Valg 2011
Kære socialminister
Valget er overstået. Hvad bør socialministeren kaste sig over? Det har vi bedt fire socialpædagoger om at give et bud på – set fra hver deres faglige ståsted. Hver især fortæller de en konkret historie fra arbejdslivet og begrunder, hvorfor socialministeren kan blive klogere af netop den fortælling
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Nils Lund Pedersen
Skab plads til fagligheden
Marianne Johnsen, socialpædagog i Landsbyen Sølund – et hjem for mennesker med udviklingshæmning
Hvilken historie vil du fortælle socialministeren?
‘Du får svært ved at skabe en relation til ‘Pelle’. Der går nok et halvt år før, han vil lade dig være tæt på’. Sådan mente mine kollegaer, da jeg begyndte på Sølund. Men der gik kun tre uger, før Pelle accepterede, at jeg var med i badesituationen – og tre måneder, før vi fulgtes til koncert. Da vi sammen stod i mørket og ventede på musikken, holdt Pelle lidt fysisk afstand til mig – men da lyset blev tændt, og Kim Larsen stod på scenen, mærkede jeg Pelles arm om mine skuldre. Nu var det nu, og Kim Larsen greb mikrofonen for at synge. I samme øjeblik talte Pelle ind i mit øre: ‘Du er god nok’, sagde han.
Hvorfor vil du fortælle netop den historie?
Fordi den viser, hvor vigtig uddannelse og efteruddannelse er i arbejdet med udviklingshæmmede.
Det var nemlig på ingen måde tilfældigt, at jeg fik en god relation til Pelle. Ud over at være uddannet pædagog har jeg taget en efteruddannelse i social motorik, og den brugte jeg i meget høj grad i mødet med Pelle. For eksempel var jeg meget bevidst om mit kropssprog. Jeg sørgede for ikke for tidligt at gå for tæt på Pelle – og henvendte mig fx til ham fra siden i stedet for forfra.
Hvad bør have topprioritet for socialministeren?
At sikre relevant uddannelse og efteruddannelse til medarbejdere, der arbejder med udviklingshæmmede og andre udsatte. Og samtidig at sikre, at der også er ressourcer nok til at udnytte de kompetencer, medarbejderne får. Høj faglighed batter ikke noget, hvis der kun lige er tid til at made og skifte ble.
Bevar kvalitet og ekspertise
Britt Andersen, socialpædagog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem
Hvilken historie vil du fortælle socialministeren?
Den dag ‘Peter’ begyndte at græde, blev jeg glad. Ikke fordi han var ked af det, men fordi han turde vise sin ked-af-det-hed. Da han to år gammel kom til Skodsborg Observationshjem, havde han kun formået at vise aggressivitet. Og for eksempel rive og bide. ‘Du slår mig’, sagde han flere gange til mig, selv om jeg selvfølgelig ikke slog ham.
For han forventede, at jeg ville være lige som de andre voksne, han tidligere havde mødt. To år tog det, før Peter åbnede sig så meget, at han kunne græde. Og da vidste jeg, at der var sket en stor udvikling. At Peter nu havde tiltro til, at det kunne hjælpe at græde. At vi ville tage os af hans gråd og trøste ham.
Hvorfor vil du fortælle netop den historie?
Fordi den viser, at de børn, I møder på en døgninstitution som Skodsborg Observationshjem, er så omsorgssvigtede, at de ikke bare kan sendes ud i en almindelig plejefamilie. Arbejdet med Peter var virkeligt krævende, og lykkedes kun fordi, jeg fik supervision af mine kollegaer og Skodsborgs psykolog. Og fordi vi var flere om at støtte Peter. Selv om jeg er erfaren og har arbejdet på området, ville jeg aldrig selv binde an med at være familieple jer for en dreng som Peter, for det vil være alt, alt for hårdt, når man ikke har den støtte og det faglige miljø, der er på en døgninstitution. Jeg mener, at en plejefamilie er bedre end en institution, når barnet er parat og kan rumme at være i en familie og de relationer, der er i en familie. Men det
er der bare nogle børn, der ikke kan – eller i hvert fald først kan, når de er blevet grundigt udredt og behandlet, og der efterfølgende er lavet det rigtige match mellem barn og plejefamilie. Det er dømt til fiasko, hvis man bare sender en dreng som Peter direkte i plejefamilie.
Hvad bør have topprioritet for socialministeren?
For øjeblikket er der jo mange døgninstitutioner, der lukker, og min egen arbejdsplads, Skodsborg Observations- og Behandlingshjem, er indstillet til lukning. Socialministeren bør sikre, at der stadig er et godt tilbud til de børn og unge, der er for omsorgssvigtede til at være i en plejefamilie – og at den viden og faglighed, der for øjeblikket rummes på døgninstitutionerne, ikke går tabt. På Skodsborg er vi for eksempel eksperter i arbejdet med alkoholskadede børn, ligesom vores psykolog er ekspert i spædbørnsterapi. Hvad sker der med den ekspertise, hvis vi lukker?
Mere forskningsbaseret viden
Lone Petri, socialpædagog på Vokseværket i Aalborg – en opvækstinstitution for børn og unge, der er anbragt med længerevarende anbringelse for øje
Hvilken historie vil du fortælle socialministeren?
Jeg kan ikke huske præcist, hvad vi talte om, men jeg kan huske, at der var et element af humor. Jeg fortalte ‘Per’, hvordan han nogle gange kunne reagere som lille. Han kunne nemt blive vred og stirre arrigt ind i væggen, og da jeg fortalte det, smilede jeg lidt ved tanken og fik et glimt i øjet. I en tilsvarende situation kunne Per tidligere være blevet vred. Han ville føle, at jeg grinede ad ham og smække med døren, men denne gang smilede han tilbage. Og så satte jeg ord på: ‘Det kan du godt klare, Per, at vi lige griner lidt af det’. Og så så han på mig: ‘Ja, Lone, for vi to har kendt hinanden længe’.
Hvorfor vil du fortælle netop den historie?
På ‘Vokseværket’ arbejder vi med mange forskellige metoder og vinkler, og en af dem er humor. Vi vil gerne have, at humor bliver en del af børnenes liv, selv om mange ligesom Per kan have svært ved det. Og historien er et eksempel på, at noget lykkes – bare i et splitsekund, bare i ét nu. Og at det godt kan tage lang tid at opnå. Dét vil jeg gerne fortælle socialministeren, for jeg synes tit, at man bruger en helt forkert målestok, når man taler om, hvad der lykkes i arbejdet med anbragte børn. Det kan godt være, at det i mange tilfælde ikke lyk kes at bryde den sociale arv, og at mange tidligere anbragte fx ikke får en lang uddannelse og oftere end andre kommer ud i kriminalitet – men det er ikke det samme som at sige, at anbringelsen ikke har gjort en positiv forskel. Hvis jeg skal sætte det på spidsen, vil jeg sige, at det kan godt være, at en tidligere anbragt stjæler – men uden den indsats, der var blevet gjort i anbringelsen, ville han måske have begået mord. Derfor er det også vigtigt at have fokus på de små sejre og succeser.
Hvad bør have topprioritet for socialministeren?
At skaffe ordentlig, forskningsbaseret viden om, hvad der virker for hvem. Og ikke gribe til hurtige konklusioner og for eksempel sige, at anbringelse på døgninstitution ikke virker, fordi anbragte på døgninstitutioner statistisk set klarer sig dårligere end anbragte i plejefamilier. For der er jo fra begyndelsen forskel på de børn, der er blevet anbragt på døgninstitution og de børn, der er blevet anbragt i familiepleje. Og så synes jeg, at det er en vigtig opgave at sikre, at kommunerne fortsat har en bred vifte af vidt forskellige tilbud, så det enkelte barn kan få dét, der bedst dækker netop hans eller hendes behov – hvad enten det så er plejefamilie, døgninstitution, støtte i hjemmet eller et helt fjerde tilbud.
Ret op på skævhederne
Robert Eilsø Nielsen, socialpædagog på Autismecenter Holmehøj
Hvilken historie vil du fortælle socialministeren?
Det skete, da jeg arbejdede på et projekt for drenge, der har været ofre i det seksuelle. ‘Vil du ikke holde vagt, mens jeg tager bad’, spurgte ‘Kenneth’, da han lige var flyttet ind. ‘Men kan du ikke bare låse døren’, spurgte jeg. ‘Nej, for så er jeg så angst for, at der alligevel skal komme nogen’, svarede han. Senere udviklede Kenneth sig på baggrund af en massiv faglig indsats, der blev understøttet af supervision. Han fik tillid til mig og mine kolleger. Det blev ufarligt for ham at give et knus og spørge: ‘Hvordan går det, Robert?’. Kort efter fik vi at vide, at den særlige indsats for krænkede drenge skulle lukkes, og at drengene i stedet skulle anbringes sammen med børn og unge med helt andre problematikker. Begrundelse? Besparelser.
Hvorfor vil du fortælle netop den historie?
Fordi jeg syntes, det var så forfærdeligt. Lige efter at projektet var lukket, kørte jeg en dag på motorvejen og tænkte på, at drengene måske selv vil krænke andre, fordi de ikke får den støtte, der skal til. Og så var jeg nødt til at køre ind til siden for at brække mig. Jeg synes, at det er så uetisk og forkert, når man sætter noget i gang for mennesker i nød – og så ikke fuldfører det.
Hvad bør have topprioritet for socialministeren?
Der skal rettes op på den enorme skævhed, der er kommet i Danmark gennem de seneste ti år. Og det gælder generelt. Både for udsatte børn og unge, og for eksempel også på handicap-/autismeområdet, hvor jeg arbejder i dag.