Synspunkt

Fra topmotiveret til topstyret

Af Anne Grete Knudsen, hjemmevejleder, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Vi var engang en amtslig socialpædagogisk arbejdsplads med en visionær og kreativ tilgang til arbejdet. Vi besad et højt fagligt ambitionsniveau og var engagerede, teamansvarlige og innovative medarbejdere.

Vi var et Støtte- og Aktivitetscenter med værested/café og udgående medarbejdere til vejledning under paragraf 85.

Et sted, der vægtede helheden i tilbuddet, og som derfor havde et tæt samarbejde omkring borgerne med aktiviteter og arrangementer på tværs af arbejdsfunktionerne, uanset om man var tilknyttet værested eller vejledning. Et tæt samarbejde med amtets sagsbehandlere, der kendte borgerne og jævnlig kom i huset til visitations- og behandlingsmøder.

Teamarbejdet var via DLO (den lærende organisation) indarbejdet som en del af arbejdskulturen og i måden at organisere arbejdspladsen på. Informationer flød let, og ansvar og kompetencer var decentraliseret.

Det var et miljø implementeret gennem en årrække, der gjorde vores arbejdsplads fagligt velrenommeret, og som også havde et samarbejde med kommunerne via indtægtsdækket virksomhed – et arbejde, der fra Hillerød Kommunes side indbragte os særdeles positiv respons. Også i overgangsfasens første år efter strukturreformen havde ‘solgt’ os til Hillerød Kommune. I 2007 fik vi således Hillerød Kommunes miljøpris, som et resultat af vores amtslige aner mere end noget, Hillerød Kommune kunne vigte sig af.

Men siden er det desværre gået, som overskriften lyder.

Syv områder, fem niveauer

Her fire-fem år senere er vi en kommunal underlagt, bureaukratisk og top/down-styret arbejdsplads, hvor medarbejderne (hvis de ikke er fyret) er forvandlet til robotter, der udfører samlebåndspædagogik ud fra kommunens kvalitetsstandarder, som kan misbruges til at tjene som rygdækning for at opfylde serviceloven, og i praksis udmønte sig ved at være et super godt redskab, når der skal spares.

Før havde vi udarbejdet et ydelseskatalog, og i vores arbejde tog vi konkret udgangspunkt i aftaleskemaet, der var underskrevet som en kontrakt mellem borgeren og os. Mange af de samme ydelser ligger i kvalitetsstandarden, men her er de pindet ud på samme måde, som man laver tidsstudieteknik i produktionen:

Borgeren bliver inden for syv funktionsområder vurderet på 5 funktionsniveauer i et skema, hvor der under hvert punkt står beskrevet, hvad der indgår i ydelsen, hvad der ikke indgår og max tid på ydelsen. Hvis en borger ikke har fået pågældende ydelse, må vejleder fx ikke læse breve, ikke ledsage til læge, hvilket ingen mening giver i konkrete situationer.

Der må generelt ikke vejledes omkring økonomi, (vi taler bl.a. om udviklingshæmmede borgere). Der gives ikke støtte, hvis man er på niveau 4 (totale begrænsninger – dermed døgn), mens virkeligheden er, at man kan være på dette niveau på et enkelt funktionsområde, som fx økonomi, læsning, forståelse og handlen på post.

Hele idéen i at opdele socialpædagogisk arbejde i delelementer er ikke helhedstænkning, det er det modsatte.

De mest sårbare udliciteres

ATA tiden (ansigt til ansigt) er i perioden steget med 36 pct., samtidig med at dokumentationskravet er steget med mere end 400 procent. Dertil skal lægges tid til andet arbejde som kontakt til andre myndigheder, pårørende, koordinerende funktioner, indhentning af oplysninger og lignende, som også er steget i takt med flere borgertimer. Caféen er skåret drastisk ned i åbningstider og personale, og der er intet samarbejde på tværs i forhold til arrangementer, blad, hjemmeside, aktiviteter, som for en del af borgerne var en samlende og tryg helhed i Støtte- og Aktivitetscentret.

Samfundets svageste og mest sårbare borgere udliciteres i stigende omfang til private aktører, der skal ud og arbejde i de udviklingshæmmedes hjem under paragraf 85, hvor det er uvist under hvilket faglige vilkår, borgerne havner, herunder firmaets og de enkelte medarbejderes værdigrundlag, uddannelser, supervision, kurser, faglig sparring.

I vores område ser vi team-arbejdet som ekstremt vigtigt på grund af alenearbejde i borgernes hjem. Der må flere øjne på det arbejde, der udføres for at have observans på balancen mellem det private og det professionelle i tilgangen, ligeledes at der hele tiden er den udvikling, som flere øjne på en opgave giver. Dette gøres gennem ugentlig faglig sparring og sagssupervision af ledelse og faglig kompetente supervisorer udefra.

Det er ikke gratis at benytte sig af professionelle medarbejdere. Det er langt billigere at benytte sig af private aktører, der kan slå sig op med lavere takst på grund af billigere husleje, lavere lønudgifter, som kan opnås ved at ansætte ikke pædagogisk uddannede, nyuddannede med deraf følgende lavere løn, en del timebetalte medarbejdere, ingen faglig sparring/supervison eller i bedste fald udført af den ledelse, der  ejer firmaet. Sidstnævnte, har man desværre set eksempler på, kan være ikke-uddannede af ‘dørmandstypen’, som har arbejdet med utilpassede unge (stor mand klarer sagerne). Eller en pædagog/ socialrådgiver/ psykolog med en privat tilgang som ejer af et firma.

En privat tilgang som kan udmønte sig i, at det bliver et lukket og alt andet end udviklende miljø. Dermed ikke sagt, at der naturligvis findes pædagogisk dygtige og ansvarlige arbejdspladser i det private, men de er sædvanligvis bare ikke billigere.

Hvem er vi?

Og hvem er vi så? Er vi Hillerød Kommunes medarbejdere? Er vi aktører, som kan fyres efter forgodtbefindende, og som med enkelte pennestrøg skal devaluere vores faglighed og i øvrigt overbevises om, at vi jo er ansat i Hillerød Kommune og som sådan bør være solidariske med arbejdspladsens politik og holde vores kæft?

Eller er vi først og fremmest et fagligt uddannet personale, der har ansvar over for de borgere, som vi qua vores uddannelser har en vis ekspertise i og baggrund for at varetage støtten til?

Det fører så hen til Kommunernes BUM-model, Bestiller-Udfører-Modtager-modellen. Det hedder sig, at det er for at kvalitetssikre ydelsen til borgeren og for kvalitetens målbarhed. Kommunen har pligt til ifølge BUM-modellen som bestiller at indhente kvalificerede oplysninger om borgernes diagnoser, funktionsproblemer etc. og dermed behov for støtte i henhold til paragraf 85 og 99.

I kølvandet på strukturreformen har der i mange kommuner været en stor udskiftning af sagsbehandlere, og man ser også ansættelser af personale med andre ikke socialfaglige uddannelser, som dermed kan have et ringere kendskab til borgergruppen.

Tabt på gulvet

Man fristes til at tro, at man i visitationen nemt kan få den tanke, at aktørerne (os bl.a.), er inhabile, da vi jo sikkert har en interesse i at bibeholde timerne. Det var ikke en tanke, der strejfede os i amtets tid, hvor man tværtimod havde stor respekt for vores status og handleplaner. Vi anbefalede ofte timereduktion, når vi erfarede, at borgeren var kommet videre i udvikling eller livssituation. Det gjorde vi trygt, fordi vi vidste, at skulle det ændre sig, fik borgeren uden problemer støtten igen.

Vores status skal nu afleveres hver 3. måned og skrives efter de kvalitetsstandarder, der er givet. Man har på grund af det store arbejdspres i kommunen dårlig tid til at læse dem – derfor opfordres vi til at skrive så kort som muligt og med rødt, hvis der er noget nyt. Jo mindre der står, jo mere afgørende bliver det desværre, hvordan man formulerer sig, samtidig med at man er begrænset af kvalitetsstandarden, som definerer rammen.

En status og en handleplan som før var et fagligt redskab, bliver nu mere betragtet som et dokument til, hvordan og hvor man kan spare timer.

Det sidste skud på besparelsesstammen er Det Generelle Tilbud, som borgerne nu grovsorteres til. Vejledningen foregår ikke i borgerens eget hjem, men på et kontor, og der er ikke sat timer på.

Det er særligt problematisk for borgere, der har svært ved relationer fx i det psykiatriske område, autister og de, der har svært ved autoriteter. Der er stor risiko for, at mange bliver tabt på gulvet. Borgeren skal nu møde på et kontor og modtage en støttende samtale med en ukendt vejleder, som skal erstatte den vejleder, der gennem en længere periode måske er lykkedes med at opbygge en relation og har formået det første lille skridt i positiv retning i det hjem, som måske er borgerens første efter mange år på gaden.

På trods har vi stadig en arbejdsplads, hvor vi indadtil forsøger at arbejde og organisere os ud fra de værdier og strukturer, vi har udviklet gennem årene.