Personligt og professionelt

Mit eneste redskab er mig selv

På Silkeborgs gader og stræder og selv langt ude i skovene lusker Øjvind Thomassen omkring for at finde den rigtige måde at kontakte borgere, som har isoleret sig fra alt og alle. Hans eneste redskaber er ham selv, hans 62 års livserfaringer og hans mange år i socialpsykiatrien

Af Iben Baadsgaard Al-Khalil, redaktionen@sl.dk
Foto: Søren Kjeldgaard

De sidste par år har Øjvind Thomassen som opsøgende SKP’er været Silkeborg Kommunes fremskudte mand over for isolerede og socialt udstødte borgere.

– Jeg har glemt, hvordan man holder på en kuglepen, siger Øjvind Thomassen.

Målet er at skabe kontakt trods modvilje, skepsis og angst. Så ingen bliver registreret, ingen får lavet handleplaner og der er intet skarpt defineret mål for kontakten. Han har total metodefrihed og er fritaget for alle formelle krav og regler. 

– Når man bruger en bestemt metode, kommer man let til at manipulere, blive styrende og sætte dagsordenen for samværet. Man risikerer at møde borgeren, hvor han ikke er, så der ikke er plads til hans ønsker, behov og tanker. Jeg får nogle få sekunder til at skabe den indledende kontakt. Så  det er med at ligne en, der er totalt harmløs og til at stole på, siger Øjvind Thomassen.

– Det er den største faglige og personlige udfordring, jeg har prøvet i mit lange professionelle liv. Mit eneste redskab er mig selv, siger han.

Målgruppen for hans enmandstilbud er de dårligst stillede i samfundet. Isolerede mennesker, der afviser hjælp fra relevante myndigheder og støtteordninger. Ofte er de psykisk syge eller har et misbrug. De bor i mørklagte hjem bag nedrullede gardiner, eller de er hjemløse og bor i skovens huler eller byens ukendte gemmer.

Sky som dyr

De fleste mennesker, som Øjvind Thomassen arbejder med, er tyndslidte psykisk og følelsesmæssigt. Gennem mange år har de haft dårlige oplevelser med andre og føler sig svigtet gentagne gange af mennesker – og af det offentlige system. De forsvarer sig mod flere svigt ved at gemme sig, helst ville de forsvinde og helt undgå kontakt med andre.

Ofte får han et tip om et menneske med et muligt behov for hjælp fra for eksempel en bekymret pårørende, en nabo eller en vicevært. Andre gange bemærker han selv en, der kan have behov for hans hjælp.

Det kræver lang tids observation, før han tager kontakt med personen. Han indsamler så meget viden om dagligdags rutiner og vaner som muligt. Han går rundt nær deres opholdssted og forsøger på afstand at lære dem at kende.

Han ved, at han helst skal finde en totalt ufarlig og naturlig måde at tage kontakt på. Han jagter sky dyr med års erfaring i at afkode andre mennesker, og de spotter lynhurtigt, om de kan stole på og tør åbne sig for den fremmede. 

– Før jeg skal møde en, kigger jeg mig mentalt i spejlet. Jeg skal være nærværende, bevidst om kropssprog og attitude. Det er helt afgørende, at det de ser, er det de får. De skal instinktivt kunne mærke, at jeg sagtens kan rumme dem, siger Øjvind Thomassen.

Få øjeblikke til at skabe succesen

Han forsøger at finde en plausibel og naturlig grund til at rende på vedkommende ganske anonymt og diskret. Måske stiller han sig i køen bag personen på tankstationen, og begynder en tilfældig samtale, hvis han har bemærket, at vedkommende altid køber mad der.

På en og samme tid skal han indgyde tillid og virke harmløs, men samtidig virke kompetent og potent som person.

– Jeg skal rense mig fuldstændig fra mistanke om konspiration, og at systemet har sendt mig. Jeg skal være helt og aldeles troværdig, siger han.

De mennesker, han arbejder med, lever i maksimal stress og angst. De første 20 minutter er afgørende. Øjvind Thomassen har erfaret, at stresshormonerne er brændt af efter netop 20 minutter, og derfor skal roen og den ufarlige kontakt holdes så længe.

Hvis det lykkes, og han får skabt en umiddelbar rolig og hyggelig atmosfære, er den første succes hjemme. Herefter er opgaven at få et nyt møde i hus. Nogen gange går der måneder – ja, op til halve år, før kontakten er etableret.

Pædagogisk manipulation

– Hvis jeg bliver for ivrig og begynder at sætte mål, fornemmer de det, inden jeg når at tænke det selv. Nogen gang skal jeg give udtryk for, at vi ikke nødvendigvis behøves at mødes igen. ‘Det var hyggeligt og spændende at mødes. Du bestemmer, om vi skal ses igen’. De skal blive sultne, og det er vigtigt ikke at overvælde dem, siger han.

Nogen gange udstiller han også sin usikkerhed og svaghed ved at fortælle, at han ikke var sikker på, om personen ville snakke med ham. Det er vigtigt at fastholde sin troværdighed.

Han bruger alle sanser, når han observerer den anden person – både før og under det indledende møde. Han ser på deres bevægelser, og hvordan de agerer. Flere scenarier bliver gennemtænkt.

Typen af manipulation han selv benytter sig af, står i modsætning til den type manipulation, som han mener, man risikerer at udsætte mennesker for, når man tænker i handleplaner og bestemte metoder.

– ‘Al manipulation givet af et godt hjerte er pædagogik’. Den sætning bed jeg mærke i engang ved et foredrag. Det er jo rigtigt. En pædagog i sin bedste betydning er en proceskoordinator – en, som holder udviklingen i gang uden at bestemme,  hvad resultatet skal være. For sandheden skabes i processen, siger han. 

Personlig/professionel Når socialpædagoger taler faglighed, taler de normalt om for eksempel indsatsformer, relationsarbejde og kontraktliggørelse af faget. Men man kan ikke levere socialpædagogik uden at bruge sig selv, og nogen gør det mere end andre – de bruger helt bevidst deres private personlighed og privatliv professionelt. Socialpædagogen beskriver i fem artikler, hvilke overvejelser der ligger bag den måde at arbejde på og nogle af de udfordringer og gevinster, man får som socialpædagog – og som menneske. Dette er den sidste artikel i serien. Se serien på www.socialpædagogen.dk/tema

 

Personlig troværdighed og autoritet

Det første møde er så intenst, at han ligeså godt kunne stå på en scene foran 100 mennesker. Han føler sig helt nøgen, som han står der og bliver vurderet og udstillet.

Han er overbevist om at alder – både på fødselsattesten og på eksamensbeviset – er helt afgørende, for at man kan løse opgaven uden at gå i stykker af den. Man skal kende sig selv og kunne genkende de opsøgte menneskers, følelser.

Øjvind Thomassen er både pioner og på retræte. Han valgte at fratræde sin stilling som leder i socialpsykiatrien i Silkeborg for at få denne lidt særprægede funktion. Her giver arbejdet mening og hver kontakt dyb tilfredsstillelse. Samtidig kan han som 62-årig langsomt gå ned i tid og på den måde forberede sig på sin pensionisttilværelse. Indtil videre er han den eneste af sin art i kommunen. Derfor har han funderet over, hvad det kræver, når en ny skal ind i jobbet.

– Det vil være halsbrækkende at sætte en ganske ung og uerfaren ud i dette job. Man skal have jordforbindelse og psykisk robusthed for at tackle udfordringerne. De mennesker, jeg møder, er eksperter i at finde fejl hos mig som undskyldning for, at de kan trække sig igen. Et ungt menneske vil let blive slået ud af kurs, siger han.

– Man skal være en primadonna eller lonely wolf for at kunne trives i jobbet. Og det er en betingelse for ikke at brænde ud, at omgivelserne og ledelsen har forståelse for de nødvendige arbejdsvilkår, siger han.

– Jeg har lært voldsomt meget om mig selv af mine brugere gennem årene. Sådan noget kan man ikke læse sig til, det tager tid og livserfaring. Faglig troværdighed er en ramme, der skal fyldes ud af den personlige troværdighed. Først da er man nærværende og autentisk, siger Øjvind Thomassen.