Social bæredygtighed

Pædagoger som bannerførere

Social bæredygtighed som begreb har formentlig altid eksisteret, og det er et relativt nyt fænomen, at nogle mennesker passivt forsørges af det offentlige. Ifølge lektor Gordon Vicenti skal pædagoger gå foran for at ændre på samfundets strukturelle betingelser, så alle får mulighed for at få plads som ligeværdig medborger

Af Jette Merete Axelsen, redaktionen@sl.dk
Foto: Rasmus Baaner

Hvis vi skal væk fra, at det offentlige betragter samfundets svageste medborgere som økonomisk dødvægt – og det skal vi – er det for mig at se pædagogers og socialrådgiveres største udfordring i vor tid at være med til at bane vejen for de mennesker, som ikke har evnen til at skabe forandring selv.

Sådan siger Gordon Vincenti, der er seniorlektor ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus.

Gordon Vincenti har skrevet og holdt forelæsninger om empowerment og social bæredygtighed gennem flere år. Ifølge ham er der brug for, at pædagogerne skal ud at advokere for deres brugere med alle de metoder, de mestrer.

– Empowerment handler både om, at man skal høre, hvad folk siger og tage deres ønsker alvorligt, og at alle skal lære at bruge sine demokratiske rettigheder til at få indflydelse på egne liv. Det er ikke nok at give folk en stemme, hvis de ikke ved, hvordan de skal blive hørt. Det er den dobbelthed, jeg finder tiltalende ved empowerment, siger Gordon Vincenti.

Ifølge ham er det pædagogerne, der er de bedste til at sætte processer og projekter i gang, der kan være med til at forbedre vilkårene for de svageste i samfundet. Der skal arbejdes på flere fronter:

I mødet med den enkelte, er det pædagogens opgave at gå i dialog med brugeren om, hvilke ønsker han har til sit liv, og at lære ham, hvordan han når dem.  

– Det er her, pædagogens evne til omsorg, empati og dét at kunne se muligheder frem for begrænsninger, bliver sat i spil, siger Gordon Vincenti.

Ved deltagelse i den offentlige debat på vegne af sin bruger skal pædagoger være med til at påvirke samfundsstrukturerne, så der bliver plads til, at han kan blive ligeværdig medborger.

– Med andre ord skal pædagoger ikke lade sig begrænse af rammerne. Hvis loven er forkert i forhold til handicappedes muligheder, må man påvirke politikerne til at tage de rigtige beslutninger. Vi har alle en forpligtelse til at betragte handicappede som individer med ret til selvbestemmelse, siger Gordon Vincenti og fortsætter:

– Hvis man udelukkende gør det, man har fået besked på ud fra de udstukne rammer, betragter man sin bruger som objekt. Hvis de skal blive til subjekter, må pædagogen hjælpe processen i gang ved at gå ud og banke på nogle døre for dem og sige: ‘Hallo, jeg har også ret til at blive hørt, og jeg skal have samme muligheder og rettigheder som andre borgere’.  

Gordon Vincenti Seniorlektor i Socialt arbejde på Socialrådgiveruddannelsen på VIA University College i Århus. Cand. Scient.pol. fra Cambridge University, magistergrad i udviklingsarbejde, to diplomer i konfliktløsning. Uddannet socialrådgiver i Danmark. Har bl.a. udgivet ‘Community Work in the Nordic Countries – new trends’ på Universitetsforlaget.

 

Spræng rammerne, kom ud af kasserne

Empowerment er en fin metode til at opnå social bæredygtighed, men Gordon Vincenti peger på faren ved, at man lader sig fastlåse af en enkelt metode. Han advarer om, at det hurtigt kan blive projektet, der skal passe til metoden og ikke omvendt. Han opfordrer til, at pædagoger tænker ud af kassen og bruger hele arsenalet af metoder, når de sætter et mål.  

– Det ligger i pædagogers faglighed mere end hos nogen andre at udtænke kreative løsninger. Det er der brug for, så jeg opfordrer pædagoger til at slippe kreativiteten løs. Pædagoger er fagligt enormt dygtige og velkvalificerede, så jeg ved, at de kan gå uden for egne tankerammer og finde nye måder at nå frem til deres mål, siger han.

Serviceloven, som trådte i kraft i 1998, ophævede det traditionelle institutionsbegreb, så mulighederne for at nytænke ligger åbne. Gordon Vincenti synes ikke, man skal lade sig nøje med de rammer, som det offentlige udstikker i form af bevillinger og lignende, når man sætter et projekt i gang.

I stedet skal man være åben for, at der kan være andre samarbejdspartnere, som man med fordel kan få med til at løse opgaven. Det kan være folk fra det lokale erhvervsliv, foreninger eller andre, som kan byde ind med deres kompetencer eller økonomiske midler. Han er overbevist om, at de fleste gerne vil være med til at løse sociale opgaver og tage et medansvar.  

– Jo flere man inviterer med i sit projekt, jo mere bæredygtigt bliver det. Hvor det før kun havde ét ben at stå på – nemlig det offentlige – får det nu mange ben. På den måde er det knapt så sårbart, hvis et af benene forsvinder. Samtidig vil man stå stærkere overfor det offentlige, når man har erhvervslivet, interesseorganisationer og foreninger i ryggen. Man er ikke så afhængig af bevillinger, når man har mange forankringer, forklarer Gordon Vincenti.

Også økonomisk bæredygtighed

– Der er brug for pædagoger, som med indgående kendskab til deres brugere lægger kursen og sørger for, at den bliver holdt. Derudover skal de bruge deres kreativitet til at få fat i andre, som kan være med til for eksempel at skaffe kapital eller praktikpladser eller bare give en hånd med, siger Gordon Vincenti.

Man skal ikke være blind for, at man kan lære noget fra andre faggrupper. For eksempel har erhvervslivet mere forstand på, hvordan man får det bedste ud af en virksomhed, hvor lille den end måtte være. Gordon Vincenti tror ligefrem, det vil være muligt at sælge aktier i et pædagogisk projekt, hvor afkastet ikke er penge, men glæden ved at være en del af det. Han er overbevist om, at jo mere selvkørende pædagogiske projekter bliver, jo bedre er det for det enkelte menneskes chancer for reel medbestemmelse, og jo bedre er det oven i købet for samfundsøkonomien.  

– Hvis vi ikke lærer mennesker at klare sig selv, vil de ressourcer, vi bruger på at gøre ting for dem, hurtigt blive låst fast i permanente opgaver. Men i takt med, at man blive mere selvhjulpen, vil der frigives ressourcer, som kan bruges til den næste, der får brug for hjælpen, forklarer han og slutter:

– Det er mere nødvendigt end nogensinde at arbejde på at skabe social og økonomisk bæredygtighed. Jeg har ikke den færdige løsning på hvordan, men jeg planter nogle tanker, som jeg håber, vil slå rod.