Anbragte børn

De så sig selv

100 anbragte børn har medvirket i kunstprojektet SE MIG! og udstiller nu deres selvportrætter på ARoS. I projektet har børnene kigget på sig selv på nye måder, og via maleriet bliver de aktive fortællere af historien om deres liv. Bag projektet står Børnehjælpsdagen, der blandt andet arbejder for at synliggøre anbragte børn

Af Sanne Hansen, redaktionen@sl.dk
Foto: Joachim Ladefoged

Stop lige her! En voksen får styr på flokken af store teenagere, inden de når helt frem til kunstudstillingen. To drenge bliver ved med at snakke. Den ene lader i spøg, som om han spytter på den anden.

– HEYYY. Stop lige! Nu går vi ind sammen. Der er mange mennesker. Og hvis der er nogen, der spørger om noget, I ikke vil svare på, så siger I bare dét, konstaterer den voksne og giver signal til gruppen om at gå videre.

Spændingen bobler. De to drenge småløber frem mod de ophængte malerier under højlydt grinen. Dagens fernisering er kulminationen på et to ugers kunstprojekt, som ni døgninstitutioner har deltaget i. Professionelle kunstnere har hjulpet børnene i processen med at lave hver sit selvportræt. Der er blevet arbejdet med farver, skitser, kigget i spejle og meget andet. Og denne sidste lørdag i oktober deler børnene resultatet med en særlig indbudt skare af pædagoger, lærere, kunstnere og repræsentanter for ARoS Aarhus Kunstmuseum og Børnehjælpsdagen – en landsdækkende hjælpeorganisation, der året rundt støtter anbragte børn med kompetencegivende oplevelser. I et tæt samarbejde har de to sidstnævnte parter sat projektet på skinner.

Sylvia Blazejowski, der er projektleder fra Børnehjælpsdagen, byder velkommen og giver eksempler på, hvordan børnene har arbejdet med maleriet – og sig selv:

En dreng afbildede sig selv som en cigaret, fordi han var storryger. Undervejs blev han klar over, at rygningen var et forstyrrende element i hans liv – og er i dag startet på et rygestopkursus.

En anden fik kigget på sin identitet som dansker med egyptiske rødder, som han ikke vidste meget om. På hans portræt hænger nu både et dansk og egyptisk flag på hver sin side af ansigtet.

– I er bare for seje, afslutter Sylvia Blazejowski henvendt til børnene, og der bliver kvitteret med et højlydt TAK! og klapsalver.

At se sig selv i øjnene – og se klart

16-årige Mike Kjær Jensen bor på Mellerup Skolehjem på sjette år. Han har malet sig selv med blå/ hvide striber som baggrund for at vise, hvilken fodboldklub han holder med.

– Mit billede viser også, at jeg er glad, siger han tilfreds.

Jævnaldrende Marie Louise Fruergaard fra samme institution fortæller, at processen var følelsesladet for hende.

– Det var svært i starten. Faktisk begyndte jeg at græde, da jeg havde tegnet mig selv. Marianne (den tilknyttede kunstner, red.) viste mig, at mine øjne sad for langt nede. Så gik jeg. Jeg ville gerne lave det perfekt. Men så hentede Marianne mig, og vi fik ændret det. I dag er jeg glad for billedet. Det viser min personlighed og følelser, fortæller hun – og glæder sig til hendes mor skal komme og se billedet i udstillingsperioden.

Kunstneren Marianne Jørgensen, der var tilknyttet Mellerup Skolehjem, hjalp blandt andet børnene på vej ved at lade dem undersøge ansigtets dimensioner i et spejl.

– Mange af vores børn ser ikke sig selv på samme måde, som vi ser dem, når de kigger sig i spejlet. De har et dårligt selvbillede. Så det var grænseoverskridende for flere af dem at kigge på  sig selv, fortæller socialpædagog Hanne Krogh Møller, der er glad for projektet.

– Det været en mulighed for fordybelse, som flere af vores børn har kunnet være i, selvom de normalt har rigtig svært ved at koncentrere sig, konstaterer hun.

Lad dem se sig selv Hvordan kan man arbejde med selvportrætter i det pædagogiske arbejde? Her er nogle idéer fra arrangører, kunstnere og socialpædagoger i projektet: Arbejd med de tre grundfarver. Lad børnene erfare, at de kan lave alle farver med dette udgangspunkt. Brug en overheadprojektor til at kaste et foto op på lærredet og lad børnene tegne et omrids til at gå videre med. Lad børnene granske deres ansigt i et spejl for at få styr på dimensioner og farver. Understreg, at kunst ikke handler om fotografisk gengivelse. Tilknyt evt. en gæstelærer: En professionel, en lokal billedkunstner eller en sidsteårsstuderende fra kunstakademiet. Overvej om alle børn skal deltage – eller om det skal være på frivillig basis. Slå dørene op og inviter til kunstudstilling på institutionen. Måske kan der samtidig lægges arm med et par fordomme. Eller arranger en udstilling ude af huset – på det lokale rådhus, biblioteket eller andet.

 

Det personlige portræt

Udstillingshallen summer af liv. Alle har fået kanapéer og lidt at drikke. Malerierne spænder fra et billede af en troskyldig kanin med det ene øre løftet mod den blå himmel til to beskadigede billeder, der hænger sammen med en snor. Det ene lærred er næsten dækket af sort maling og trærammen er knækket. Det andet er gennemhullet med lysere farver på det flåede lærred og et stort felt med guldmaling. Det er 12-årige Christian fra Hjortholm Kostskole, der har malet billederne.

– Det viser, at jeg nogle gange bliver herresur og går amok. Så kan jeg ikke styre det. Det ene har jeg smadret med vilje. Med hånden. Det andet skete ved et uheld… Man kan også se, at jeg nogle gange er glad, forklarer han og peger på guldfeltet.

– Jeg havde egentlig tænkt på at skrotte det, men nu synes jeg, det er pænt, siger han.

Lidt længere henne hænger Valon Vragollis billede, en udklipscollage på lyseblå baggrund med logoer for parkour, G-star og Adidas.

– Jeg fandt ud af, at der faktisk er mange ting, jeg godt kan li´. Så mange, at de kan være svære at få ind på et lille lærred, griner han.

Også 13-årige Kinn udstiller. Farverne er komplementære – og valgt med omhu.

– Jeg har blåt hår, fordi jeg udtaler mig om tingene. Jeg har fået at vide, at den blå farve godt kan have dén betydning. Og rød har jeg bare altid godt kunne li´, ligesom den grønne, siger han.

Kinn bor på behandlingshjemmet Landerupgaard i Kolding. Her har kunstneren René Holm hjulpet børnene.

– I sådan et projekt får man noget igen lige med det samme. En hurtig og lidt voldsom kontakt, som er meget rørende. At vi så skulle arbejde med selvportrætter er et lidt sjovt valg, for det er noget af det sværeste. Jeg skyndte mig at melde ud, at det ikke gælder om at lave det perfekte ansigt, men at det var væsentligt at få noget personligt med. Og det lettede dem en smule, fortæller René Holm.

Styrkede, synlige børn

Inden dagens fernisering måtte socialpædagog Lars Rohde kæmpe for at få et af børnene fra Landerupgaard med ind på museet.

– Han havde ikke lyst til at blive konfronteret med sit billede, som han ikke var tilfreds med. Så han gik rundt 20 minutter nede på p-pladsen. Så kom han stille og roligt med ind. Det har kostet noget arbejde indimellem at være med. Der har været modstand, og nogle har smadret og trampet på deres billeder. Vi har skullet motivere og igangsætte. Men når vi går herfra i dag, har vi glade børn, fortæller han.

Også Sylvia Blazejowski fra Børnehjælpsdagen glæder sig ovenpå ferniseringen – mens hun reflekterer over projektforløbet, – Pædagoger og lærere har haft en helt afgørende rolle i at støtte og samle børnene op undervejs i den kreative proces. For ja, nogle af børnene har reageret kraftigt, har grædt og været vrede, fordi det er en udfordrende opgave at tage stilling til sig selv og male et portræt. Men resultatet er en positiv oplevelse for langt de fleste. Rigtig mange af børnene har rykket sig enten på et fagligt, socialt eller personligt plan. Samtidig har de taget aktivt del i at synliggøre sig selv – og alle andre anbragte børn i Danmark. Dét kan de være rigtig stolte af, siger hun. 

---

Oplev udstillingen SE MIG! på ARoS Aarhus Kunstmuseum frem til den 4. december 2011. Læs mere på www.bhd.dk og www.aros.dk