Aarhus Kommune

Nogen skal se Martin

Martin Vestergaard kan mange ting, men ikke uden støtte. Og når der ikke er nogen til at hjælpe ham, hænger hans dag ikke sammen

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Louise Thrane Jensen

Martin Vestergaard kan klare de fleste ting selv, når han bare får hjælp til det. Nogen skal fortælle ham, at han ikke kan blive ved med at tage sit yndlingstøj på uden at få det vasket. Han kan selv gå i bad og tage sin medicin, når han får besked på det. Martin Vestergaard er mongol. Han er 36 år og bor i bofællesskab i Aarhus Kommune. Han arbejder på et værksted.

Når han skal på ferie, ved han godt, hvad han skal have med, men skal have hjælp til at få det rigtige med. Han er meget mobil, tager selv bussen til arbejde. Hvert år tager han for eksempel på ferie sammen med ULF (Udviklingshæmmede Landsforbund), hvor der er frivillige til at hjælpe ham, hvis han får brug for det.

Det hele hænger sammen for ham – også socialt med at omgås andre og have venner, når blot der er nogen, der hjælper ham med det, fortæller hans mor Krista Vestergaard.

Hjælpen får Martin af medarbejderne i bofællesskabet og på værkstedet. Og det kan mærkes på ham, at medarbejderne på grund af de kommunale nedskæringer har mindre tid til at hjælpe ham, og ofte er der vikarer, som ikke kender ham. 

– Medarbejderne gør hvad de kan, dem kan man ikke klantre på nogen måde. Men de har færre timer, og man kan godt frygte, at de ikke ser, når han har brug for hjælp. Martin er ikke i stand til selv at bede om hjælp, så nogen skal se, at han for eksempel skal have klippet negle eller er ked af det og har brug for støtte, siger Krista Vestergaard.

– Martin har altid haft lidt tvangshandlinger, men i den senere tid synes jeg, at de er blevet værre. Han kan for eksempel finde på at tænde og slukke lyset mindst 10 gange, før lyset ifølge ham er slukket, eller køre sine briller op og ned tre-fire gange, før de er på plads. Når pædagogerne ser det, prøver de at aflede ham.

Ferie på egen hånd

Besparelserne betyder, at beboerne ikke kommer på koloni og ferie mere. Der er heller ikke hjælp at få, hvis man gerne vil overnatte på Sølund Musik Festival.

– Det er pengene, der bestemmer, hvad beboerne kan deltage i, ikke deres lyst, siger Krista Vestergaard.

Martin valgte alene sammen med en kammerat at overnatte på Sølund Musik Festival.

– På en måde bliver man som forælder stolt af, at han vil af sted alene, selv om der ikke er pædagoger med. Men man bliver også bekymret, fordi han ikke kan bede om hjælp, hvis han for eksempel bliver akut syg. Så er der ikke noget sikkerhedsnet, siger Krista Vestergaard. Hun ærgrer sig over, at de fælles ferier for bofællesskabets beboere er afskaffet. 

– Det giver noget, når alle kan tage af sted sammen. Man lærer hinanden at kende i en afslappet atmosfære.

Også socialt kan forældrene mærke, at der er skåret ned på personalet. Fx bliver der ikke længere stillet personale til rådighed ved mærkedage, og det betyder, at nogle af beboerne må afstå fra både at holde en fest og at deltage, når andre holder en. Det er jo ikke alle, der har pårørende, som kan hjælpe til, fortæller Krista Vestergaard.