Sygefravær
Hold fokus på fagligheden
Et stærkt fagligt fokus er med til at sikre, at man ikke ryger ind i en negativ spiral. Sådan lyder det fra Vokseværket, som var den institution, der var mentor for Danahus i sygefraværsprojektet
Af Malene Skov Jensen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Gitte Skov
Tanken om at kunne give sine erfaringer videre, og at nogle andre måske ville få noget positivt ud af det, var en vigtig drivkraft, da Vokseværket meldte sig som mentor for en anden institution, Danahus, i Socialpædagogerne og KL’s projekt om sygefravær. Vokseværket blev valgt som mentor, fordi den har et meget lavt sygefravær.
– Det at give fra sig, mener jeg, er en væsentlig del af den pædagogiske faglighed. Samtidig tænkte jeg, at jeg nok ville blive mere bevidst om, hvad det er, som vi gør godt, og hvor vi måske har huller og kan gøre mere eller noget andet, siger Lone Petri, der er både tillids- og arbejdsmiljørepræsentant på Vokseværket.
– Samtidig var det ikke uvæsentligt, at vi fik dækket vores omkostninger ved at deltage, og at vi fik 40.000 kroner for det – penge, som vi har planer om at bruge på faglige input til medarbejderne, siger Lone Petri.
Selvom de to institutioner er i samme forvaltning i Aalborg Kommune, så er der mange forskelle på dem. Modsat Danahus, der er en aflastningsinstitution, er Vokseværket en opvækst-institution, hvor brugergruppen er børn mellem 3-17 år med sociale, psykiske, adfærdsmæssige eller familiemæssige problemer. Det er børn, som har behov for et længerevarende ophold i familielignende rammer. Institutionen har i alt ti ansatte.
– Vi har de seneste mange år arbejdet meget aktivt med vores psykiske og fysiske arbejdsmiljø, og det er nok en af grundene til, at vi har et lavt sygefravær, siger Lone Petri, der deltog i projektet sammen med Vokseværkets leder og en socialpædagogisk kollega.
– Samtidig er der en stor grad af kontinuitet både i medarbejdergruppen og blandt børnene. Medarbejderne er meget stabile, og det lave sygefravær skyldes måske også, at vi arbejder i døgnvagter og derfor har længere perioder med frihed, hvor vi har tid til at restituere os, siger Lone Petri.
Men den væsentligste grund til den høje trivsel og lave sygefravær på Vokseværket, mener hun, er det store fokus på en fælles faglighed.
– Vi forventer ikke hele tiden det værste, og vi undgår en negativ spiral, fordi vi konstant fokuserer på og kæmper for fagligheden, konstaterer tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten.
Måtte tilpasse ambitionerne
Vokseværket gør meget ud af at beskrive sin kerneydelse og arbejder med at holde fokus på de opgaver, som medarbejderne skal løse frem for de opgaver, som de også gerne vil løse.
– Vi har faktisk gjort en stor indsats for at reflektere over, om noget, vi gerne vil, også er det, som vi skal og kan. I stedet for at sige ja til det hele, har vi tilpasset vores ambitioner til det, som kan lade sig gøre. Vi er enige om, at vi skal koncentrere kræfterne om det, som vi skal gøre – og så gøre det godt, siger Lone Petri.
Derudover har Vokseværket arbejdet meget med kommunikation og har sørget for at være på forkant med en lang række problemstillinger.
I fællesskab har medarbejderne for eksempel formuleret procedurer for, hvad de skal gøre, hvis der skulle opstå trusler, mobning, chikane eller negativ snak i krogene samt konflikthåndtering og psykisk førstehjælp.
– Det er alt sammen nogle temaer, som vi har taget stilling til og har fundet en fælles holdning til, uden at det var problematikker, som vi stod konkret med. Men nu er vi enige om, hvordan vi skal håndtere det, hvis det skulle opstå, siger Lone Petri.
På Vokseværket vurderer lederen fra gang til, om det giver mening at kontakte medarbejderen den første sygedag. Men sygefraværspolitikken, der gælder for hele børne- og ungeforvaltningen har faste retningslinjer for, hvornår lederen skal ringe ved længerevarende sygdom.
Som et led i at have et aktivt arbejdsmiljø har Vokseværkets medarbejdere skrevet omsorgsbreve, hvor de beskriver, hvem der skal kontaktes, hvis der sker en ulykke, og hvem fra Vokseværket, de gerne vil kontaktes af, hvis de bliver syge i længere tid.
– På den måde er vi omsorgspersoner for hinanden, og vi ringer til hinanden ved længere varende sygdom for at høre, hvordan det går, og om der er noget, vi kan gøre, siger Lone Petri.
Fællesskab og åbenhed
Deltagelsen i sygefraværsprojektet har først og fremmest bekræftet tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten i, at det er godt, at Vokseværket har været på forkant med mange vigtige emner, og at det er rigtigt at holde et fast fokus på fagligheden.
– Jeg er ikke så optaget af konkrete ledelsesredskaber, men snarere af fællesskab og åbenhed. Vi spørger rigtig meget ind til hinanden og er nysgerrige efter at høre, hvordan vi har det med vores arbejde og forskellige situationer, siger Lone Petri.
Hun tror, at tanken med sygefraværsprojektet var, at Vokseværket som mentor kunne bibringe andre noget, men at den også selv ville få noget ud af projektet og kunne tage noget med sig hjem.
– Personligt er jeg ikke gået beriget fra vores møder – men det håber jeg til gengæld, at Danahus er, siger hun.
Projektet har dog betydet, at Lone Petri nu som TR og arbejdsmiljørepræsentant overvejer, om hun og kollegerne på Vokseværket måske bør tage nogle fælles snakke om deres holdninger til sygefravær, så de også her kan være på forkant.