Anbragtes uddannelse

Undervisningen kommer i anden række

Tidligere anbragte halter uddannelsesmæssigt bagefter, og det skyldes blandt andet, at skolegang og uddannelse nedprioriteres i anbringelsen. Det vurderer lektor Inge Bryderup, der er aktuel med bog om tidligere anbragtes uddannelse

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Ricky John Molloy

Mine plejeforældre, som jeg bor hos, er begge to nogle, der gerne ser, at det går mig godt. De har altid givet mig gode råd og stået bag mig og sagt, at gymnasiet er et godt valg at tage efter skolen.

Sådan begrundede en ung kvinde sit uddannelsesvalg, da hun blev spurgt i en undersøgelse om tidligere anbragtes uddannelse. Og hendes erfaring stemmer godt overens med undersøgelsens konklusioner. Lektor Inge Bryderup, fortæller:

– Vi har analyseret, hvad der virker som henholdsvis barrierer og støttende faktorer, når det gælder tidligere anbragtes uddannelse. Og der kan man sige, at det er forsiden og bagsiden af den samme mønt: Det er således en barriere, at skole og uddannelse ofte nedprioriteres, fordi der er en myte om, at anbragte børn først og fremmest har brug for omsorg og behandling – og at undervisningen derfor kommer i anden række. Og omvendt er det en støttende faktor, når skole og uddannelse bliver prioriteret højt.

Sammen med Marlene Trentel har Inge Bryderup forfattet bogen ‘Tidligere anbragtes uddannelse’, der udkom i januar. Den bygger på de danske resultater af det europæiske forskningsprojekt ‘Young people from af public care background pathways to education in Europe’, der er finansieret af EU. De danske resultater er dels baseret på statistiske analyser af registerdata fra Danmarks Statistik, dels på interviews med 35 tidligere anbragte, der uddannelsesmæssigt har klaret sig relativt godt – og med gruppeledere fra fem kommuner.

Halter langt bagefter

Og tallene taler sit klare sprog. Som Inge Bryderup, der forsker på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, siger:

– Tidligere anbragte halter uddannelsesmæssigt langt bagefter andre unge.

Eksempelvis har kun 40 pct. af de 27-30-årige, der var anbragt som 16-årige, taget en uddannelse efter folkeskolen. Mod 80 pct. af alle 27-30-årige (se flere tal i faktaboksen).

– Og man skal jo huske, at langt de fleste anbragte er normaltbegavede, siger Inge Bryderup.

Hun vurderer, at der især er fire barrierer for, at tidligere anbragte får en uddannelse:

1. Skolegang og uddannelse kommer i anden række – det sociale/behandlingen har første prioritet.

2. Den sociale indsats kommer for sent – og slutter for tidligt.

3. De tidligere anbragte har som unge voksne enten et spinkelt netværk eller slet intet netværk. Herunder tæller også, at de har få fritidsaktiviteter – og dermed færre sociale relationer.

4. Forældrene har mangelfuld uddannelsestradition – og anbringelsesstedet har heller ikke altid en god uddannelsestradition.

Inge Bryderup understreger, at barriererne er vævet tæt sammen, således at der fx er en sammenhæng mellem forvaltningens nedprioritering af skolegang og manglende uddannelsestradition på anbringelsesstederne – og mellem en for sen social indsats og et dårligt netværk.

Sociale problemer giver få venner

– Det kan jo fx være meget svært at få venner, hvis man som lille barn altid er beskidt og lugter og ikke har mulighed for at deltage i sociale aktiviteter som børnefødselsdage, siger hun. Og hvis man ikke får venner som barn, har man det også sjældnere som ung voksen.

– Og ud over, at det for alle mennesker er vigtigt at have venner, er det faktisk også noget, der betyder meget i en uddannelsesmæssig sammenhæng, siger Inge Bryderup.

Som en af de få tidligere anbragte i undersøgelsen, der har et godt socialt netværk, siger:

– Alle mine venner gik på gymnasiet og handelsskolen, så det var meget naturligt for mig. Det var nærmest unormalt, hvis det stoppede efter 9. klasse.

Inge Bryderup bygger sin konklusion om, at uddannelse generelt er nedprioriteret i anbringelsen, på både de tidligere anbragtes egne historier og på interviews med gruppeledere i forvaltningerne:

– De unge fortæller selv, at de ofte har været anbragt et halvt år i familiepleje, før man har fundet et egnet skoletilbud til dem, og gruppelederne siger også, at fokus først og fremmest er på den sociale del af anbringelsen. Det sidste giver sig udtryk på mange forskellige måder. Fx at unge kan være anbragt i en plejefamilie, hvor det ikke er en del af godkendelsesgrundlaget om familieplejeren kan give lektiehjælp eller ej. Nogle af de unge i undersøgelsen, der har været i gymnasiale uddannelser eller i den sidste del af folkeskolen, fortæller, at det var svært at få hjælp til lektierne. Og unge, der både har været i familiepleje og på døgninstitution, har fremhævet, at på døgninstitutionen kunne man altid finde en socialpædagog, der kunne give lektiehjælp.

Parallelle forløb

Inge Bryderup fremhæver, at spørgsmålet om uddannelsestradition eller ej ikke kun handler om lektiehjælp, men også om viden om forskel lige uddannelser og muligheden for at være en rollemodel.

– Helt banalt gør det en forskel, om det er naturligt at læse i en bog eller ej, siger hun. Eller som en af de interviewede siger:

– Jamen altså, det er bare det, tror jeg, at jeg er opvokset med fra mine plejeforældre, at man skal have en uddannelse. Sådan for at kunne have sikret et arbejde, og altså at kunne få et fint arbejde.

Inge Bryderup håber, at bogen kan være med til at åbne øjnene for vigtigheden af at prioritere skolegang og uddannelse til anbragte børn og unge:

– Der eksisterer især i sagsbehandlerkredse og på de kommunale forvaltninger en forestilling om, at først skal man behandles og derefter kan man begynde at lære, og hvor den tænkning kommer fra, ved jeg ikke. Den er i hvert fald hverken baseret på forskning eller fornuft. Helt banalt kan det godt være, at en ung 12-13-årig har det rigtig skidt og trænger til omsorg i forbindelse med en anbringelse, men det er da nærliggende samtidig at give nogle succesoplevelser med læring i skolen. Noget, som sammen med den behandlingsmæssige indsats kunne hjælpe den unge til at opnå større selvsikkerhed. Der er intet, der argumenterer imod, at man kan køre de to forløb samtidigt.

Derudover mener hun også, at det er vigtigt, at der kommer en større forståelse for, at tidligere anbragte ofte er forsinkede i deres uddannelsesforløb – og at de derfor også har behov for støtte i det tidlige voksenliv i form af efterværn.