Kredsgeneralforsamlinger 2011

Generalforsamling Østjylland

Det går bedst i mindre kommuner

Arbejdsmiljøet hårdt presset i større kommuner, der også er ved at sætte MED-systemet uden for indflydelse. Derfor satser kredsen på at styrke tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter

Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk

Det er en overraskende tendens, at vi i mindre kommuner oplever den bedste udvikling og den største tilfredshed omkring et godt samarbejde op og ned og hele vejen rundt på det specialiserede, socialpædagogiske område. Der er engagement og bedre arbejdsmiljø.

Sådan sagde Verne Pedersen til sine 126 stemmeberettigede medlemmer og adskillige andre interesserede, da kreds Østjylland holdt generalforsamling i Århus.

Formanden fremhævede som eksempler Hedensted og Syddjurs, der begge udvikler på trods af stram økonomi. Omvendt i Århus hvor afskedigelser og omstruktureringer er ved at ødelægge flere arbejdsfelter. Horsens og Randers er også ganske godt med på den galej:

– Det giver os store frustrationer, og nogle gange kommer vi i tvivl om, hvorvidt det er embedsmænd eller politikere, der træffer beslutningerne. Desværre er mange dygtige kolleger omplaceret, flyttet helt uden for området eller afskediget, men nogle steder er det lykkedes os at forhindre lukninger.

– I har holdt sammen på kryds og på tværs af institutioner, ledere, medarbejdere og kommunegrænser. I har argumenteret offentligt ud fra borgernes perspektiv, og det er  så fedt, for I skaber respekt for faget og for vores faggruppe. Men arbejdsmiljøet er hårdt presset, og I kan slide jer selv op, få stress og højere sygefravær. I skal passe på jer selv og hinanden, sagde Verne Pedersen.

Ved at sætte MED udenfor

Kredsen ønsker derfor at være mere opsøgende over for medlemmer og tillidsvalgte for eksempel ved at invitere til dialog- og fokusgruppemøder.

Og i den kommende tid vil kredsen styrke tillidsrepræsentanternes og arbejdsmiljørepræsentanternes kompetencer. De skal være endnu bedre rustet til at møde virkeligheden på arbejdspladserne i et samarbejde og med et beredskab, der kan modstå omstruktureringer og/ eller nedskæringer.

Deres samarbejde skal også gælde MED-systemet, hvor kommunerne med faglig sekretær Gert Landergren Dues ord ‘kræver, at beslutninger bliver hastet igennem, fordi de ikke ønsker alt for mange diskussioner og offentlig debat om deres spareforslag. Det betyder, at borgerne, medlemmerne og vores faglige repræsentanter ikke får tid nok til at sætte sig ind i tingene, diskutere dem og få formuleret nogle kvalificerede høringssvar. Det giver et demokratisk underskud, fordi kommunerne reelt er ved at sætte MED-systemet uden for indflydelse.’

Bølge af løntilskud

– I takt med at sparerunderne fortsætter, er mulighederne for omplaceringer til andre job i kommuner og i regionen ved at være udtømte. Der er ansættelsesstop og et fastfrosset arbejdsmarked. Der er ikke længere penge til at betale højt kvalificerede, ældre medarbejdere. Og der er ikke plads til de nyuddannede, som taber deres kvalifikationer i stedet for at komme ud og bruge dem.

– Nu ser vi så en bølge af løntilskudsjob. Og her er det lige, vi skal huske, at det er ekstraordinære stillinger, som ikke må erstatte fyrede kolleger. Men vi må som kreds arbejde aktivt med at bruge for eksempel virksomhedspraktik og løntilskuds ordninger. Og vi vil arbejde for, at vores arbejdspladser er åbne for at tage kvalificerede ledige ind på de ordninger og vilkår, der nu engang findes, sagde Gert Landergren Due.

Han mindede kommuner og regionen om jobrotationsordninger. Jobrotation medfører opkvalificering af ledige, der herefter varetager arbejdet, mens de ansatte fra arbejdspladsen opkvalificeres.

Kredsen har de sidste to år fået 278 nye medlemmer.

Kasserer Mogens Pedersen omtalte da også forsigtigt kredsens generelle berømmelse, når det gælder organisering, men fremlagde lige så forsigtigt budget 2012 med 200.000 færre kroner i indtægter set i forhold til 2010-regnskabet. Det går først og fremmest ud over projektpuljen, mens aktiviteter for arbejdsmiljøet mere end fordobles.


Læs mere på www.sl.dk/østjylland

 

Socialpædagogen rapporterer fra generalforsamlingerne i Nordjylland, Østjylland, Sydjylland, Nordsjælland og på Bornholm. Og Socialpædagogernes formand Benny Andersen gør status efter at alle kredse nu har afholdt generalforsamling

Bornholms nye kredsformand, Michael Tysk-Andersen, stod for første gang i spidsen for en generalforsamling – den bar blandt andet præg af store nedskæringer på børne- og ungeområdet

Hvad skal mine medlemskroner bruges til? Det blev debatteret på kredsgeneralforsamlingen, hvor socialpolitik var i centrum

Hellere være proaktiv og gå ind i lokale forhandlinger end se passivt til, at endnu flere stillinger forsvinder, lød det fra generalforsamlingen i Sydjylland

Selv om det kan se sort ud med nedskæringer og besparelser, bør man holde fast i troen på at man kan ændre det negative. Det var et af budskaberne på Kreds Nordsjællands generalforsamling

Der blev diskuteret socialpolitik, arbejdsløshed og faget. Medlemmerne har kampgejst og gå-på-mod, siger Socialpædagogernes formand oven på kredsgeneralforsamlingerne

10 kredse – 10 generalforsamlinger. Vi rapporterer fra alle kredse, hvor der blandt andet blev snakket OK 2011, vedtægter og ikke mindst arbejdsglæde

Kommunerne i Midtsjælland er alle ramt af regeringens stramme økonomiske politik. Men de tackler udfordringerne meget forskelligt

Debat om kommunernes og regionens spareplaner prægede årets generalforsamling i Socialpædagogerne Lillebælt 27. september

Se flere