Prik

Baglæns i handicappolitikken?

Tendenserne i retning af tilbagevenden til fortidens institutioner er desværre mange: Sammenlægning af dagtilbud og botilbud, genindførelse af industrivask for beboerne på botilbud, blind tiltro til stordriftsfordele. Det er en trist udvikling at være vidne til. Men med fælles hjælp kan vi vende retningen

Af Sytter Kristensen, LEV, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Sidst i januar havde Landsforeningen LEV 60 års jubilæum. Gæve mænd og kvinder har gennem alle årene kæmpet for udviklingshæm medes ret til et værdigt liv med indhold og udviklingsmuligheder. Udviklingen er gået langsomt, men retningen i handicappolitikken har der ikke været tvivl om.

Men de sidste par års kommunale krisestyring forstyrrer desværre det billede. Jeg sidder med en række klare tegn på, at kommunale embedsmænd og politikere lige så stille – i ly af den økonomiske sparedagsorden – er ved at gennemføre et markant kursskifte i de grundlæggende værdier i handicappolitikken.

Kommunerne har over de seneste par år gennemført omfattende besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Listen over forringelser er lang, og forringelserne har i de fleste tilfælde meget indgribende betydning for udsatte borgeres mulighed for at leve en tilværelse med indhold og udviklingsmuligheder.

Vi ser at ledsagerordning fjernes, at der ikke tilbydes ferie, at der tilbydes mad fra store centralkøkkener, at § 104-tilbud lukkes, at borgeren tilbydes aktivitetstilbud i eget hjem, at støtten til at handle ind fjernes og vare bestilles via telefon, ja, jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på forringelser.

Nu vil nogle måske hævde, at vi alle må spænde livremmen ind og sænke forventningerne ind til krisen er overstået. Måske, men man må samtidigt huske, at forringelser af hjælpen til mennesker med omfattende handicap ofte har en helt fundamental betydning for mulighederne for at leve en værdig tilværelse.

Og som nævnt er besparelserne i en række tilfælde ikke blot et midlertidigt tilbageslag. De sidste par år har jeg således set flere og flere eksempler på omlægninger af indsatsen for mennesker med udviklingshæmning, der ligner grundlæggende brud med værdier og principper i dansk handicappolitik. Et politikområde, som der ellers har været national konsensus om de seneste 30 år.

Nogle af de vigtigste værdier i dansk handicappolitik – og i FN’s handicapkonvention – er inklusion og afinstitutionalisering. Mennesker skal ikke henvises til et helt liv i afsondrede institutioner. Vi har alle ret til et hjem – og det burde være en menneskeret at kunne vælge, hvem man vil bo sammen med.

Tendenserne i retning af tilbagevenden til fortidens institutioner er desværre mange: Sammenlægning af dagtilbud og botilbud, genindførelse af industrivask for beboerne på botilbud, blind tiltro til stordriftsfordele. Det er en trist udvikling at være vidne til. Men med fælles hjælp kan vi vende retningen. Tiden er knap, så se at komme op af sofaerne og sæt værdikampen på dagsordenen.