Udviklingshæmmede

Kan de ikke selv tage på ferie, må de blive hjemme

Mange kommuner er begyndt at tage betaling for ferie og mad, og pædagogisk bistand er erstattet af vaskerier og rengøringsselskaber. De udviklingshæmmede betaler regningen, og det er de mest handicappede som betaler mest, lyder det fra LEV og ULF. ‘Vi bliver nødt til at få vurderet, om det er et lovligt serviceniveau’, siger LEV

Af Lone Mare Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Louise Thrane Jensen

Dagligt sender Billund Lufthavn adskillige rejsende af sted til eksotiske destinationer rundt om i verden. Men færre af dem vil fremover være udviklingshæmmede. Billund Kommune har netop vedtaget, at de af kommunens udviklingshæmmede borgere, som har brug for en hjælper, ikke længere kommer på ferie. Det har kommunen ikke råd til. De udviklingshæmmede vil i stedet få tilbudt tre endagsture.

Kommunalforvaltningen har også et bud på, hvad de tre dage skal bruges til. Det kan være ‘forårsfest, teaterbesøg eller en-dags musikfestival’. Og hvordan det skal ske, har forvaltningen allerede besluttet: ‘Dagsaktiviteterne vil foregå som fællesarrangement i det enkelte tilbud eller i samarbejde med andre tilbud på området’.

– Men det er ikke et acceptabelt tilbud, siger politisk konsulent i LEV, Thomas Gruber.

– En far har skrevet til os og spurgt, hvad han skal gøre som forælder. Han spørger om det kan være rigtigt, at deres søn på 27 år ikke kan komme på ferie med jævnbyrdige, men må ‘nøjes’ med sine forældre. Han føler ikke, at de kan erstatte de ferieoplevelser og det sociale samspil, som han har med de andre bofæller og med personalet.

– Billund Kommunes beslutning er dybt bekymrende, siger Thomas Gruber.

Der er dog umiddelbart ingen forståelse at hente i kommunen. I brevet til forældrene skriver kommunen, at den har lagt sig fast på det serviceniveau, der skal gælde for ydelser til udviklingshæmmede, og Billund Kommune har besluttet, at ‘ydelsen ferieture’ bortfalder. Begrundelsen er blandt andet, at ferieture er en såkaldt ‘kan-ydelse’ og ikke en ‘skal-ydelse’. Det vil sige, at kommunen ikke behøver at hjælpe udviklingshæmmede med at komme på ferie.

LEV har svært ved at forstå, at de udviklingshæmmede i Billund Kommune ikke kan komme på ferie med en hjælper. Det er langt fra servicelovens bogstav, mener Thomas Gruber.

– Vi bliver nødt til at få vurderet, om det er et lovligt serviceniveau.

Spørgsmålet om, hvad et lovligt serviceniveau er, er blevet højaktuelt efter økonomiaftalen for 2012 mellem regeringen og KL, hvor kommunerne fik lov til selv at bestemme, hvilket serviceniveau, de fremover vil lægge over for handicappede og andre udsatte grupper. Kravet er dog, at serviceniveauet skal ligge inden for lovens rammer.

Nogle gange har de udviklingshæmmede så store udgifter, at de penge, de har tilbage til egne personlige fornødenheder, for eksempel frisør, forsikringer og tøjindkøb, ligger under det af staten vedtagne grundbeløb, som er det absolutte minimum, en borger i dette land skal kunne klare sig for, fortæller Thomas Gruber.

– Mønsteret er, at det er dem med de største handicaps, som kommer til at betale mest. Dem, der ikke selv er i stand til at deltage enten i madlavning eller rengøring.

Hvordan bliver du skåret? Hvordan oplever du nedskæringerne og spareplanerne for 2012? Vi hører gerne fra dig, hvis du og din arbejdsplads er ramt på de pædagogiske kerneydelser, eller hvis din kommune lægger an til store indgreb på fx børne- og ungeområdet eller voksenhandicapområdet. Vi ved, det kan være svært at stå frem med kritik, så vi behandler alle henvendelser fortroligt. Hvis vi vælger  at gå ind i netop dit eksempel, får du selvfølgelig mulighed for at tage stilling til din medvirken i artikler i bladet. Skriv til os med konkrete eksempler fra arbejdspladsen eller kommunen, hvis du føler, at nu har nedskæringer og besparelser taget overhånd. Skriv til redaktionen@sl.dk – skriv ‘Nedskæringer’ i emnefeltet. Redaktionen

 

Mange gør som Billund

Men Billund er langt fra alene om at spare på udgifterne til de udviklingshæmmede, viser henvendelser til LEV og ULF.

En hurtig gennemgang af de mange sager fortæller, at der hersker kaos og vild forvirring om, hvordan reglerne skal fortolkes.

Mens Billund og mange andre kommuner foretrækker at lade de udviklingshæmmede blive hjemme, så er Køge Kommune en af de kommuner, som ikke har noget imod at sende dem af sted på ferie. De skal bare selv betale for hjælperens løn og rejseomkostninger, også selv om en sådan praksis er i strid med kommunalfuldmagten, som fastslår, at en kommune ikke må sælge personaleydelser. 

Det kan være rigtig dyrt at komme på ferie, når man også skal betale for en hjælper. I sommer beskrev medierne, hvordan en udviklingshæmmet beboer i Køge Kommune havde betalt 18.000 kr. for fem dages ferie i Kolding. 

Køge Kommune har desuden lagt et serviceniveau, som siger, at beboerne kun kan få ledsagelse i fem dage, også selv om de selv betaler personalets løn. Det betyder, at man ikke kan tage en chartertur til udlandet, da de typisk varer en uge.

Andre kommuner ‘nøjes’ med at lade beboerne betale det overenskomstaftalte kolonitillæg, som medarbejderne har krav på, når de er på ferie med beboerne.

Andre igen kræver, at beboerne betaler løn både til dem, der er med på ferie, og til vikarerne, der er på botilbuddet imens.

ULF, der hvert år arrangerer deres egne ferieture, kan fortælle om et bosted, hvor alle fem beboere og tre medarbejdere deltog. Beboerne betalte løn og rejseomkostninger for medarbejderne. Og det undrer politisk rådgiver Jane Jensen:

– Var de fem blevet hjemme, var det det samme personale, som skulle hjælpe dem, og det ville ikke koste de udviklingshæmmede noget.

Men nogle kommuner vælger at gå andre veje. En af dem er Hillerød Kommune, der har lagt et serviceniveau, hvor der er også er taget hensyn til, at de udviklingshæmmede, som har brug for det, skal støttes i at have et socialt liv uden for bostedet. Kommunen fastslår således, at beboerne hvert år har ret til ferie med ledsager – og det skal man ikke betale for.

Kostfremstillingstillæg

Det er ikke kun ferierne, kommunerne sparer på. Flere steder forsøger man også på anden vis at hente penge op af lommen på de udviklingshæmmede, viser sagsmapperne hos LEV.

I Mariagerfjord Kommune har man for eksempel opfundet begrebet ‘kostfremstillingstillæg’. Beboere, som ikke selv kan hjælpe til i køkkenet, når der bliver lavet mad, skal fremover betale et tillæg på 800 kr. om måneden.

Man skal kunne bidrage væsentligt til ‘kostfremstillingen’ for at slippe for bidraget. Det er  altså ikke tilstrækkeligt bare at sidde og nuldre med en kartoffel ved siden af den socialpædagog, der laver maden.

Hos LEV er man bekymret for udviklingen.

– Det kan godt være, at kommunen har ret til at opkræve beløbet, men beboeren bør ud fra ligebehandlingsprincipperne i serviceloven få kompensationen for det, der skal betales i kostfremstillingstillæg, siger Thomas Gruber.

Han hæfter sig også ved, at kommunen flytter pædagogtimer væk fra de dårligst fungerende beboere.

– Hvis man selv kan medvirke til madlavning, bliver der ikke opkrævet et beløb, fordi det så anses for at være en pædagogisk aktivitet, og den skal beboerne ikke betale for.

I Mariager ligger Sødisbakke, der er et pædagogisk botilbud under Region Nordjylland med 10 boafdelinger, dagtilbud og en række serviceafdelinger. Det er kun beboere fra Mariagerfjord Kommune, der skal betale et ‘kostfremstillingstillæg’.

Rengørings fi rma i stedet for pædagoger

Både ULF og LEV får beretninger om, at kommuner sætter dagsordenen et langt stykke ind i den udviklingshæmmedes liv. Ydelser, der tidligere var en del af et botilbud, bliver nu hevet ud og opkrævet særskilt.

Engang var rengøring og tøjvask for eksempel en del af botilbuddets ydelser, som beboerne ikke skulle betale for. Det blev betragtet som en pædagogisk aktivitet, hvor beboeren deltog, og nogle lærte selv at klare nogle ting. 

Men den tid er forbi i nogle botilbud. Det pædagogiske støttearbejde er afløst af et rengøringsfirma og et vaskeri ude i byen. Det er der ikke meget udvikling i for beboeren, mener Jane Jensen fra ULF.

– Man bliver mere selvhjulpen, hvis man får hjælp til at gøre tingene selv. Men i det kommunale budget kan man spare personaleudgifter, og beboerne betaler udgifterne. En beboer betaler for eksempel 900 kr. om måneden for rengøring i sin toværelses lejlighed, fortæller Jane Jensen.

Besparelserne på personaletimer kan også mærkes på beboernes sociale liv, fordi de fx ikke  kan komme til Sølund Musik Festival, på ferie eller til andre ting, der foregår ude i samfundet, og derfor bliver de ikke en del af samfundslivet.

– For eksempel når beboerne på et bosted skal være i seng kl. 22.00 og kun må få gæster, når det passer ind i personalenormeringen. Eller hvis du for eksempel er blevet visiteret til tre gåture om ugen, og solen skinner og man gerne vil ud på en fjerde tur, så kan man kun komme ud ved at tilkøbe sig til en ekstra gåtur.

Du får kun hjælp til det, kommunen skønner, du har brug for, siger Jane Jensen.

De svageste betaler mest

Det er kun toppen af isbjerget, vi ser i LEV, fortæller Thomas Gruber.

– Mange er tilbageholdende med at gøre noget, selv om de ikke er tilfredse med de regninger, deres pårørende skal betale.

En mor skriver til LEV om sin multihandicappede søn, der intet sprog har, han er blind og kørestolsbruger. Han skal derfor hjælpes med alt. Han får pension, og når han har betalt sine udgifter, er der 1.798 kr. tilbage om måneden. Heraf går 500 kr. til livsnødvendig medicin, tilbage er små 1.300 kr., som bl.a. skal dække frisør, tandlæge, forsikring, ferie, fritidsaktiviteter og tøj. Samt større indkøb som støvsuger og køleskab. Han kan kun klare hverdagen med økonomisk støtte fra forældrene.

Han har ikke mulighed for at skifte til en billigere bolig, da han er afhængig af hjælp døgnet rundt, og den slags botilbud hænger ikke just på træerne.

LEV får flere og flere sager om udgifter, som beboerne skal betale, fortæller Thomas Gruber:

– Der er sket en voldsom acceleration i, hvad beboerne skal betale for. Og det ser ud til, at flere kommuner har ‘glemt’ at overholde serviceloven, som blandt andet betyder, at beboerne skal kompenseres for deres handicap, og de må ikke påføres udgifter, som er en følge af handicappet.

Ifølge LEV er der hårdt brug for, at området bliver grundigt gennemgået, og at man opstiller retningslinjer for, hvordan kommunerne kan lægge et serviceniveau, som holder sig inden for principperne i serviceloven.