Globale stemmer

Regler, ny viden og humor giver resultater

Klare regler med skarpt definerede pligter og ansvar, konstant stræben efter ny viden og ikke mindst humor er nøgleordene for en velfungerende socialpædagogisk arbejdsplads, mener kroatiske Dubravka Marusic, der arbejder med adfærdsvanskelige børn og unge i Zagreb

Af Ota Tiefenböck, redaktionen@sl.dk
Arkivfoto: Polfoto

Regler, livslang læring og humor er noget af det vigtigste for vores arbejde. Klare linjer skaber et godt arbejdsklima, fleksibilitet og kreativ tankegang. Ny viden sikrer den bedste socialpædagogiske indsats, og humor sikrer overlevelsen.

Sådan siger Dubravka Marusic, der er socialpædagog og afdelingsleder på et dag- og døgninstitution for adfærdsvanskelige børn og unge, Dom za Odgoj Djece i Mladezi (Skolehjem for Børn og Unge), i den kroatiske hovedstad Zagreb. Hun er ikke i tvivl om, at disse tre ingredienser er nødvendige for, at en socialpædagogisk arbejdsplads kan fungere optimalt.

Socialpædagogen besøger Zagreb i slutningen af september. Det er stadig varmt udenfor, og vinduet på Dubravka Marusics kontor står på vid gab. Dubravka Marusic viser tykke gule mapper frem, som hober sig op på hendes skrivebord, og mapperne og deres indhold er ifølge Dubravka Marusic et godt eksempel på de pligter og krav, hun stiller til personalet.

– Mapperne er et vigtigt redskab for det socialpædagogiske arbejde på institutionen. Vi har faste deadlines for ajourføring af mapperne med daglige observationer og større rapporter. Disse deadlines er ikke til diskussion, de skal bare overholdes, og det er ikke et udtryk for, at jeg er pedantisk eller udemokratisk. Det er en nødvendighed, ellers ville det hele ende i kaos, siger Dubravka Marusic og fortsætter:

– Hvert barn har sådan en rapport. Mange af vores børn har ikke fået en reel chance her i livet. Det er vigtigt, at vi går op i vores arbejde og ser hvert barn, som et individ. Vi er mennesker, ikke robotter, vi har hver vores følelser og ting i bagagen. Hvis vi skal hjælpe vores børn og få dem på rette vej igen, er det nødvendigt at udforske deres indre på et individuelt plan og i det hele taget have et holistisk menneskesyn. Og her er vores observationer guld værd, siger Dubravka Marusic.

– Vi bruger virkelig rapporterne og handler efter dem, ellers var der ingen grund til alt det arbejde. Man kan skrive meget på papir, men handler man ikke ud fra det, kunne man jo ligeså godt smide det i skraldespanden.

Livslang læring

Dubravka Marusic er 44 år, har en kandidatuddannelse i socialpædagogik fra Zagreb Universitet og er øjeblikket i gang med en doktorafhandling i socialpædagogik.

Afhandlingen handler om vigtigheden af en tidlig socialpædagogisk indsats over for adfærdsvanskelige børn og er baseret på hendes egne erfaringer fra et af de tre centre, der tilsammen udgør Dom za Odgoj Djece i Mladezi. Centret laver bl.a. opsøgende arbejde på skolerne i Zagreb og har fokus på tidlig indsats over for børn, som er tynget af problemer, og Dubravka Marusevic har arbejdet her i flere år.

– Vores erfaringer har vist, at det er vigtigt så hurtigt som muligt at få øje på børn, som ikke trives. Vi samler disse børn i små hold og kører et to-årigt socialpædagogisk forløb, som de går til hver dag efter skole. Det har givet nogle fantastiske resultater. Det er derfor vigtigt, at den indsamlede viden bliver evalueret og givet videre, forklarer Dubravka Marusic.

Dubravka Marusic har været ansat flere steder i organisationen. Hun mener, at konstant stræben efter ny viden og lysten til at videregive den er en nødvendighed for at lykkes med det socialpædagogiske arbejde – og samtidig er viden et middel til at bevare sit professionelle engagement.

– Vi skal holde os opdateret med nye metoder og forskning, det er nødvendigt, hvis vi skal være i stand til at yde vores absolut bedste. Det er vigtigt, at vi er aktive, opsøger ny viden og formidler den videre til vores kollegaer. Det holder det faglige niveau og gejsten for arbejdet højt oppe, siger Dubravka Marusic.

Hun mener, det er den enkeltes ansvar selv at opsøge ny viden og ikke stille sig passivt og forvente at få bevilget kurser eller efteruddannelse fra arbejdsgiverens side.

– Vi får naturligvis bevilget midler til efteruddannelse, men det er langt fra tilstrækkeligt. Man skulle jo være Jesus for at fordele pengene, så alle fik noget ud af dem, konstaterer Dubravka Marusic, og tilføjer, at hun dog er forholdsvis tilfreds med de økonomiske midler, Dom za Odgoj Djece i Mladezi får tilført fra den kroatiske stat.

– Man kan naturligvis altid ønske sig mere, men vores budget og de bevillinger, vi får, afspejler mulighederne i de statslige finanser, siger hun.

Store udfordringer – og humor

Det er fredag eftermiddag, og udenfor på gangene er der stille.

De fleste af de børn og unge, der bor på stedet, er taget på weekend til deres forældre, og Dubravka Milosevic har tid til at gennemgå nogle af rapporterne.

Hun arbejder i centeret for adfærdsvanskelige børn og unge i Zagrebs Dugave-kvarter, der rummer omkring 55 børn og unge og har 27 ansatte.

Udover socialpædagoger, som udgør hovedparten af de ansatte, er det bl.a. psykologer, læger, og pædagogmedhjælpere.

Centret ligger i en arkitektonisk moderne bygning fra 1982 med gode faciliteter og består af fire underafdelinger, som hver har sin egen fløj i huset. En af dem er afdelingen for uledsagede flygtninge under 18 år, og arbejdet her er ifølge Dubravka Marusic en stor udfordring. Børnene taler nemlig ofte hverken engelsk eller et andet sprog end deres eget, og det stiller store krav til afdelingens ansatte.

– Det er børn med en ulykkelig historie. Børn som flygter fra krige og vold, men formentlig også børn som er ofre for trafficking. De var på vej til Vesteuropa, men blev stoppet ved den kroatiske grænse. Vi ved intet om dem, de har som regel ingen papirer på sig. De lyver ofte om deres fortid, ophav eller formål med rejsen, men vi har en formodning om, at omkring 70 pct. af dem er ofre for trafficking. De er hos os indtil deres situation bliver afklaret, og i den tid forsøger vi at lave specielle programmer for dem, siger Dubravka Marusic og tilføjer, at centret modtager omkring 170 uledsagede flygtningebørn årligt, og at børnene kommer fra op til 30 forskellige lande.

– Det er forfærdeligt, og vi forstår ikke, hvor alle de børn kommer fra. Vi har en joke her, at børn i hele verden ved, hvor Dugave-kvarteret ligger, når så mange ender hos os. Vi skal jo også kunne grine sammen, have det sjovt og kunne se tingene oppefra. Humor hjælper os med at bevare et lyst sind og få det hele lidt på afstand. Jeg har arbejdet her i 18 år, og uden humor var jeg nok endt på et psykiatrisk hospital for længe siden, konstaterer Dubravka Marusic.