Anbragte børn
Svært at slippe drømmene fri
Hvordan ser den perfekte plejefamilie eller den perfekte døgninstitution ud? Sådan lyder et af spørgsmålene fra Børnerådet, der er i gang med en stor undersøgelse af, hvordan anbragte børn har det – og gerne ville have det. Men mange har svært ved at sætte ord på idealet
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Der er indendørs swimmingpool, sauna og solparasol. Lavet af sølvpapir, en tandstik og et stykke pap. Sådan har en gruppe unge fra forskellige opholdssteder sammen forvandlet en skotøjsæske til en model af en drøm: Det perfekte opholdssted.
– Åh, ja, det er jo fri fantasi. Dér hvor vi gerne ville bo, fortæller 16-årige ‘Pelle’, der var med i gruppen.
Det er Børnerådet, der er i gang med en stor undersøgelse af, hvordan børn og unge på opholdssteder, døgninstitutioner og plejefamilier har det, når de selv skal sige det – og hvordan de gerne ville have det, hvis de helt selv kunne bestemme.
I alt bliver mere end 100 børn spurgt, og omkring 30 har deltaget i workshopper – fremtidsværksteder – hvor nogle har klippet og klistret for at udtrykke deres ønsker. Og det har faktisk ikke været så nemt.
– Det var svært for dem at slippe drømmene løs, fortæller fuldmægtig i Børnerådet, Stine Lindberg, der er cand.mag. i dansk og psykologi og ansvarlig for workshopperne.
– Det var lidt underligt. Man kan ikke helt finde ud af at drømme, når man ikke er vant til det, fortæller Pelle, der blev anbragt som 11-12-årig, fordi hans mor drak så meget, at hun ikke kunne tage vare på ham og hans søskende.
For ham har det været en stor lettelse at flytte ind på et opholdssted.
– Det bedste ved et opholdssted er, at man kommer væk hjemmefra. Væk fra den tilværelse, der ikke er god for en, siger han.
Fra kritik til drøm
Børnerådets workshopper kørte over to dage, hvor de medvirkende børn og unge gennemgik tre faser: Først kritikfasen eller status quo, hvor de påpegede ting, de var utilfredse med i deres anbringelse.
– Vi har endnu ikke et samlet overblik over, hvad der er typisk, men noget, der i hvert fald gik igen flere steder, var, at de unge ikke oplever, at de bliver hørt og lyttet til, siger Stine Lindberg.
Herefter kom drømmefasen, hvor de unge skulle udtænke det perfekte. For eksempel ved at skrive jobopslag og søge efter den perfekte pædagog eller lave modeller af det perfekte opholdssted.
– I den fase prøvede vi at stille spørgsmål, der fik de unge til at drømme. Mange af dem har jo levet på institutioner hele deres liv, og det kan være helt vildt svært for dem at give slip og formulere, hvordan de gerne ville have det, hvis alt kunne lade sig gøre. Fx var der nogen, der sagde, at det selvfølgelig er rigtigt ærgerligt, at de gode pædagoger skal hjem, men de kan jo ikke være på arbejde hele tiden. Og så sagde vi: ‘Jamen, det er jo jeres drømmeverden. I jeres drømmeverden er det bare den bedste pædagog, der er der hele tiden – 24/7 – hvis det er det, I vil have’.
I den sidste fase gjaldt det igen om at være realistisk. Hvad kan faktisk lade sig gøre, hvis det skal blive bedre at være anbragt?
I den fase fik de unge hjælp til at skrive et stort postkort til fx Socialpædagogernes eller Dansk Socialrådgiverforenings formand.
Pelles gruppe skrev til socialministeren og fortalte, hvor vigtigt det er, at sagsbehandleren kender den unge. Personligt og ikke bare på papiret.
– Vi foreslår, at den unge og sagsbehandleren får en hel dag sammen, så de kan lære hinanden at kende, fortæller han.
Efter jul skal postkortene overdrages til modtagerne – sammen med konklusionerne på undersøgelsen.
Socialpædagogen vil også beskrive undersøgelsens resultat.
Læs mere på www.boerneraadet.dk