man kan ikke levere socialpædagogik uden at bruge sig selv, og nogen gør det mere end andre – de bruger helt bevidst deres private personlighed og privatliv professionelt. Socialpædagogen beskriver i fem artikler i de kommende numre, hvilke overvejelse der ligger bag den måde at arbejde på og nogle af de udfordringer og gevinster, man får som socialpædagog – og som menneske. Dette er den anden artikel i serien. Læs den første artikel her