Synspunkt

Børnerod i Børnerådet

Vi ude i praksis skal hele tiden dokumentere vores arbejde med anbragte børn og unge – men kan Børnerådets formand dokumentere sine påstande om tingenes tilstand på opholdsstederne?

Af Søren Virenfeldt, forstander, opholdsstedet Solhaven, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

På bagsiden af Socialpædagogen nr. 24/2011 kommer formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, med nogle voldsomme beskyldninger og anklager mod opholdssteder og institutioner i Danmark.

Anklagerne er af en sådan art, at det er umuligt for os anbringelsessteder at forsvare os mod dem. Børnerådsformanden betjener sig af én anonymiseret case, som hun så hævder ikke er unik. Det drejer sig om en 12-årig dreng kørt til et sommerhus langt væk, hvor han måtte ‘gå på toilettet for åben dør, mens der stod to voksne mænd og kiggede på ham’. Samme dreng undrer sig over for Børnerådsformanden over, at der har skullet ‘fire STORE mænd til’, når han som 14-årig gik amok.

Disse to eksempler hævder Zornig Andersen, at de hører gang på gang i Børnerådet.

Det store spørgsmål rejser sig, hvad de så gør i Børnerådet, når de hører disse angiveligt helt almindelige historier? Efter 25 år som leder af et opholdssted vil jeg hævde, at der er tale om enkelt tilfælde, hvis vi som udgangspunkt er så venlige at acceptere, at alt hvad anbragte fortæller venlige kvinder fra København er sandt.

Under alle omstændigheder skylder børnerådsformanden os en forklaring på, hvad proceduren er, når de i Børnerådet hører disse ting. For Børnerådet må jo ikke ifølge loven behandle klagesager, men skal vel som alle andre i samfundet indberette så alvorlige overgreb til de rette myndigheder.

Forældede figurer

Når jeg bevidst har fremhævet ordene ‘voksne’ og ‘store’ er det fordi jeg ikke tror på, at Lisbeth Zornig har set eller på anden måde kan dokumentere de pågældende ansattes størrelse. Hvis det 12-årige barn har fortalt, at de er granvoksne eller store, så tager hun det som den objektive sandhed.

Men jeg har hæftet mig ved de ‘voksne’ og ‘store’ også fordi det ser ud som om, at børnerådsformanden har en eller anden fordom over for voksne mænd.

I hendes foretrukne kommunikationsorgan til offentligheden, Ekstra Bladet, d. 8.12. 2011, er det således ‘en STOR STÆRK håndværker’ (og ikke bare en håndværker), som er på spil. Igen et enkelt tilfælde, taget fra TV-Avisen, som ‘dokumenterer’, at vi stadig ser Fulton-lignende institutioner (i flertal!), hvor børnene nærmest bliver hundetrænet.

Her er der så endelig en mulighed for at tjekke Børnerådsformanden, idet man jo bare kan gå ind på Fulton Stiftelsens hjemmeside og se på de mange billeder dér. For det første finder man ud af, at Skipper, Mogens Frohn Nielsen, der rigtigt nok yndede at omtale de anbragte drenge på skibet som ‘hvalpe’, end ikke er nævnt under det historiske om Fulton. Rent faktisk blev han og hundetræningspædagogikken afsat for 25 år siden. Hvorfor bruger børnerådsformanden en så forældet figur i sin hetz? De ansatte på Fulton-stiftelsen i dag, alt overvejende et landbaseret og skolerettet tilbud, er ikke specielt store og afdelingslederen er kvinde.

Lisbeth Zornig Andersen skriver i Ekstra Bladet, at Børnerådet vil ‘afdække’, hvordan tilstanden er på anbringelsesstederne set med børnenes øjne. Både det der fungerer og det, der ikke fungerer.

Aflytning og mikrofonholderi

Alene sproget afspejler, at hun og hendes unge kvindelige akademiske medarbejdere og rådet rykker ud i mistænkelighedens lys og kun er ude efter det negative. Ingen vil vel bruge ordet ‘afdække’ om noget, der åbenlyst fungerer.

Nej, desværre bruger Børnerådsformanden metoder, der er mere Operation X og Morten Spiegelhauer end Socialforskningsinstituttet. Hun afslutter således sin mistænkeliggørelse af de danske opholdssteder i Ekstra Bladet med denne usædvanlige og platte opfordring til alle anbragte:

 ‘... hvor ville jeg gerne have haft en mobiltelefon, dengang jeg var anbragt på børnehjemmet i Nakskov... Længe leve digitaliseringen. Nu kan grænseoverskridende mennesker ikke længere vide sig sikre.’

Underforstået at de anbragte skal benytte sig af skjulte mikrofoner på anbringelsesstederne. Denne salut og sammen blanding af egne smertefulde oplevelser i barndommen med rollen som formand for det statslige Børnerådet er konklusionen på artiklens (skade)fryd over, at en 12-årig pige på et opholdssted har optaget stedets leder med skjult mikrofon. En optagelse som så blev brugt i TV-Avisen med efterfølgende afsættelse af den pågældende.

Igen: Et enkelt tilfælde, som bliver brugt til at mistænkeliggøre hele opholdsstedsområdet. Skulle vores pædagoger blive mere sikre og bedre af at gå rundt og tænke på, om de anbragte optager dem med skjult mikrofon? Skal de ansatte gå til modangreb og optage de anbragte med skjult mikrofon, så det kan komme frem, hvor mange trusler, herunder dødstrusler og ‘vi ved, hvor du bor, og hvad dine børn hedder’-chikanerier, de ansatte udsættes for.

Det er svært som leder at beskytte sine ansatte mod enkeltpersoner som Lisbeth Zornig, der kan håndtere redaktører og journalister, som de behager.

Dokumenter fagligheden

Jeg ved ikke, om Danmark er et klassesamfund, men for tiden føler jeg, at vi på opholdsstederne lever nederst i et klassesamfund, hvor de højt uddan nede akademikere kan sige og gøre ved os, som det passer dem. På bekvem afstand af os og de børn og unge, som vi knokler med i det daglige, og som ingen andre vil kendes ved.

Jeg mener, at der er brug for en seriøs debat om børnerådsformandens måde at forvalte sin stilling på. Og ikke mindst en etisk mediediskussion, når kendte enkeltpersoner som Lisbeth Zornig uden problemer får spalteplads til udokumenterede angreb ud fra anonyme og postulerede enkelt sager. Og vi taler jo ikke om Brønderslev- eller Esbjerg-sager, men om en leder på et opholdssted, som har talt grimt til en anbragt pige, og er blevet hængt ud og fyret for det.

Det er selvfølgelig en påtale værd, men hvor er egentlig proportionerne i det her? Hvis overliggeren sænkes så langt ned, bliver det i praksis umuligt at arbejde med anbragte børn og unge. Og vi kan jo ikke alle sammen være højt betalte konsulenter og eksperter på betryggende afstand af det hele, vel?

Sagt på en anden måde: Os, der tager hverdagens slæb, skal hele tiden kunne dokumentere vores faglighed og resultater. Hvem kræver, at børnerådsformanden dokumenterer sin faglighed?