Tvangsbehandling

Etisk Udvalg frygter glidebane

Det kan blive en glidebane at tillade tvangsbehandling i særlige situationer. Det vurderer Socialpædagogernes etiske udvalg, der meget gerne stiller op til debatarrangementer om emnet

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Er sundhedsminister Astrid Krag på vildspor, når hun nu tager hul på arbejdet med en lovændring, der i særlige situationer skal tillade tvangsbehandling af blandt andre udviklingshæmmede?

Og hvor går grænserne?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som Socialpædagogernes etiske udvalg gerne vil bringe i spil på debatarrangementer i kredsene eller på større arbejdspladser. Udvalgets formand, Henrik Qvist siger:  

– I udvalget frygter vi, at det kan blive en glidebane, hvis man tillader tvangsbehandling, fordi det ofte vil være den nemmeste og den billigste løsning. En lovændring kan ramme essentielle socialpædagogiske værdier som selvbestemmelse og ligeværdighed, så det er virkelig relevant at få det diskuteret netop nu, hvor et lovforslag kan være på vej.

Henrik Qvist arbejder til daglig som socialpædagog på et botilbud for voksne handicappede, og han mener, at tvang kun bør komme på tale i spørgsmål om liv eller død. Derfor bekymrer det ham, når sundhedsminister Astrid Krag i forrige nummer af Socialpædagogen nævner et eksempel med en udviklingshæmmet diabetiker med et fodsår, som skal behandles inden, der opstår koldbrand i foden.  

– Umiddelbart vil jeg sige nej til, at man bør bruge tvang i en sådan situation – det bør højst kunne komme på tale, hvis der virkelig er opstået koldbrand i foden. Indtil da må man forsøge sig med motivation og andre socialpædagogiske metoder, siger han.

Selv om han således selv har en holdning, lægger han vægt på, at Etisk Udvalg ikke kommer med færdige løsninger og rigtige svar.  

– Vi vil derimod forsøge at komme med et debatoplæg, der sætter gang i en fordomsfri diskussion.