Kommentar
Socialpædagogiske drømme
Vi ønsker os ikke tilbage til tiden med amterne – vi er et andet sted i dag. Men noget skal ske, og det vil vi meget gerne have politikerne på Christiansborg til at indse
Af Benny Andersen, forbundsformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Regeringen bebudede i sit regeringsgrundlag, at den ville gennemføre en evaluering af kommunalreformen. En ’evaluering af kommunalreformen og den nuværende arbejdsdeling mellem kommuner, regioner og stat. Det skal blandt andet ske med særligt fokus på det specialiserede socialområde’, som det er beskrevet. Vi håber, at evalueringen bliver grundig og ærlig, og at man virkelig vil forsøge at se på virkeligheden, som den ser ud for de mange små grupper af udsatte borgere. For de har brug for noget, som de fleste kommuner ikke kan levere selv.
I dag er det de 98 kommuner, der alene har ansvaret for at hjælpe og støtte udsatte mennesker. Kommunerne beslutter, hvilken hjælp de skal have, kommunerne betaler, og kommunerne er forpligtet til at sørge for, at den rigtige hjælp og støtte er til rådighed. Og det bidrager vi socialpædagoger og en række andre faggrupper til. Der knokles med ildhu – og der foregår en masse gode ting ude omkring i kommunerne. Alligevel er der noget, der halter. Det er, som om opgaven alligevel er for stor til, at kommunerne hver især kan løfte den alene. Vi ønsker os ikke tilbage til tiden med amterne, men noget skal ske, og det vil vi meget gerne have politikerne på Christiansborg til at indse. Vi har fire nøje overvejede bud på, hvordan Christiansborg kan hjælpe kommunerne med den enorme opgave, de fik med kommunalreformen – uden at vi beder om flere penge til området. Det er fire bud, der bygger på to grundpiller: den ene er socialpolitisk og handler om solidariteten med de mest udsatte – den anden er fagpolitisk og har fokus på, at vi i vores arbejde skal gøre det, der virker bedst.
For det første skal vi deles om udgifterne til området på en retfærdig måde. For det andet skal vi én gang for alle finde ud af, hvor mange mennesker det drejer sig om, så vi undgår ulidelige og uværdige tovtrækkerier om serviceniveauet. Vi skal for det tredje få sat gang i forskning og projekter på nationalt plan, så vi altid kan yde den fagligt set bedst funderede hjælp. Og endelig skal vi for det fjerde have skabt en selvstændig, socialpædagogisk uddannelse, så de mennesker, der brænder for at arbejde med sociale problemer, kan tilegne sig den bedste faglighed og de bedste metoder fra ind- og udland.
Det er vores håb, at de fire bud på, hvordan man kan hjælpe kommunerne med at forvalte det specialiserede socialområde, bliver godt modtaget. Ikke bare blandt politikerne på Christiansborg. Men også i kommunerne, i KL og i Danske Regioner. Vi håber også, at det er tydelig for politikerne, at vi ønsker at skabe et Danmark, der er solidarisk med de mellem en og to pct. af befolkningen, der har behov for en ekstra indsats, fordi de på grund af særlige omstændigheder befinder sig i en udsat position. Vi kan ikke være andet bekendt end at tilbyde de allersvageste borgere nøjagtigt det, som vi selv forventer af fx sygehusvæsenet: En rettidig hjælp, en hjælp, der bygger på de seneste forskningsresultater og en hjælp, der er organiseret effektivt og uden økonomisk kassetænkning.