Af Jens Nielsen,
jni@sl.dk
Afgørelser i arbejdsskadesager. Nye regler for barsel. Aktuelle debatter i LO eller den øvrige fagbevægelse. Ny rapport om arbejdsmiljøet på døgninstitutionerne. Seneste OK-forhandlinger.
Det er nogle af de emner, der nu bliver genstand for større opmærksomhed på fagbladets hjemmeside, www.socialpædagogen.dk.
Under rubrikken f:nyt – en forkortelse for faglige nyheder – vil du fra i dag hver dag kunne læse dagens vigtigste faglige nyhed(er) med relation til Socialpædagogerne og din faglige hverdag.
En række af de korte, daglige nyheder vil også gå igen i den trykte udgave af fagbladet – det vil du kunne se fra Socialpædagogen nr. 10, der udkommer den 29. april.
Og nogle af de korte historier vil blive foldet ud som reportager fra arbejdspladser, interview og andre artikler i det trykte blad.
Der er dermed tale om en systematisk styrkelse og opgradering af det faglige nyhedsstof i Socialpædagogen og på fagbladets hjemmeside.
f:nyt bliver til med afsæt en række nyhedskilder i form af nyhedsbreve/mail, faglige hjemmesider med mere og med input fra faglige konsulenter og tillidsfolk i kredsene.
Men redaktionen modtager også gerne tip og ideer til en dagsaktuel faglig historie, som har almen interesse for Socialpædagogens læsere. Send dine ideer til f:nyts egen postkasse: fnyt@sl.dk
Udover at fungere som input til f:nyt-nyhederne håber redaktionen også ad den vej at få inspiration til større artikler og temaer i Socialpædagogen.
Hovedansvarlig for f:nyt-stoffet er journalist Kurt Ladefoged, der ved fravær vikardækkes af redaktør Jens Nielsen