Familieplejere

På arbejdspladsbesøg derhjemme

Hvad kan familieplejere egentlig bruge fagforeningen til? Det spørgsmål var på dagsordenen, da Kreds Midtsjælland var på arbejdspladsbesøg hjemme hos ‘Hannah’ for at tale med hende og nogle af hendes familieplejekollegaer

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Allan Stochholm

I må gerne tage skoene af. Jeg er ikke så meget for at gå og støvsuge hele tiden. Familieplejer ‘Hannah Olsen’ byder velkommen med en venlig henstilling, og Socialpædagogernes næstformand i Kreds Midtsjælland, Kim Christian Jensen, træder et par skridt tilbage. Han er ikke vant til at skoene skal af, når han træder ind på en socialpædagogisk arbejdsplads, men dette er heller ikke en helt almindelig, socialpædagogisk arbejdsplads. Det er også Hannah Olsens private hjem.

I uge 4 og 5 besøgte lokale repræsentanter fra Socialpædagogerne arbejdspladser over hele landet for at komme i dialog med såvel medlemmer som potentielle medlemmer. I Kreds Midtsjælland blev det også til tre møder med familieplejere.

– Vi har nogle meget aktive familieplejere i kredsen, og da vi på et bestyrelsesmøde talte om, at vi skulle på arbejdspladsbesøg, spurgte de, om vi ikke også kunne komme ud til nogle familieplejere. Det kunne vi sagtens. Det ville bare kræve, at de samledes nogle stykker hvert sted, siger Kim Christian Jensen.

Han ser både arbejdspladsbesøgene hos familieplejere som en måde at komme i dialog med familieplejerne – og som en måde at markere, at familieplejerne altså er arbejdspladser. Selv om arbejdet foregår i private hjem.

Vil være anonyme

Hos Hannah Olsen sidder seks familieplejere rundt om spisebordet. De vil gerne have, at Socialpædagogen skriver om besøget – men de vil ikke selv stå frem, for de er bekymrede for, at det kan give problemer, hvis en sagsbehandler eller andre i kommunerne hører, at de inddrager fagforeningen. Og det hjælper ikke, at Kim Christian Jensen prøver at berolige:

– Selvfølgelig skal I overholde jeres tavshedspligt, men ellers har I lov til at ytre jer. Og kommunerne vil altså ikke have en sag om krænkelse af ytringsfriheden på nakken, siger han.

– Det kan godt være, svarer Hannah, men en sagsbehandler kan altså godt snige sig til at lave repressalier uden, at man kan bevise det og uden, at de overordnede i kommunen ved det.

Og så bliver aftalen, at alle seks skal forblive anonyme, og at Socialpædagogen anonymiserer dét, de fortæller om.

Det viser sig hurtigt, at de alle har noget på hjertet. For hvad gør man fx, hvis man føler, at kommunen udnytter ens følelser og truer med at fjerne plejebarnet, hvis man ikke makker ret og acceptere at gå ned i vederlag? Og altså få en lavere ‘løn’ for sit arbejde? Og hvad hvis man synes, kommunen har truffet en afgørelse, der skader plejebarnet? Eller hvis sagsbehandleren bliver sur over at få kritik og nægter at tale med familieplejeren?

Direkte eller indirekte hjælp

I alle tilfælde er det en god idé at tale med fagforeningen, der enten kan hjælpe eller vejlede. I tilfældet med sagsbehandleren, der ikke vil tale med familieplejeren, er der ikke så meget at gøre. Som Kim Christian Jensen siger:

– Kommunen bestemmer jo selv, hvem der er kontaktperson, og hvis det er lederen, der er kontaktperson, så er det sådan det er.

– Så det må de altså rent faktisk godt, spørger familieplejer ‘Ida Kjær’.

– Ja, svarer Kim Christian Jensen, hvis det bare er en intern arbejdsfordeling, så må de gerne.

En af hans vigtige pointer er, at der er love og regler, der regulerer, hvad kommunen må og skal – og det er især, når reglerne overtrædes, at fagforeningen kan gøre noget her og nu. Kim Christian Jensen skelner mellem dét, der relaterer sig til rammerne for arbejdet, altså fx arbejdsforhold og vederlag. Her kan fagforeningen hjælpe direkte og fx yde rådgivning, deltage i møder som bisidder eller køre en retssag, hvis kontrakten er brudt. Og så dét, der ikke handler om rammerne for arbejdet, men fx om barnets tarv. Her kan fagforeningen ikke selv handle, men vejlede i, hvem familieplejerne så bør henvende sig til. Det gælder typisk, hvis familieplejeren oplever, at kommunen træffer valg, der går ud over barnet.

Omsorgssvigt skal meldes

Det har ‘Ulla Hansen’ et eksempel på. Hun havde i flere år et søskendepar i pleje. I begyndelsen var den biologiske mor slet ikke på, men efterhånden begyndte hun at se mere og mere til børnene, og en dag besluttede kommunen, at de skulle bo hos hende – og flytte fra den ene dag til den anden.

– Men havde du ikke en opsigelse, spørger en af de andre familieplejere.

– Jo, jo, og jeg fik også pengene i henhold til opsigelsen i kontrakten, men det er ikke pengene, jeg taler om. Det, jeg taler om, er, at det var synd for børnene. Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle gå så hurtigt. For eksempel var de begyndt at klare sig meget bedre i skolen, men hjemme hos moderen var der ikke noget med, at de skulle lave lektier. Alt det vi havde bygget op, blev tabt, siger hun.

Her bryder Kim Christian Jensen ind.

– Men synes du, at kommunen omsorgssvigtede børnene ved den beslutning?

Ja, det mener Ulla Hansen faktisk, at den gjorde.

– Så er det jo en af de situationer, hvor I kan sende sagen ind til Ankestyrelsen. Og hvis I synes, at det er alvorligt nok, og at barnet omsorgssvigtes, så bør I gøre det.

– Men kan vi godt underrette Ankestyrelsen om sager om vores egne plejebørn, spørger en af de andre.

– Ja, siger Kim Christian Jensen, det har I faktisk pligt til. Som familieplejere har I som fagpersoner en skærpet underretningspligt.

Ulla Hansen vil vide, hvad hun skal gøre ved det brev, hun lige har fået fra kommunen. Der står, at hun skal gå ned i vederlag – og at hun, hvis hun ikke accepterer nedgangen, skal betragte brevet som en partshøring til opsigelse af kontrakten med et varsel på én måned.

Her har hun fat i en rigtig fagforeningssag – et spørgsmål om løn (eller vederlag, som det kaldes, når man er familieplejer). Og her kan Socialpædagogerne da også være en aktiv medspiller.

– I sådan en situation er det meget vigtigt, at I kontakter os, så vi kan hjælpe med at forhandle. Det er så ucharmerende, at de prøver at true sig frem og gerne vil have jer til at sige ja, inden de sender kontrakten. Men I skal have deres udkast til en ny kontrakt, og så er det den, der skal forhandles om.

Følelser i klemme

En af de andre familieplejere bryder ind og siger, at det, der gør det svært, er, at der er så mange følelser på spil.

– Vi har jo haft Anne hos os siden hun var spæd, og når jeg tænker på alle de opgaver, jeg har med Anne, vil jeg nok sige at det er et arbejde. Men på den anden side: Hvis kommunen kom og sagde, at den ville tage Anne fra mig, så ville jeg da beholde hende, selv om jeg ikke fik en krone for det.

Kim Christian Jensen nikker og siger, at han alligevel ikke mener, at man uden videre skal sige ja til at gå ned i vederlag.

– Det kan godt være, at kommunen kan anbringe ét barn et andet og billigere sted, men hvis de gør det i stor stil og overfor mange familieplejere, så vil det altså lægge kommunen ned. Og det kan godt betale sig at stå imod – det har vi fx en sag fra Slagelse, der viser. Her prøvede kommunen kollektivt at sætte familieplejerne ned i vederlag, selv om der skal være en individuel vurdering af et ændret behov hos det barn, som kommunen ønsker at nedsætte vederlaget i forhold til. Men familieplejerne stod imod, og indtil videre har vi ikke fået en eneste tilbagemelding om, at kommunen i nævneværdig grad er lykkedes med at forhandle vederlagene ned.

Kim Christian Jensen understreger samtidig, at fagforeningen kun kan hjælpe, hvis den kender problemerne.

– Og derfor er det utrolig vigtigt, at I henvender jer til os. 

Kredsbestyrelsen kom på arbejdspladsbesøg Det var lidt af en øjenåbner! Sådan konkluderede socialpædagog Vibeke Hansen efter besøg hos en gruppe familieplejere Vibeke Hansen er nyvalgt medlem af kredsbestyrelsen i Kreds Midtsjælland, og her tog bestyrelsesmedlemmerne i år på skift med på arbejdspladsbesøg. Formålet var at give dem en større forståelse for medlemmer, der arbejder på andre områder end dem selv. Vibeke Hansen er selv ansat i et enkeltmandsprojekt for en udadreagerende kvinde med udviklingshæmning, og hun fik flere overraskelser i mødet med familieplejerne. – Jeg troede, at familieplejen var mere professionaliseret, men det virkede ikke som om, familieplejerne så det som et arbejde. De så det som om, plejebørnene var deres børn, og de var følelsesmæssigt meget involverede. Det er anderledes end på min arbejdsplads, hvor jeg da forventer af mine kollegaer, at de går hjem, når de har fri, men det er jo noget helt andet, når man har børnene 24 timer i døgnet. Vibeke Hansen mener, at den professionelle holdning er vigtig af flere grunde: Både så man kan yde det bedste for barnet, og fx kræve den nødvendige supervision og faglige udvikling, og så man selv kan få rimelige løn- og arbejdsvilkår. – Nu lød det som om, de nemt blev presset, fordi de var bange for at miste børnene og derfor ikke turde stille krav. Selvfølgelig må man gerne være følelses mæssigt involveret, og vi yder jo også en form for professionel kærlighed – men man skal være bevidst om, at det er et arbejde, man har – og at det fx er noget, der kan stoppe, siger hun. Som medlem af kredsbestyrelsen mener hun, at arbejdspladsbesøget har klædt hende bedre på til diskussioner om, hvordan Socialpædagogerne kan hjælpe familieplejere ved fx at støtte op om, at de skal have mere supervision og uddannelse – og ved i det hele taget at arbejde for en større professionalisering. – Hvis familieplejerne skal rustes til at få bedre løn og arbejdsvilkår, er det også vigtigt, at de ser det at være familieplejer som et arbejde.