Partiskel
Topopgør om socialpolitik
Daværende socialminister Benedikte Kiær og Socialdemokraternes ministerkandidat Mette Frederiksen krydsede før valget socialpolitiske klinger på forbundets valgtopmøde
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Foto: Vibeke Toft
I skrivende stund sidder partierne på Christianborg og forhandler regeringsgrundlag, og valgkampen føles allerede som længe siden. Men kort før valget mødtes daværende socialminister Benedikte Kiær (K) og Socialdemokraternes Mette Frederiksen til Socialpædagogernes valgtopmøde i DGI-Byen i København.
Endelig var de udsatte grupper på dagsordenen, som forbundsformand Benny Andersen konstaterede i sin indledning, og det blev til en duel, der markerede mange fælles hensigter, men også med markante forskelle i analysen af problemerne og i budene på løsninger.
I den første debatrunde om udsatte børn og unge – der kom til at fylde mest på det halvanden time lange debatmøde – slog Mette Frederiksen fast, at der ikke kan sættes et loft over udgifterne til det specialiserede sociale område. Det handler fx om børn, der er så omsorgssvigtede, at de har brug for højt specialiseret socialpædagogisk hjælp – måske resten af livet.
– Vi kan ikke fra de politiske partier udstikke retningslinjer for, hvor mange børn, der skal netværksanbringes, og vi kan ikke prioritere midlerne – for de børn skal have hjælp. Og det koster mange penge – i hvert fald her og nu, sagde hun.
Til gengæld kan der spares milliardbeløb med en tidlig og koordineret indsats, og derfor er der behov for en ny og solidarisk refusionsordning på anbringelsesområdet, der sikrer, at det ikke er økonomiske hensyn, men faglige vurderinger, der bestemmer indsatsen over for de børn og unge, der har brug for hjælp, sagde hun og understregede behovet for en reel tidlig indsats, hvor alle de primære aktører omkring barnet er i spil.
Kiær: Kommuner bryder loven
Benedikte Kiær anførte, at en anden refusionsordning ikke ville have hjulpet i fx Brønderslev-sagen. Sagen viser, at der er behov for at tage fat i forhold til den berøringsangst, der er for at gå ind i de familier, hvor der er problemer, og for at tage underretningerne mere alvorligt. Hun nævnte en kommune, der er gået ind konkret og har arbejdet med kvaliteten i arbejdet med underretninger.
– Her steg antallet af under-retninger eksplosivt, og det gjorde, at man kunne komme ind og arbejde med forebyggelse.
Adspurgt af ordstyrer Mette Østergaard fra Dagbladet Politiken, stod Mette Frederiksen fast på, at hun ikke vil sætte en øvre grænse for hjælpen:
– Jeg vil ikke sætte loft over hjælpen til udsatte og handicappede. Og så længe der er råd til skattelettelser, er der også råd til at hjælpe de udsatte borgere.
Benedikte Kiær fastslog i flere omgange, at kommunerne heller ikke i dag må bruge økonomien som begrundelse i afgørelser om fx anbringelser:
– De kommuner, der gør det, de bryder loven, sagde hun.
Fra salen anførte Gert Jørgensen, formand for Børnesagens Fællesråd, at der med kommuneaftalen ellers netop er åbnet for, at kommunerne må vægte økonomien som begrundelse – og at det førte til, at unge blev hjemtaget fra døgninstitutioner og opholdssteder og placeret i hybler mere eller mindre overladt til sig selv. Men Benedikte Kiær fastholdt, at det i så fald er lovbrud.
Konventioner og reformer
Anden runde af debatten handlede om voksenhandicapområdet, og her startede Benedikte Kiær med at fastslå, at kammertonen skal tilbage i debatten. Hun pegede dernæst på behovet for at finde frem til de indsatser, der virker, og for at bedre inklusionen i samfundet.
Og for at styrke området som sådan skal også uddannelsen styrkes, sagde hun:
– Det at kunne gøre det bedre på det område, det kræver at ens kompetencer er i top, fastslog Benedikte Kiær.
Hun understregede også, at der skal gøres en indsats for at efterleve FN’s Handicapkonvention, og her henviste Benedikte Kiær til den udredning, der er ved at gøre status over området i forhold til konventionen, så der kan speedes op, hvor det er nødvendigt.
Hun pegede på socialøkonomiske virksomheder som en af de metoder, der kan gavne inklusionen og øge ligeværdigheden, og på det afgørende i at bygge nye boliger og ikke nye institutioner på voksenområdet.
Mette Frederiksen efterlyste ligesom Benedikte Kiær et nyt syn på området.
– Men det er altså et ressourcespørgsmål, for det er et område, hvor det er let at spare. Det er jo en borgergruppe, der ikke altid er i stand til at sige fra. Man filer lidt her og der, og personalet løber hurtigere og hurtigere, og så har vi den der kedelige deroute, sagde hun.
Mette Frederiksen afviste, at mere kontrol og bedre tilsyn løser problemerne – det er symptombehandling. Det handler om grundlæggende strukturelle problemer, sagde hun.
Fra salen efterlyste Sytter Kristensen fra LEV også gennemgribende reformer af området i stedet for udviklingsprojekter – og det ville den daværende minister ikke afvise. Hun henviste til den kulegravning af området, der er færdig til november, og at man så derefter må se på reform-mulighederne.
Se video af hele topmødet via www.kortlink.dk/9kk5