Social bæredygtighed
Empowerment på kajen
Mens gæsterne til Tunø Festival i juni ventede på en plads på den tætpakkede færge i Hou, stod en gruppe kontanthjælpsmodtagere og udviklingshæmmede med deres pædagoger klar til at servere forfriskninger fra salgsvognen, Den Gyldne Reje. Initiativet har rod i tanken om social bæredygtighed
Af Jette Merete Axelsen, redaktionen@sl.dk
Foto: Rasmus Baaner
Det knager i bolværket efterhånden som køen af festivalgæster til Tunø vejer til og får færgen til at krænge. På kajen fjerner med arbejderne spor fra servering af fadøl, kaffe og mad fra den ombyggede fiskeudsalgsvogn, Den Gyldne Reje. Det er ikke nyt for dem, det dér med at servere. Til dagligt arbejder de i Café Pakhuset i Odder.
Café Pakhuset er et pædagogisk beskæftigelsesprojekt for udviklingshæmmede og andre borgere med forskellige former for problemer. Grundpræmisserne for det pædagogiske arbejde bygger på tankegangen om social bæredygtighed, og den pædagogiske tilgang er empowerment.
‘Skal vore liv blive væsentlige, må den enkelte også betros retten, evnen og friheden til at tage vare på egne forhold i frie fællesskaber’.
Idéen om social bæredygtighed er ikke ny, for sådan skrev N.F.S. Grundtvig i midten af 1800-tallet i forbindelse med sit oplysningsprojekt, der skulle rejse almuen, så de med tiden kunne tage del i demokratiske beslutningsprocesser.
For Astrid Marie Nielsen, stedfortræder, og Birthe Egholm, leder i Odder Kommunes bostøttetilbud, Åhusene og Café Pakhuset, er budskabet stadig aktuelt. For seks år siden tog de initiativet til at etablere Café Pakhuset som beskæftigelsestilbud for voksne udviklingshæmmede.
– For mig at se, er udviklingshæmmede og andre marginaliseringstruede vor tids almue. De er myndige borgere, men bliver ikke betroet myndighed til at have indflydelse på deres egne vilkår, siger Astrid Marie Nielsen.
En for alle – alle for en
På havnen i Hou tilbage i juni kommer kundestrømmen til Café Pakhusets midlertidige filial
i bølger, som følger Tunø-færgens kommen og gåen. Lige efter en afgang er der tid til at få fyldt flere pølser på grillen, brygget frisk kaffe og til at tage sig en lille pause i arbejdet. Støt og roligt fyldes pladsen ved landgangsbroen atter af en ny flok festivalgæster, der lige kan nå at få stillet sult og tørst ved Den Gyldne Reje.
Medarbejderne fra Café Pakhuset har hurtigt fundet ind i rytmen og forstår at nyde den nye udfordring, de står i. De er vant til at fortælle folk om caféen, og de udgør en god reklame for deres arbejdsplads.
At der også kan være en smutter, må man tage med. En af de pædagogiske medarbejdere er i gang med at fortælle en videbegærlig kunde om den måde, man arbejder på i caféen, da kunden interesseret spørger:
– Er du så også udviklingshæmmet?
Brugerne ville drive cafe
Det var en brugerundersøgelse blandt beboerne i Åhusene, der satte skub i projekt Café Pakhuset. Undersøgelsen viste, at alle var stort set tilfredse med deres bolig og deres økonomi, men for en del af beboerne var beskæftigelsestilbuddene på aktivitetscentrene ikke optimale. De følte sig isolerede og ville gerne ud blandt almindelige mennesker i byen.
Det gamle pakhus ved banegården midt i Odder stod ubrugt hen det meste af dagen, og idéen om at drive café på stedet som beskæftigelsestilbud tog form. Kommunens socialudvalg bakkede op om idéen, og Astrid Marie Nielsen cyklede rundt til virksomheder i byen og fik håndslag på, at de ville deltage i projektet ved at tilbyde praktik- og arbejdspladser for et antal udviklingshæmmede og kontanthjælpsmodtagere.
Det skulle være et sted med en høj grad af medbestemmelse og muligheder for at prøve sig selv af. Initiativtagerne udarbejdede en projektbeskrivelse, søgte og fik bevilget en pose penge fra EU’s socialfond, som kunne understøtte arbejdet de første halvandet år. Målet var at skabe et sted, hvor brugerne skulle være med til at sætte rammerne for, hvad caféen skulle indeholde.
Vi skal avle social ansvarlighed
– Handicappede og folk fra matchgruppe tre er ikke bare samfundets dødvægt, som koster en hulens masse penge. De skal have mulighed for at give noget værdifuldt tilbage, siger Astrid Marie Nielsen.
I begyndelsen mødte de to initiativtagere en smule skepsis fra folk, som mente, at projektet var lige lovligt idealistisk, men de fastholder fortsat, at det kan lade sig gøre at skabe plads til de svageste i samfundet. Og de mener, der ligger en vigtig opgave for pædagoger og andre socialarbejdere i at bane vejen, for de kan ikke selv.
– Vi tror på, at vi kan skabe socialt arbejde, som ikke koster ret meget, og at det samtidig giver arbejdsglæde og mulighed for at sprudle af spontanitet, kreativitet og fleksibilitet, siger Birthe Egholm, og Astrid Marie Nielsen supplerer:
– Når vi arbejder for socialt medborgerskab, skal vi sætte fødderne nogle steder, hvor vi ikke traditionelt har sat dem. Vi skal ud og vise, hvad vi kan.
I Café Pakhuset praktiseres der pædagogik for åbent tæppe. Det sker dagligt, at gæsterne undrer sig og stiller spørgsmål, som de må besvare. Borgerne får på den måde et kig ind i en verden, de ikke kender ret meget til.
Pædagoger er vant til at tænke i social vækst. Det er noget, som kræver tid, og som er svært at måle. Astrid Marie Nielsen og Birthe Egholm opfordrer til at kæmpe for at vise omverdenen, at social vækst frigiver både menneskelige og økonomiske ressourcer, og at vi skal insistere på at ville samarbejde med mange forskellige parter om de bedste løsninger på sociale opgaver.
– Det er lykkedes at få mange af vores brugere videre til almindelige arbejdspladser i kortere eller længere perioder ad gangen. Sammen med kommunen og erhvervslivet har vi skabt et tværsektorielt samarbejde, som gør os stærke og synlige i lokalsamfundet, fortæller Astrid Marie Nielsen.
– Efterhånden mærker vi, at vi bliver anerkendt for vores indsats af vores samarbejdspartnere, og vi glæder os over, at byens borgere og dermed caféens kunder, er gode til at give os positive tilbagemeldinger, slutter Birthe Egholm
Oversat til asperger’sk
Ved Den Gyldne Rejes fadølsbar står et par modne kvinder pænt pyntede både udenpå og indeni. De er allerede i flirtende festivalhumør, og den ene udbryder:
– Hvis jeg nu bestiller to fadøl hos dig, hvad vil du så gøre til gengæld? Vil du synge en sang?
Ved ølhanen står Jacob Toft. Han har aspergers syndrom og har svært ved at tolke ironi, så han kigger desorienteret på sin pædagog. Han ved ikke, hvad der forventes af ham. Pædagogen oversætter meldingen, så han forstår, at det er en lystighed fra damens side. Han smiler lettet og svarer på tiltalen:
– Synge? Nej, det skulle du nu ikke ønske dig, for det vil ikke blive kønt!
Læs den oprindelige projektbeskrivelse på www.aahusene-odder.dk under menupunktet, Café Pakhuset.
Læs i øvrigt om caféen på www.cafepakhuset.dk