Arbejdsskade
Del på facebookPrintTip en ven

Arbejdsskade

Først da Socialpædagogerne truede med at slæbe Ankestyrelsen i retten...

I syv år mente Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen ikke, at Anita Pedersen var blevet syg ad sit arbejde, selv om speciallæger sagde noget andet

Af Lone Mare Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Robert Attermann / Red Star

Anita Pedersen har altid været den, der sagde ja til ekstra timer under spidsbelastninger på specialtilbuddet for udviklingshæmmede i Ribelund. Sådan var hun opdraget, og der skulle ske noget meget vigtigt privat, før hun sagde nej til en ekstra vagt. Nogle gange kunne arbejdsdagen løbe op i 12 timer.

Sådan har hun arbejdet, siden hun i 1971 blev ansat som elev og indtil den dag i 2006, hvor hun blev sygemeldt.

I flere år havde hun arbejdet på en afdeling for voksne udadreagerende mænd, og i december 2005 flyttede der en ung autistisk mand ind, som var særlig vanskelig at arbejde med for personalet. Desuden var han meget udadreagerende.

Efter nogen tid blev han dog flyttet til en anden afdeling, men roen varede kun kort tid, for en anden mandlig beboer ‘overtog’ adfærdsmønstrene. Han forfulgte Anita Pedersen og andre ansatte. Han spyttede, nappede og slog dem, prikkede dem i øjnene og løb efter dem.

Flere af Anita Pedersens kollegaer blev sygemeldt på grund af de psykiske belastninger, og hendes eget fundament for at føle sig tryg i arbejdet var forsvundet sammen med de sygemeldte kollegaer. Samtidig måtte hun og de tilbageblevne arbejde dobbelt så hårdt. Der blev ganske vist ansat nye kollegaer og vikarer i stedet for de sygemeldte, men de kendte ikke beboerne, der i den periode reagerede med at blive utrygge og urolige.

En hel weekend i 2006 forfulgte den særligt vanskelige beboer Anita Pedersen. Løb efter hende, nappede hende og slog ud efter hende.

Et par uger efter fik hun et psykisk sammenbrud og blev sygemeldt. Hun havde aldrig tidligere haft psykiske problemer.

Hun er brændt ud

Anita Pedersens egen læge anmeldte hendes sygdom som en arbejdsskade. En efterfølgende speciallægeerklæring vurderede også, at hun var blevet syg af arbejdsforholdene.

Samme konklusion nåede Arbejdsmedicinsk Klinik også frem til og skrev i sin vurdering, at forholdene omkring arbejdets udførelse havde medført ‘en traumatisk belastningsreaktion samt en neurastenisk tilstand.’ Oversat til dansk betyder det, at Anita Pedersen var fysisk og psykisk udbrændt.

Siden sin ansættelse i1971 har hun arbejdet i et miljø, hvor der bliver stillet store psykologiske krav, blandt andet et vedvarende psykisk pres fra krævende beboere. Mange af beoerne har det, der i den pædagogiske terminologi bliver benævnt som ‘vold som udtryksform’, og de reagerer desuden ofte med nap, bid, spyt og skub.

Efter sammenbruddet var hun sygemeldt i tre-fire måneder og fik hjælp fra både psykolog og krisepsykolog. Hun startede langsomt op på halv tid, men ikke i weekenden, hvor der kun var halv normering, og man derfor ikke kunne trække sig til side, hvis der var behov for lidt ro. Desuden var hun ikke på arbejde under spidsbelastninger, sagde nej til ekstra timer og undgik konflikter med beboerne. 

På trods af disse hensyn følte Anita Pedersens sig alligevel træt helt ind i sjælen, når arbejdsdagen var slut.

Hun brød sig ikke om at sige nej til ekstra vagter. Når man altid har sagt ja, er det svært at skulle sige nej. Hun fik dårlig samvittighed og måtte flere gange minde sig selv om psykologens ord om, at hun var nødt til at melde fra, og at hun skulle tage en sygedag, når hun havde brug for det. Det var ‘lovligt’ at melde sig syg, når man havde været udsat for det, hun havde.

Men det faldt hende ikke let.

Et ændret arbejdsliv

Langsomt kom hun op på fuld tid, men havde svært ved at klare de udadreagerende beboere. Efter et par år flyttede hun derfor til en roligere afdeling med ældre demente beboere.

Hun var her i fire år indtil den dag i 2012, hvor en beboer langede ud efter hende. Han ramte hende ikke, men hun gik mentalt og fysisk i stå. Den demente beboer havde ikke bevidst langet ud efter hende og vidste næppe, hvad han gjorde.

Da hun havde fulgt beboeren på arbejde, brød hun sammen og var sygemeldt et par dage. Psykologen sagde, at det var en normal reaktion.

Men for Anita Pedersen var det ikke normalt. Hun, der havde regnet med at arbejde i hvert fald, indtil hun blev 62 år og måske længere, traf i samråd med sin mand den beslutning, at hun skulle holde op og gå på efterløn. Hun var lige fyldt 60 år.

De talte om, at det vigtigste for hende var at passe på helbredet, så hun kunne få et godt otium.

Din sag er for udsigtsløs

Hvad Anita Pedersen ikke vidste den dag i 2006, da hendes læge anmeldte hendes sygdom som en arbejdsskade var, at hun skulle igennem et årelangt og hårdt sagsforløb med forskellige offentlige instanser. Et forløb, der endnu ikke er slut. Og hver gang skal hun genoplive sagen og hver gang mærke en klump i halsen, som truer med at vælte ud.

For selv om både lægen, en psykiatrisk speciallæge og Arbejdsmedicins Klinik vurderede, at hun var blevet syg af arbejdsforholdene, afviste Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen at godkende det.

Deres begrundelse var, at Anitas sygdom ikke står på den såkaldte erhvervssygdomsliste.

Når en arbejdsskade ikke står på listen over anerkendte erhvervssygdomme, er det op til Erhvervssygdomsudvalget at afgøre, om sygdommen kan godkendes som en arbejdsskade.

Men det er Ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen, der bestemmer, om en sag skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, eller om den er for – som der står i bemærkningerne til loven – ‘udsigtsløs’.

I Anita Pedersens tilfælde afgjorde de, at hendes arbejdsskadesag var for udsigtsløs. De mente ikke, at hun var blevet syg af arbejdsforholdene. 

Vi går rettens vej

Den afgørelse kunne Socialpædagogerne, der hjalp Anita Pedersen, slet ikke acceptere og stævnede derfor Ankestyrelsen for at få domstolene til at afgøre sagen.

Men Anita Pedersens sag er ikke en enlig svale.

– Vi ser desværre mange arbejdsskadesager, som bliver afgjort, uden at de har været forelagt erhvervssygdomsudvalget, sådan som de skal, når sygdommen ikke står på erhvervssygdomslisten – og når den ikke kan siges at være udsigtsløs, siger formand for Socialpædagogerne Benny Andersen.

Anita Pedersens sag når imidlertid aldrig frem til en domstolsafgørelse.

Som et led i retssagen blev hendes papirer forelagt Retslægerådet, som fastslog, at der var en sammenhæng mellem hendes sygdom og de arbejdsbelastninger, hun har været ude for.

Herefter tog Ankestyrelsen hendes sag op til ny vurdering og besluttede langt om længe at forelægge den for erhvervssygdomsudvalget.

Udvalget vurderede, at Anita Pedersen var blevet syg på grund af arbejdsforholdene og skriver i sin afgørelse, at hun i sit ‘arbejde som omsorgsassistent har været udsat for vold og trusler, hvor hun var blevet nappet, slået, spyttet på, truet og skubbet i et omfang, der har været tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen’.

Medlemmer bliver snydt

Både Anita Pedersen og Socialpædagogerne er glade for, at hendes arbejdsskade er blevet anerkendt, men det er en urimelig behandling, både hun og mange andre udsættes for, mener Benny Andersen.

– I årevis har vi været vidne til, at Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen simpelthen forelægger for få sager for erhvervssygdomsudvalget. Det har den konsekvens, at et medlem, som rent faktisk er blevet syg af sit arbejde, ikke får den erstatning, som hun har ret til.

Erhvervssygdomsudvalget har ifølge loven kompetence til at foretage det meget konkrete skøn, der skal laves i de sager, der ikke kan anerkendes efter listen. Udvalget er sammensat, så de både har en arbejdsmarkedsmæssig og lægelig ekspertise.

– Det er på tide, at Ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen overlader skønnet til erhvervssygdomsudvalget i sager, som ikke kan siges at være udsigtsløse. Fx i en sag som Anitas, hvor de læger, som har undersøgt hende, har vurderet, at hendes sygdom var arbejdsbetinget, siger Benny Andersen og appellerer til Ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen om at ændre deres praksis, så de fremover følger loven.

– Det er urimeligt, og det er dyrt for alle parter, at vi skal ud i en langvarig retssag, før Anita kan få sin erstatning.

Rammer hovedet på sømmet

Meningen med arbejdsskadesystemet og den lovpligtige arbejdsskadeforsikring er, at alle, der bliver syge af deres arbejde, skal have erstatning for de følger, de får af sygdommen, fastslår Benny Andersen.

– Derfor skal systemet også opfange enkeltsager som Anitas. Det er dyrt for alle parter, at vi skal ud i en langvarig retssag, før hun får sin erstatning, 

Advokatfirmaet Elmer & Partnere, som for Socialpædagogerne har ført Anita Pedersens sag, er enig med Benny Andersen i hans kritik.

– Han rammer lige hovedet på sømmet. Jeg ser ofte sager, som burde have været forelagt erhvervssygdomsudvalget, men som ikke er blevet det, siger advokat Birgitte Filtenborg og tilføjer:

– Hvis Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen af egen drift forelagde flere sager – og særligt sager om psykisk sygdom – for Erhvervssygdomsudvalget, ville flere sager helt sikkert også blive anerkendt.

Et liv med sygdommen

Anita Pedersen får en lidt anden alderdom, end hun havde regnet med. På grund af arbejdsskaden svigter hendes hukommelse engang imellem, og hendes humør er heller ikke, hvad det har været. Nogle gange må hun isolere sig fra det sociale fællesskab. Det er meget ulig hendes tidligere liv, hvor hun ofte var den aktive og glade i samværet med andre. Og så er hun ind imellem meget træt.

Men både Anita Pedersen og hendes nære omgivelser har lært at leve med hendes helbredsmæssige begrænsninger. Hun har et godt bagland, der bakker op, uanset hvordan hun har det.  

Anita Pedersen gik på efterløn i efteråret 2012. Men hendes sag er endnu ikke færdigbehandlet. Der skal fastsættes en erstatning, og det vil sige, at hun endnu engang skal fortælle hele sin historie.

Det gør hun selvfølgelig, for det skal hun for at få sagen behandlet. Men man skal have en ualmindelig god psyke, megen tålmodighed og stor opbakning fra fagforeningen for at kunne spille lige op med de instanser, der afgør hendes arbejdsskade, påpeger hun. Alene kan man ikke gøre det, er hendes erfaring.

Nu skal hun bare frem til den dag, hvor hun ikke længere modtager breve, fordi hun har en arbejdsskadesag kørende.

I syv år har hun modtaget breve, der er skrevet i så kringlet et sprog, at det er uforståeligt. Hun skal også hele tiden holde sig mentalt klar til at møde op og for 117 gang fortælle sin historie. Det er en stor belastning, siger hun. 

 

Socialpædagoger skal have ret til fuld erstatning, når de bliver arbejdsskadet, mener Dansk Folkeparti og Enhedslisten

Manglende konkretisering af, hvad der ligger i selvledelse, fører til forvirring om, hvilken rolle socialpædagoger forventes at spille, mener Sanina Kürstein

Tænk dig selv ind i de delroller, som selvledelse består af

Det kræver noget at arbejde i de selvstyrende team på Kamager. Man skal kunne strukturere sig selv, være modig og åben for feedback. Men når selvledelse virker, så virker det godt

Klokkeklare aftaler er en forudsætning for vellykket selvledelse, mener ledernes formand – afgørende at fastholde ledelsens ansvar for arbejdsmiljøet, mener Socialpædagogerne

Der skulle gå seks år, og Socialpædagogerne skulle stævne Ankestyrelsen tre gange, før styrelsen fuldt ud anerkendte socialpædagogs arbejdsskade

Medarbejdere, der udsættes for vold på deres arbejde, skal ikke lide økonomisk tab, fordi de må sygemelde sig. Folketinget skal finde en løsning, mener både politikere, arbejdsgivere og de faglige organisationer

Arbejdspladser kan søge om økonomisk tilskud til at forebygge volden. ‘Godt, der kommer fokus på problemet’, siger Socialpædagogernes formand

Arbejdsskadestyrelsen ændrer sin praksis og det betyder, at socialpædagoger med PTSD kan få deres sag genoptaget

Se flere