Aarhus Kommune

Ja, ja, jeg kommer lige om lidt

Men tit må udviklingshæmmede vente forgæves på at få hjælp, for når man kun er én medarbejder til at hjælpe 21 handicappede beboere, er der ikke tid til at give alle hjælp. Aarhus Kommune har sparet så meget, at et anstændigt liv er blevet til ren og skær opbevaring af beboerne, mener medarbejderne

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Louise Thrane Jensen

Aarhus Kommune har politikerne vedtaget et serviceniveau, som i praksis betyder, at udviklingshæmmede beboere i kommunens bofællesskaber fx må tage alene på hospitalet, fordi der ikke er en ledig medarbejder, som kan følge dem. Tandlæge- og lægebesøg bliver aflyst, fordi der ikke er tid til at følge beboerne, som også oplever at sidde alene i lang tid og vente på at få hjælp. Ferien er afskaffet, medmindre beboerne selv har råd til at betale for en hjælper. Det samme er mange sociale aktiviteter som for eksempel overnatning på Sølund Musik Festival. 

Der er tale om borgere med væsentlig nedsat funktionsevne, hvor nogen skal have hjælp til stort set alt lige fra tandbørstning til økonomi, mens andre har behov for vejledning og pædagogisk støtte for at kunne indgå i sociale sammenhænge med andre. Mange af beboerne har udover en udviklingshæmning også en psykiatrisk sygdom, fortæller to af kommunens socialpædagoger, Pia Stabell Hjort, 54 år og Trixi Flytkjær, 53 år. De understreger begge, at de udtaler sig som privatpersoner.

Begge har i årevis arbejdet med udviklingshæmmede og er i dag ansat i to af kommunens bofællesskaber. De seneste års besparelser betyder, at der er beboere, der aldrig kommer ud over bygrænsen, fordi der ikke er medarbejdere til at følge dem. Selvbestemmelse og ret til et værdigt liv er ved at forsvinde for kommunens mest handicappede borgere, fordi medarbejderne efterhånden kun har tid til at hjælpe beboerne med de allermest nødvendige praktiske gøremål som for eksempel personlig hygiejne, fortæller de to socialpædagoger.

– Det er ikke altid muligt at yde den nødvendige omsorg og kontakt til beboerne, siger Pia Stabell Hjort.

For eksempel er der i nogle bofællesskaber kun én medarbejder på arbejde i ydertimerne – det vil sige mellem kl. 20:00 og 23:00 – til 21 beboere, hvoraf mange skal hjælpes med næsten alt. Det er der ikke altid tid til, og konsekvenserne kan hurtigt aflæses i flere konflikter og voldstilfælde over for andre beboere og medarbejdere.

– Det er ikke kun i bofællesskaberne, at beboerne mærker nedskæringer. På aktivitetscentrene har der også været massive besparelser, som har betydet, at der i de grupper og de væresteder, hvor beboerne er i dagtimerne er færre ansatte, men til gengæld er der kommet flere brugere til, siger Pia Stabell Hjort.

– Så der er en grund til, at antallet af voldelige episoder stiger. Frustrationer og magtesløshed vil i løbet af dagen blive faktum for alle, siger Trixi Flytkjær. 

Ofte hører medarbejderne sig selv sige til en beboer, der har brug for hjælpe: ‘Ja, jeg kan godt se, du har brug for hjælp. Jeg kommer lige om lidt’.

– Men tit kommer vi ikke tilbage, siger Trixi Flytkjær. 

Vil I ikke godt snart besøge os

Både beboere, pårørende og ansatte, lige fra socialpædagoger på gulvet til ledere har forsøgt at fortælle politikerne, at beboerne lider under de voldsomme besparelser, som området har gennemgået de senere år.

For eksempel skrev samtlige beboere på botilbuddet Stavtruphus i oktober 2010 et brev til socialudvalget og fortalte, at det ikke er smart, at der kun er en medarbejder til at hjælpe dem, når de er så mange, som har brug for hjælp, og der samtidig opstår ballade i stuen. Brevet slutter: ‘Vi håber, I vil komme en dag, så vi kan få løst vores problem’.

Der er gået et år, og beboerne har hverken hørt fra eller set noget til politikerne. I januar i år fik socialudvalget igen brevet overbragt, men beboerne har stadig intet hørt. Det harmer Pia Stabell Hjort.

– Ikke mindst fordi de udviklingshæmmede er borgere i kommunen på lige fod med alle andre borgere. Det mindste, politikerne kunne gøre, var da at takke for brevet, og havde de ikke overskud, lyst eller tid til at komme på besøg, kunne de sige det. Hvad er det for et signal at sende til de borgere, der skal bære konsekvensen af besparelserne. Svaret er jo ‘Vi gider ikke engang svare jer, vi er fuldstændig ligeglade’. Det synes jeg er direkte flabet.

Hun påpeger, at kommunens værdier er troværdighed, respekt og engagement.

– Som jeg ser det, lever medlemmerne af socialudvalget ikke selv op til nogle af disse værdier, siger Pia Stabell Hjort.

Opbevaring uden pædagogisk støtte

Tidligere på året bad Pia Stabell Hjort sammen med sin tillidsrepræsentant om foretræde for socialudvalget for at fortælle, hvordan de kommunale besparelser rammer beboerne, og at det ikke kan lade sig gøre at spare mere på området.

– Men på trods af dette og adskillige høringssvar fra både medarbejdere og ledelse, er det vores opfattelse, at kommunen ikke er lydhør eller tager vores bekymring for beboerne alvorligt, siger Pia Stabell Hjort.

Tværtimod.

Politikerne har endnu ikke meldt ud, om der skal spares yderligere på området i 2012. Og den usikkerhed er frustrerende for både brugere og medarbejdere, fremhæver de to socialpædagoger.

– Det er uanstændigt og uansvarligt, at ingen kan fortælle borgerne, hvilken pædagogisk støtte de i fremtiden kan regne med at modtage. Under de her betingelser er det umuligt at skabe den nødvendige forudsigelighed og tryghed i beboernes hverdag. Noget de er helt afhængige af for at kunne udvikle sig og få et godt liv, siger Pia Stabell Hjort.

De to medarbejdere har ikke fantasi til at forestille sig, hvad det vil betyde for beboerne, hvis kommunen vælger at spare endnu mere på området. I sig selv er det skræmmende, at sådan som det allerede er nu, kan en beboer, der for eksempel bliver alvorligt syg, risikere at skulle alene i ambulance, fordi der ikke er en ledig medarbejder, der kan tage med.

– De får en lap på maven, der fortæller, hvad de hedder, og hvem man kan kontakte, hvis det er nødvendigt, siger Trixi Flytkjær.

Ifølge kommunens egne tal vil der i 2012 komme en tilgang af nye borgere til tilbuddene inden for voksenhandikap, som svarer til udgifter på 28 millioner kroner. Kommunens umiddelbare plan er, at der ikke skal ansættes yderligere personale til at tage sig af tilgangen af borgere. De skal klares inden for den eksisterende normering.

– Det har skræmmende konsekvenser. Borgerne forsvinder kun ved naturlig afgang, altså dødsfald. De vil hele livet have brug for pædagogisk støtte, vejledning og praktisk hjælp, siger Pia Stabell Hjort.

– Udviklingshæmmede har lige som andre mennesker livsfaser. De bliver gamle og lever lige så længe som resten af befolkningen. De får også livsstilssygdomme. Hertil skal lægges, at de i forhold til den øvrige befolkning harflere psykiatriske diagnoser.

Der er således brug for omfattende pædagogisk støtte og praktisk hjælp, også mere end der er mulighed for at yde på nuværende tidspunkt, fremhæver de to.

– I hverdagen oplever vi, at nogle af bofællesskaberne snarere har karakter af opbevaring end af at være et pædagogisk tilbud, siger de.

Husk lige tandbørsten

De kan begge huske dengang, de i det pædagogiske arbejde skulle støtte de udviklingshæmmede til et liv med udvikling, selvbestemmelse og medbestemmelse, sådan som intentionerne er i serviceloven.

– Men sådan er virkeligheden ikke i dag. Loven er ganske vist den samme, men det seneste års besparelser har gjort det vanskeligt at opfylde intentionerne i loven. Borgernes sociale liv er væk, siger Pia Stabell Hjort.

Trixi Flytkjær giver et eksempel.

– Tidligere arrangerede vi individuelle indkøbsture med beboerne, så de lærte at vælge, selv at klare bankbesøg, finde det tøj, der passede til dem, vælge den shampoo, som lugter godt for ham eller hende. Sådan er det ikke i dag. Nu er det ofte sådan, at en medarbejder køber ind til alle, både tandbørster, shampoo og andre personlige fornødenheder. Og medarbejderen klarer om nødvendigt også bankbesøg.

– Man går rundt med en seddel og skriver ned, hvad Ida skal have og hvad Peder skal have. Husker at skrive en ny tandbørste til Jørgen, siger Pia Stabell Hjort.

– Der er ikke længere spontanitet i beboernes hverdag. Det er slut med for eksempel bare at tage en tur med bussen med en eller to beboere. Vi er nødt til at tage os af de helt fundamentale behov, som for eksempel mad og bad.

Hjælp til at leve livet

Der er ikke tid til at hjælpe beboerne med at fejre fødselsdage eller andre mærkedage. Ej heller at hjælpe dem med at opbygge og fastholde et socialt liv med venner og kærester. Ferierne med pædagogisk støtte er afskaffet, så medmindre de selv kan  betale en hjælper, må de blive hjemme. Overnatning på Sølund Musik Festival er der heller ikke råd til, og kommunen har lukket alle de cafeer og væresteder, hvor de udviklingshæmmede kunne møde hinanden. Konsekvensen er, at mange beboere sjældent kommer uden for matriklen, medmindre de har pårørende, der kan følge dem.

– Hovedparten af beboerne skal have hjælp til at kommunikere med omverdenen og til at få deres hverdag struktureret. Hjælp til fritidsinteresser. Vi skal vejlede dem, når de er oppe at skændes med hinanden. Husk på, de fleste har ikke selv valgt, hvem de vil dele fællesskab med. Desuden har nogle af de ældre beboere begyndende demens, og det er en helt anden problemstilling, som de også skal have hjælp til, siger de to. 

– Hvis beboerne mister deres netværk, er der ikke tid til at hjælpe dem med at opbygge et nyt. Og på den måde bliver de ikke integreret i samfundet, når der ikke er tid til at følge dem og hjælpe dem med at vedligeholde kontakter.

Trixi Flytkjær samler det i en sætning:

– De skal have hjælp til at leve livet.

Det får de ikke i dag, og når der ikke er tid til at hjælpe dem, går mange af de ting, som de selv ellers ville kunne, som for eksempel selv at tage bussen til arbejde og selv gøre rent, tabt. Trixi Flytkjær giver et eksempel: Der gik et år, før et bofællesskab havde tid til at vise en ny beboer den nærmeste vej til brugsen – en vej, han selv kan gå.

– I stedet for at blive mere selvhjulpne, bliver beboerne mere afhængige af hjælp. Og de bliver også mere bange og usikre. Deres selvstændighed forsvinder, fordi der ikke er tid til at hjælpe dem med at oparbejde den og vedligeholde den, siger Trixi Flytkjær.

– I årevis har hele kunsten været, at beboerne gennem pædagogisk vejledning skulle lære at have medbestemmelse og selvbestemmelse og tage ansvar over deres liv. Men nu bliver det hele bombet tilbage til det institutionsmiljø, der var på de store centralinstitutioner. Vi er ved at tabe 30 års udvikling på gulvet, spørgsmålet er, om vi som samfund vil det, siger Pia Stabell Hjort.

Diskuter dilemmaet på facebook: Genkender du situationen i Aarhus Kommune? Og hvis du gør: Tør du så også stå frem? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook