Synspunkt

Det skal være svært at arbejde med andre mennesker

Af Peter Westergaard Sørensen, Inge Tylvad Andersen og Helle Gaarde Udviklingshuset/HR, Sønderborg Kommune og Steen Boris Hansen, forstander Bosager, Brohaven, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Pædagogisk arbejde er en vanskelig disciplin. Det handler i høj grad om at kunne iagttage og forsøge at forstå nuets ubegribelige kompleksitet, og at kunne handle på baggrund af denne forståelse.

Der findes ingen lette løsninger. Nuet kan ikke sættes på formel. Ligegyldigt hvor meget medarbejderen ved og forstår teoretisk er det altid i nuet, i relationen, i kommunikationen og igennem handlingerne, virkeligheden skabes. Det er i det medmenneskelige møde, medarbejder og borger bliver til for sig selv og hinanden.

Pædagogikken kan derfor ikke tilrettelægges ved et møde, i en handleplan, ud fra særlige metoder eller aftaler og beslutninger. Pædagogikken er en dans, hvor trinene opfindes og afstemmes, mens dansen foregår.

Fire kernekompetencer

Det er nødvendigt for medarbejderne at udvikle fire kernekompetencer, hvis det skal være  muligt at skabe øjeblikke af særlig værdi for borgeren. Kernekompetencerne er centrale, hvis mødet skal understøtte borgerens mulighed for at opleve og forstå sig selv som et unikt, værdifuldt og selvstændigt menneske. De fire kernekompetencer er:

• Medarbejderens forståelse af sig selv som iagttager.
• Medarbejderens forståelse af relationen som omdrejningspunkt for menneskelig tilblivelse.
• Medarbejderens forståelse af egen og borgerens kontekst samt kontekstens betydning for oplevelse og handlemuligheder.
• Medarbejderens forståelse af kulturen som et socialt mulighedsfelt der konstant skabes og genskabes.

De fire kernekompetencer udgør et afgørende fundament under borgerens selvbestemmelse og inkludering. De skaber ikke i sig selv selvbestemmelse og inkludering, men de understøtter borgerens oplevelse af sig selv som et særligt og enestående menneske, der har ret til at træffe vigtige valg i sit liv. Uden denne oplevelse er selvbestemmelse og inkludering illusoriske skueværdier.

Kernekompetence 1: Medarbejderens forståelse af sig selv som iagttager

‘Jeg tager udgangspunkt der, hvor borgeren er’, eller ‘jeg arbejder med hele mennesker’ – det er ofte brugte sætninger i den pædagogiske verden.

I forhold til vores teoretiske udgangspunkt tager medarbejderne imidlertid ikke udgangspunkt der, hvor andre er, men alene i det billede de har inden i hovedet af, hvor andre er. Med Anaïs Nins ord: ‘Vi ser ikke verden som den er, men som vi er’.

Medarbejderen kan derfor ikke sige om andre, at de er sådan og sådan, men kun at hun har det billede af dem, at de er sådan og sådan. Og det billede vil være forskelligt fra medarbejder til medarbejder, og ligeledes forskelligt fra det borgeren selv oplever.

Det er derfor en central kompetence, at medarbejderen forstår sig selv som iagttager. Dvs. medarbejderen ved, at det billede, hun har i hovedet, kun er et billede af virkeligheden skabt på baggrund af udvælgelse og fortolkning, og at andres billeder er ligeså rigtige (eller forkerte).

Kernekompetence 2: Medarbejderens forståelse af relationen som omdrejningspunkt for menneskelig tilblivelse

Det vigtigste omdrejningspunkt i pædagogisk arbejde er relationen imellem medarbejder og borger. Det er i relationen virkeligheden skabes, igennem den kommunikation, der foregår, og er mulig. For at vende tilbage til dansemetaforen, skal der som bekendt to til en vals. Man kan ikke skabe dansen selv – det er i samspillet med partneren, man kan udfolde sig som danser.

Mennesket er ikke på en bestemt måde. Det bliver skabt og genskabt i relationer. Mennesket er ikke stædigt, uregerligt, aggressivt, udfordrende, træls, svært, godt, medgørligt osv.  Stædigheden (og alt det øvrige) kommer til stede, når en handling iagttages , fortolkes og responderes på som stædighed.

Jeg kan kun være et godt menneske, hvis mine handlinger modtages og anerkendes som gode i de relationer, jeg indgår i. Derfor er de modsvar, omgivelserne giver på mine handlinger af afgørende betydning for min selvopfattelse og identitet.

Dette forhold forstærkes i relationer, hvor den ene part er afhængig af den anden, hvilket kendetegner alle omsorgsrelationer.

Der påhviler derfor medarbejderen et særligt ansvar for altid at have øje for, hvad hun er med til at skabe igennem kommunikationen i relationen.  

Kernekompetence 3: Medarbejderens forståelse af egen og borgerens kontekst samt kontekstens betydning for oplevelse og handlemuligheder

Kontekst betyder medtekst. Konteksten er den ramme, der giver mening, til det der foregår i mødet og i kommunikationen imellem mennesker. Konteksten fortæller os, hvad det er, vi har gang i her. 

I enhver kommunikation er der altid både et indholdsniveau og et kontekstniveau. Uden konteksten vil det, vi siger og gør ikke give mening.  Kommunikation skal fortolkes op imod noget.

Konteksten hjælper os til at forstå det, der kommunikeres. Samtidig hjælper den os til at forstå, hvad der er meningsfuldt at gøre eller sige. Når vi står i en undervisningssituation, er det f.eks. helt igennem meningsfuldt, at en person står op og taler, mens de øvrige sidder ned, lytter og noterer. Hvis den person, der står og taler udviser samme adfærd i bussen på vej hjem fra arbejde, og måske endda tysser på de andre passagerer, hvis de ikke

er stille og hører efter, så giver handlingen pludselig en ganske anden mening.

Med udgangspunkt i Gregory Batesons kontekstmarkører (markører, der kan udforskes for at forstå, hvad der er på spil for de enkelte parter i et samspil) bør medarbejderen i mødet med borgeren altid spørge sig selv:

• Hvad er vi sammen om lige nu? Min opfattelse og borgerens opfattelse
• Hvad er vores forhold til hinanden? Min opfattelse og borgerens opfattelse
• Hvad er det her for et sted (kontor, arbejdsplads, hjem osv.)? Min opfattelse og borgerens opfattelse
• Hvad betyder tiden (tid på dagen, arbejdstid, hvem styrer tiden osv.)? Min opfattelse og borgerens opfattelse

En medarbejder siger til borgeren: ‘Jamen så aftaler vi, at…’. Hvad betyder den sætning? Meningen tilskrives via markørerne. Opfatter borgeren at vi i fællesskab er ved at lave en aftale, ud fra ligeværdige positioner, i borgerens hjem og med tid nok til at borgeren kan sætte sig ind i aftalens konsekvenser – så har udsagnet en mening. Opfatter borgeren derimod at medarbejderen er ved at udstede en ordre, at medarbejderen er i en magtposition, på kontoret og medarbejderen har travlt med at komme videre – så betyder udsagnet noget ganske andet. For at forstå borgerens svar må medarbejderen derfor forsøge at afklare, hvilken kontekst borgeren oplever at svare i.

Kernekompetence 4: Medarbejderens forståelse af kulturen som et socialt mulighedsfelt, der konstant skabes og genskabes Kulturen udgør en ramme – en overordnet kontekst – for mulige handlinger.

Kulturen giver os et socialt mulighedsfelt. Der er noget vi kan og andet vi ikke kan.

Men samtidig med at vores handlemuligheder afgrænses af kulturen, skaber og genskaber vi kulturen gennem disse handlinger. Vi er påvirkede og påvirker på en og samme tid i en cirkulær proces.

Ved at forstå disse modsatrettede og gensidigt afhængige kræfter, kan medarbejderen forsøge at skabe nødvendige forandringer i de kulturer, der indskrænker borgerens livsudfoldelsesmuligheder.  

Det komplekse nu

Det nu, hvor mødet sker mellem mennesker, er præget af en ubegribelig kompleksitet. Man kan forsøge at reducere kompleksiteten på to væsensforskellige måder:

• At gøre virkeligheden mindre kompleks ved at sætte den på formel og i faste rammer. Det svarer til at forsøge at få overblik over en gobelin ved at trævle den op!
• At forøge medarbejderens beredskab til at begribe kompleksiteten. Man formindsker oplevelsen af det komplekse ydre, ved at øge kompleksiteten i det indre. En tilegnelse af kernekompetencerne medfører netop dette.

Det er store krav at stille til medarbejderen. At forstå nuet er ufatteligt svært. Men det #skal# være svært at arbejde med andre mennesker. Afhængighedsforholdet mellem medarbejder og borger sætter medarbejderen i en magtposition, hvor hun – med sine handlinger – er med til at få borgerens liv til at lykkes eller ikke. Det er et ansvar og en opgave, som skal være svær.

Hvis den opleves let, bør man finde sig et andet arbejde. Med et begrænset udsyn vil der være alt for meget, der overses eller negligeres, og dermed er risikoen for at gøre skade på medmennesket overhængende.