Besparelser
Filadelfia kæmper stadig
Selv om 72 fyresedler er sendt af sted, er intet endnu afgjort på epilepsihospitalet Filadelfia, der blandt andet er specialister i epilepsibehandling af udviklingshæmmede. Tillidsrepræsentanterne kæmper for deres arbejdsplads – og patienter og pårørende for deres behandling
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Det er et faktum, at epilepsihospitalet i Filadelfia skal spare – og at det drejer sig om rigtig mange penge. Det er også et faktum, at i alt 72 fyresedler er sendt af sted, og at fem socialpædagogiske stillinger skal nedlægges.
Men ellers er hospitalets fremtid, som Socialpædagogernes fællestillidsrepræsentant på Filadelfia, Dorte Sørensen udtrykker det, ‘oppe i luften’.
I mange uger har der kørt en heftig debat om Filadelfia – især på Vestsjælland, hvor epilepsihospitalet ligger i Dianalund.
Udgangspunktet var, at Filadelfias bestyrelsesformand, Kjeld Møller Pedersen, meldte ud, at hospitalet var tvunget til at fyre 100 medarbejdere og lukke to afdelinger – afdelingen for voksne udviklingshæmmede og afdelingen for unge.
Som han dengang sagde til Sorø Avis, og som vi også citerede i forrige udgave af Socialpædagogen:
– Vi har gjort det med stor tøven, men regionerne vil fremover ikke betale mere end 74,3 mio. kr., og når vi i vort nuværende virke har et budget på 155 mio. kr., er det ikke til at komme uden om.
Siden har blandt andre tillidsrepræsentanter, medarbejdere, patienter og pårørende kæmpet med næb og klør for at få flere penge til hospitalet. De har blandt andet – indtil videre uden succes – forsøgt at overbevise sundhedsministeren om, at staten skal bruge flere penge på hospitalet. Og regionsformændene om, at regionerne skal gøre det.
Ramaskrig blandt pårørende
Noget af det, der har vakt stor opstandelse, er beslutningen om at lukke Havehuset, der er en afdeling for udviklingshæmmede med epilepsi.
– Det har skabt ramaskrig blandt pårørende og medarbejdere på botilbud, fordi udviklingshæmmede med epilepsi ikke kan få det samme tilbud andre steder, fortæller Dorte Sørensen.
Godt nok er selve epilepsibehandlingen den samme, som for ikke-udviklingshæmmede, men rammerne, der gør det muligt for de udviklingshæmmede at få gavn af behandlingen, er nogle helt andre.
Efter at fyresedlerne til medarbejderne på Havehuset var sendt af sted, gik regionsformanden for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen, så i pressen med budskabet om, at behandlingen til udviklingshæmmede stadig skulle sikres – i lighed med behandlingen til unge, der før blev behandlet på ungeafdelingen:
– Vi kræver, at Filadelfia klart og tydeligt offentligt tilkendegiver, at de funktioner fortsat kan behandles. Det behøves ikke være i de bygninger. Det kan være et andet sted – bare det stadig er på Filadelfia, sagde han den 2. november til TV2 Øst.
Andre besparelser
Steen Bach Nielsen mener i stedet, at Filadelfia bør finde besparelserne andre steder.
– Men det lyder som om, han bare vil have det hele for det halve, for hvis der bliver sparet andre steder, rammer det bare nogle andre specialtilbud, vurderer Dorte Sørensen.
Ved redaktionens slutning i begyndelsen af november, havde alle Filadelfias medarbejdere lige været indkaldt til stormøde, hvor de fik at vide, at hospitalet nu ville forhandle med regionerne for lukkede døre.
– Vi har stadig et håb om enten at få flere penge gennem staten eller fra regionerne, siger Dorte Sørensen.
At de bebudede 100 fyringer i første omgang faldt til 72 kombineret med mere end 20 varslinger om at gå ned i tid, ser hun ikke som en egentlig sejr.
– Det var umuligt for direktionen at finde 100 fuldtidsstillinger uden helt at lukke vitale funktioner, så de valgte i stedet i første omgang at budgettere med et underskud på ti millioner kroner, og det valg bakkede vi tillidsrepræsentanter selvfølgelig op om. Men hvis hospitalet ikke får flere penge, kommer der flere fyringer.
I alt er der 850 medarbejdere på Filadelfia, heraf 38, der er organiseret hos Socialpædagogerne.