Socialpolitik
Ordkrig om hvidbog
Heftig debat mellem Socialpædagogerne og KL efter offentliggørelsen af forbundets hvidbog om det specialiserede sociale område. Skræmmekampagne, siger KL – nøgtern kritik, svarer Socialpædagogernes formand
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
En hvidbog er normalt en rapport, der helt nøgternt fremstiller fakta, aktstykker og lovgivning på et givent område. Men da Socialpædagogerne kort før valget udsendte en hvidbog om udviklingen på det specialiserede sociale område siden kommunalreformen med titlen ‘Specialtilbud under pres’, så de rødt i den kommunale fællesorganisation, KL:
Socialpædagogernes 60 sider lange hvidbog blev i opfattet som alt andet end nøgtern og blev besvaret med et 18 sider langt notat fra KL, offentliggjort på www.kl.dk under overskriften ‘Myter og fakta om det specialiserede socialområde’ – som så igen har ført til en replik fra Socialpædagogerne, der tilbageviser den faktuelle del af kritikken og kalder den ‘fejlagtig og vildledende’.
Hvidbogen, som det hele handler om, afdækker altså udviklingen på det specialiserede sociale område, siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007. Med andre ord: Hvad har det betydet for det socialpædagogiske arbejdsfelt, at kommunerne et meget langt stykke hen ad vejen overtog ansvaret for området? Hvad har det betydet for fagligheden, for kvaliteten i tilbuddene og for borgerne.
Myter eller valide data?
Og det er der mildest talt forskellige udlægninger af: I et indlæg i denne udgave af Socialpædagogen beskylder KL’s Jane Findahl (SF) og Anny Winther (V) Socialpædagogerne for at bedrive ‘skræmmekampagne’, ligesom forbundets kritik af forholdene på det socialpædagogiske område kaldes ‘helt ude af proportioner’, mens ‘tonen har til tider været skinger’. Se debatindlægget på side 22.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen svarer, at hvidbogen ‘bygger på valide data, undersøgelser og analyser’:
– Vi kan med hvidbogen i hånden påvise, at de specialiserede tilbud rundt om i landet har fået sværere vilkår. Mange af dem er blevet lukket, overført til kommunalt regi eller blevet udvidet med andre specialer. Alt sammen en bevægelse, der koster på socialområdet, fordi det udhuler en væsentlig faglig specialisering. Og så siger vi blot det, vi oplever og erfarer: Der sker en ændring af socialpolitikken, hvor de svageste nedprioriteres uden nogen debat om, hvorvidt det er det vi vil som samfund – det kan vel ikke kaldes skingert.
Afspecialisering?
Hovedkonklusionen i hvidbogen er, at kommunalreformen har ført til en afspecialisering – præcis sådan som en række faglige organisationer og specialister advarede om forud for kommunalreformen. De nye kommuner ville trods sammenlægningerne ikke være store og fagligt rustede til at løfte opgaven, lød det – og det er præcis, hvad der er sket, mener Benny Andersen:
– Når der ikke længere findes en institution, der kan tage sig af blinde og døve børn og gøre dem i stand til at fungere og have et godt børneliv. Eller når tilbud til voksne mennesker med udviklingshæmning skal udvides og også gælde psykisk syge, så giver det en afspecialisering fordi tilbuddet ikke længere kan fokusere på behandling af lige den særlige målgruppe.
– Så kan vi ikke længere tilbyde den behandling, det enkelte menneske har brug for og krav på. Ofte med den konsekvens, at deres situation forværres. Og det vil tage år at genopbygge den viden og ekspertise og målrettede indsats. Det er ikke bare trist og umenneskeligt. Det er direkte imod intentionerne af loven, påpeger Benny Andersen.
Rehabilitering?
KL afviser på sin side, at der er sket en afspecialisering. ‘Det har altid været sådan, at ny faglige viden opdyrkes – og at det opleves konkurrerende af de eksisterende eksperter’, hedder det i KL’s kritik af hvidbogen. Socialpædagogerne begår en fejl, når de ‘kobler specialviden til en bestemt struktur eller organisering af tilbuddet. Det vigtige er, hvilken virkning fagpersoners viden og metoder rent faktisk har for borgerne’, anfører KL og peger på ‘viden om, at megen rehabilitering har vist sig mest effektiv i borgernes hverdagsmiljø’. Som eksempel fremhæves hjerneskadeområdet, som kommunerne overtog fra amterne.
I Socialpædagogernes replik kaldes det ‘pudsigt’, at KL selv fremhæver senhjerneskadeområdet, eftersom forbundet i en nylig undersøgelse påviser, at der bliver færre og færre pladser på botilbud for rehabilitering, at flere og flere henvises til egen bolig, og at der er en tendens til, at senhjerneskadede borgere hjemtages til plejehjem eller bofællesskaber, hvor de andre beboere ofte har medfødte handicap. Og selvom Benny Andersen langt fra afviser, at der oprettes nye gode tilbud i nærmiljøet, er han skeptisk:
– Det sker, men vi får dagligt at vide, at i al for mange tilfælde er det udtryk for besparelser, tilbud uden hensyntagen til menneskernes handicap og behov, og at det sker ikke på baggrund af en individuel vurdering af den enkelt borger, men mere på baggrund af en rungende tom kommunal pengekasse.
Serviceniveauer?
Hvidbogen peger da også på, at kommunerne de seneste år har fået betydeligt strammere økonomiske rammer at arbejde inden for. Hvidbogen påpeger, hvordan det har medført en forvaltning i strid med servicelovens ånd og bogstav.
Det sker i nogle kommuner, anfører Socialpædagogerne i hvidbogen, bl.a. ved at indføre generelle serviceniveauer på handicap- og på børne- og ungeområdet. Det duer ikke, for den enkelte har ret til den hjælp, hun eller han har brug, og tilbuddet skal tilpasses individuelle behov og ikke tillempes et generelt niveau, hedder det.
Men det afviser KL: I sin kritik af hvidbogen peger KL på en række eksempler på konkrete kommunale serviceniveauer og –strategier og fremhæver, at den sociale indsats også skal tage hensyn til, at ‘skatteydernes penge forvaltes ansvarligt’, skriver KL og henviser til en udtalelse, som daværende socialminister Benedikte Kiær fremsatte i et samråd i april 2010, hvor hun sagde, at ‘kommunerne er naturligvis forpligtet til at inddrage saglige økonomiske hensyn, dvs. vurdere om man får den rette indsats til den rette pris.
I sit svar peger Socialpædagogerne til gengæld på, at selvsamme minister ved gentagne lejligheder har sagt, at kommunale serviceniveauer ikke må afløse den konkrete individuelle vurdering.
– Det kan man ikke. Man kan ikke bruge lofter, det er faktisk fuldstændig i modstrid med det, der står i serviceloven, sagde ministeren kort før valget på Socialpædagogernes valgtopmøde.
Samarbejde?
Og sådan bølger kritik og modkritik frem og tilbage i hvidbog, kritik og modkritik.
– Men vi må fastholde, at serviceloven er en kompensationslovgivning med rettigheder til de borgere, det handler om. Der er ikke tale om et driftsområde på linje med andre velfærdsområder. Men KL har hidtil glimret ved ikke at ville diskutere en anden form for finansiering overhovedet, siger Socialpædagogernes formand, der peger på, at der er stort behov for overblik:
– Lad os først og fremmest få en grundig analyse af området og af, hvordan det specialiserede sociale område skal varetages fremover. Vi synes fx der er god mening i at tilbageføre en del af opgaverne til regionerne, der både har størrelsen og den faglige tyngde, siger Benny Andersen og lægger op fælles bestræbelser:
– Vi siger ja til konstruktivt samarbejde også med KL om, hvordan vi tager de næste skridt og gør det, kommunerne sagde, de ville, da de overtog området i 2007, nemlig udvikling fremfor afvikling. Vi fører selvfølgelig ikke skræmmekampagne, men vi ønsker en debat om de socialpolitiske indsatser og holdninger. Det er ikke nok at overlade den debat til den enkelte kommune – den debat må vi også have på landsplan, siger Benny Andersen.
Download hvidbogen via www.kortlink.dk/9kpc. Læs KL’s kritik via www.kortlink.dk/9kpe. Læs forbundets tilbagevisning via www.kortlink.dk/9kpg