Anbragtes uddannelse
Hvordan vender vi skuden?
Hvad skal der til for at sikre bedre uddannelse og skolegang til anbragte? Det spørgsmål er både blevet diskuteret på en konference og i Socialpædagogens Facebook-gruppe
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Hæv ambitionerne. Hold fokus. Sådan lyder nogle af de bud, der er kommet på, hvordan man sikrer bedre uddannelse og skolegang til anbragte børn og unge.
Som vi omtalte i sidste nummer af Socialpædagogen, halter tidligere anbragte for øjeblikket uddannelsesmæssigt bagefter. Når de når 27-30-års alderen har seks ud af ti ingen uddannelse, viser statistikken i den nye bog ‘Tidligere anbragte unge og uddannelse’, der er skrevet af Inge M. Bryderup og Marlene Q. Trentel.
Spørgsmålet er så bare, hvad der skal til for at ændre tendensen? Det er både blevet diskuteret i Socialpædagogens Facebook-gruppe og på en konference, der i begyndelsen af februar blev afholdt på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Konferencen ‘Tidligere anbragte unges skolegang og uddannelse’ blev indledt af formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, der slog til lyd for et langt større fokus på anbragtes uddannelse – blandt andet fordi flere og flere ufaglærte job forsvinder, og uddannelse derfor er blevet endnu vigtigere.
– Vi er nødt til at prioritere uddannelse lige så centralt som omsorg i udredning og visitation til anbringelse.
– Vi har for få ambitioner på de anbragtes vegne, og lærer dem derfor ikke at have ambitioner på egne vegne, sagde han.
Omsorg er udgangspunktet
I Socialpædagogens Facebookgruppe sætter nogle til gengæld spørgsmålstegn ved ideen om at prioritere skolegang lige så højt som omsorg. Karin Elkjær Pedersen skriver:
– Selvfølgelig er skolegang vigtig – den er dog afhængig af, at barnet har overskud til indlæring. Så at give barnet den rette omsorg og balance må være udgangspunktet.
Hun bakkes op af Tanja Mangelsen Mølgaard, der skriver:
– De er ikke altid klar til at modtage læring oven på de ting, der kan være sket i deres liv.
Kim Rose skriver, at den klassiske litteratur fokuserer på at beskrive, hvordan børnenes indlæringsblokeringer, mindreværd m.v. mødes.
– Fokus rettes mod de emotionelle vanskeligheder, idet det forudsættes, at barnet kan indhente det faglige, når disse fortager sig – men hvordan genoptager man undervisningen, når børnene vedbliver at have lav frustrationstolerance, udviser oppositionel adfærd og er følelsesmæssigt ustabile, spørger han.
På konferencen gav Inge Bryderup selv sit svar: Nemlig, at man sideløbende og samtidigt arbejder med behandling og undervisning.
I Facebook-gruppen efterlyser andre en større forståelse for, at nogle anbragte har brug for særlige tilbud.
Torben Thomsen skriver:
– Når først ‘ulykken’ er standset, bør der gives almen førstehjælp. Herunder også den rette skolegang! Imidlertid findes der sjældent passende tilbud, hvorfor skolegangen nedprioriteres til fordel for ‘opdragelse’ og generelle færdigheder! Jeg mener personligt, at man udmærket
– med den rette socialpædagogiske indsats – kan supplere med almindelig skolegang, eventuelt i et specialforløb. Men det koster penge, og kommunerne er som bekendt både træge og nærige!
Den svære inklusion
Anette Bro Mortensen præsenterer sig som forstander på et opholdssted og beskriver, hvordan de her arbejder med at være tydelige om, at skolen er en ‘skalting’ og blandt andet har ansat en lærer til at hjælpe med lektier.
Også blandt deltagerne på konferencen var der konkrete ideer til tiltag. I en pause fortalte socialpædagog Annette Andersen fra De Unges Hus i Greve eksempelvis, hvordan de for nogle år siden netop havde skolegang og uddannelse som fokuspunkt. Det medførte blandt andet, at de lagde timerne om, så der nu er flere på arbejde om morgenen, når de unge skal af sted i skole.
De Unges Hus arbejder nu også tættere sammen med skolerne, og melder fx altid afbud til skolen, hvis det ikke lykkes at motivere en ung til at tage af sted.
Deltag i facebookdebatten via www.sl.dk/facebook