Udviklingshæmmede

Deres ret til selv at bestemme spares væk

Kommunerne sparer både på personale og penge, som ellers skulle hjælpe den handicappede til at kunne leve et selvstændigt liv. Kommunerne har forskellig praksis, og fremtiden kan blive rigtig dyr for de udviklingshæmmede, lyder det fra fagfolk, der efterlyser retningslinjer for, hvad tingene må koste for de udviklingshæmmede

Af Lone Mare Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Louise Thrane Jensen

Udviklingshæmmedes liv ligger på skrivebordet hos de kommunale sagsbehandlere. Det er her, man beslutter, om de kan få en hjælper med på ferie, om de kan få hjælp til rengøring, og hvor meget pædagogisk støtte, de kan få i botilbuddet. Det kommunale serviceniveau er mange steder lagt så lavt, at de individuelle hensyn, som ligger i serviceloven, tilsidesættes. Der bliver sparet på personale. De udviklingshæmmede bliver samlet i bundter.

Sådan lyder de skræmmende billeder fra en lang række fagfolk, udviklingshæmmede og pårørende, som Socialpædagogen har talt med. De fleste foretrækker at være anonyme, men nedenfor giver vi ordet til et par, som godt vil stå frem.

– De udviklingshæmmedes ret til selv at bestemme over deres eget liv er ved at blive sparet væk, siger Socialpædagogernes lokalkredsformand i Østjylland, Verne Pedersen.

– Vi hører for eksempel om, at en udviklingshæmmet skal have hjælp til at gå på socialkontoret, men det er der ikke tid til, så han må selv gå. Da han ikke magter samtalen, bliver han voldelig og får efterfølgende karantæne. Dermed ryger han ud i endnu større problemer, som kunne være undgået, hvis der var tid til at hjælpe ham.

– Det er barskt for medarbejderne at se på, at de udviklingshæmmede ryger ud i yderligere frustrationer, fordi der ikke er tid til at give dem den støtte og hjælp, de både har krav på og behov for, siger Verne Pedersen.

– Samtidig sparer kommunerne også på udgifter til medarbejdernes faglige efteruddannelse og supervision, så det belaster arbejdsmiljøet yderligere.

Hun er bekymret for, at man ikke længere kan leve op til servicelovens bestemmelser om, at der skal tages individuelle hensyn til borgerne, og at de skal kompenseres for deres handicap.

– Jeg kunne godt tænke mig, at der blev lavet en undersøgelse blandt vores medlemmer af, hvor meget der er blevet skåret, siger Verne Pedersen.

Fuglekær Fuglekær Udviklingscenter har plads til 39 beboere. 12 af dem i almindelige boliger, der er oprettet efter lejeloven. Af dem er fem domsanbragte. 27 bor i botilbud, der er oprettet efter Servicelovens §108. Af dem er omkring en tredjedel domsanbragte. Der er 110 ansatte, dels socialpædagoger, medhjælpere, vikarer og praktisk personale.  Læs mere på www.fuglekaer.dk

 

Forvalter af kommunale beslutninger

– Kommunerne sætter dagsordenen, og lederne på botilbuddet er ifølge lovgivningen mere eller mindre blevet gjort til forretningsbestyrere af de kommunale boformer, siger forstander Anna Lise Bredahl, Fuglekær Udviklingscenter (se faktaboks på næste opslag).

Hun har været med i 47 år og har taget turen fra de store institutioner, hvor beboerne fik lommepenge og hen over 1990’erne, hvor de fik udbetalt deres egen pension, ret til en bolig og ret til at bestemme over deres eget liv. Medarbejderne skulle arbejde ud fra, at det drejede sig om at understøtte beboerne i udvikling, selvbestemmelse og medbestemmelse. De skulle have et liv så tæt på det normale som muligt.

Det betød rent lovgivningsmæssigt, at beboerne så vidt muligt skulle kompenseres for deres handicap. Kunne man for eksempel ikke selv gøre rent, så var det en del af den ydelse, botilbuddet skulle give. Det samme med vask og andre personlige forhold. Og det skulle ikke koste ekstra. Også et fritidsliv, skulle der være plads og økonomi til. Lederen af institutionen havde kom petence til at bestemme, hvem der for eksempel kunne optages, hvem der skulle videre i systemet, hvilken hjælp, der skulle ydes, hvilke rejser, man kunne komme på. Det skete i samarbejde med de tidligere amter.

I dag har kommunerne trukket hele myndighedsansvaret væk fra de sociale tilbud. 

– Nu ligger myndigheden i kommunen, og den kommunale styring rækker lagt ind i beboerens liv, fordi kommunerne lægger standarden for, hvad vi må yde, siger Anna Lise Bredahl og giver et eksempel:

En beboer på Fuglekær kan kun opholde sig uden for institutionen, hvis han er ledsaget af to medarbejdere. Han skal på besøg hjemme hos forældrene, men sagsbehandleren i hans hjemkommune skriver tilbage, at kommunen ikke vil betale for, at han skal besøge sine forældre.

– Vi kan komme i den situation, at kommuner beslutter at udskrive en beboer, selv om vi fagligt anbefaler noget andet. Det svarer til, at fordi det går godt med en epilepsipatient, tager man medicinen fra ham uden at sikre sig, at han har noget andet at sætte i stedet.

Hun samarbejder dagligt med 10-12 kommuner, der hver især har forskellig faglig tilgang til deres borgere og forskellige niveauer for den service, de skal modtage.

Vil kommunerne betale?

Skal en af beboerne på Fuglekær på ferie med en ledsager, er reglerne i dag sådan, at pengene til personaleudgifter skal findes i den takst, som kommunen allerede betaler for pladsen. Tidligere betalte beboerne for personalets rejseudgifter.

– Men det må de ikke mere. Nu skal pengene tages af budgettet, men vi har ikke fået forhøjet taksten, og vi har ingen mulighed for at betale personalets rejseudgifter ud af vores drift. Det  bliver en stor kvalitetsnedgang for beboerne, siger Anna Lise Bredahl.

– Det store spørgsmål, når der fremover skal beregnes takster, er om kommunerne så er parate til at betale rejseudgifterne for det personale, som ledsager de udviklingshæmmede på ferie. Eller når de skal ud at spise, i biografen eller til koncert og så videre, siger Anna Lise Bredahl.

Det er helt til Klods Hans

Hvis beboerne selv har råd til at betale for hjælpen, må denne findes uden for Fuglekær, da institutionen ikke må sælge personaleydelser til beboerne. 

– Det er helt grotesk, at vi skal til at kontakte et vikarbureau for beboeren, som så skal betale en vildtfremmed for at tage med på ferie. Beboerne her er kriminelle eller meget vanskelige mennesker, og dem kan et vikarbureau ikke uden videre klare. Og så oven i købet på en ferietur, hvor de er i uvante omgivelser.

– Det er helt til Klods Hans, at en beboer godt må betale for at få en hjælper med gennem et vikarbureau, men ikke få hjælp af den pædagog, som man kender og er tryg ved, siger Anna Lise Bredahl. Hun forudser, at fremtiden kan blive rigtig, rigtig vanskelig – og dyr – for de udviklingshæmmede, og hun efterlyser nogle retningslinjer for, hvad tingene må koste.

– Ellers bliver der mange forskellige måder at gøre det på, efterhånden som økonomien strammer mere og mere til i kommunerne. Som det er nu, har kommuner hals og håndsret over beboerne, og jeg tror, at man er begyndt at kigge på, om det kan gøres billigere: Behøver de for eksempel overhovedet at rejse, komme i biografen, til fodbold, behøver de at få gjort rent en gang om ugen, behøver de at besøge familien, behøver de … Listen kan blive rigtig lang, siger Anna Lise Bredahl.