Generalforsamling Bornholm
Besparelser på Bornholm
Bornholms nye kredsformand, Michael Tysk-Andersen, stod for første gang i spidsen for en generalforsamling – den bar blandt andet præg af store nedskæringer på børne- og ungeområdet
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Især børne- og ungeområdet har holdt hårdt for, når det gælder besparelser på Bornholm.
– Fra kommunens side lyder der stolte meldinger om, at kurven er knækket, og at det er lykkedes at bruge færre penge. Men jeg er bekymret for, at der er børn på Bornholm, der ikke får den hjælp, de har behov for, siger kredsformand Michael Tysk-Andersen.
Sidste år blev budgettet overskredet med 20 mio. kr. på børne- og ungeområdet, og politikerne besluttede derfor en række omlægninger.
– De har blandt andet nedlagt den sidste døgninstitution, så der nu ikke længere er en eneste tilbage på Bornholm. Hvis børn skal anbringes andre steder end i en plejefamilie, er de derfor enten nødt til at blive sendt over vandet eller på et privat opholdssted, fortæller Michael Tysk-Andersen.
I stedet er det meningen, at der skal tilbydes dagbehandling.
– Og vi er positive over for mere dagbehandling og forebyggelse – det skulle blot have været et supplement til døgninstitution og ikke noget, der blev sat i stedet for døgninstitutionen, siger Michael Tysk-Andersen.
Modløshed
Besparelserne på børne- og ungeområdet fyldte på den nyligt afholdte generalforsamling. Både i den skriftlige og den mundtlige beretning fra kredsformanden, der har forsøgt at kæmpe imod udviklingen.
– Socialpædagogerne gav blandt andet et høringssvar, hvor vi skrev, at vi ikke anser anbringelsesgrundlaget for at være i overensstemmelse med Servicelovens bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen altid skal vælge anbringelsessted, der bedst imødekommer den unge eller barnets behov. Men det har ikke ændret noget, siger han.
På selve generalforsamlingen var stemningen god, men Michael Tysk-Andersen vurderer, at der generelt er en vis modløshed blandt socialpædagoger, der arbejder på børne- og ungeområdet.
– Der er nogle, der virkelig, virkelig synes, at det her er for dårligt og går ud over børnene. Men hvad enten vi hopper eller danser, kommer der besparelser, og det eneste vi kan gøre er at forsøge at få det bedst mulige ud af situationen. For eksempel ved at prøve at lave så god dagbehandling som muligt, siger Michael Tysk-Andersen.
Også på voksen-handicap-området er der nu varslet besparelser på Bornholm.
For Michael Tysk-Andersen personligt var generalforsamlingen en vigtig skæringsdag. I foråret blev han udpeget som konstitueret formand, da den tidligere kredsformand Niels Jørgensen stoppede for at gå på efterløn. Og på generalforsamlingen fik han så medlemmernes opbakning og blev valgt som kredsformand.
Læs mere på www.sl.dk/bornholm