Af Kurt Ladefoged,
kl@sl.dk
Forligsmand Asbjørn Jensen kunne tirsdag aften offentliggøre resultatet af afstemningen om mæglingsforslaget på det private arbejdsmarked. Flere medier havde allerede inden da, selv om det er imod forligsmandslovens regler, kunnet afsløre, at det er blevet til et samlet ja til de nye overenskomster for 600.000 privatansatte lønmodtagere. Og det resultat kunne forligsmanden bekræfte:
63,8 procent af dem, som stemte, satte deres kryds ved ja til de nye 2-årige overenskomster, mens 36,2 procent stemte nej. Stemmeprocent blev på 33,9.
Hos de store forbund 3F og Metal har medlemmerne stemt klart ja til overenskomsten, mens medlemmerne af HK/Privat fulgte deres forbunds opfordring til at stemme nej. Med det samlede ja betyder det, at storkonflikten er afblæst, og at de nye overenskomster træder i kraft den 1. marts 2010.
LO-formand Harald Børsting er utrolig glad for, at medlemmerne bakker op om de resultater, forbundene har forhandlet hjem:
- Det er overenskomster, der er ansvarlige i forhold til den økonomiske situation, vi står i, men som samtidig giver mulighed for at fastholde reallønnen. Og så er jeg især tilfreds med, at vi med disse overenskomster gør noget ved problemet social dumping, hvor folk bliver groft underbudt.
Samtidig noterer han sig, at der med HK’s nej er et stort problem med 50-procentreglen (50 procent af medarbejderne på en arbejdsplads skal være medlem af HK for at få en overenskomst):
- Det afstemningsresultat, der ligger for HK er et meget klart signal om, at problemet skal tages alvorligt, siger Harald Børsting.
Socialpædagogerne var med
Socialpædagogerne er blandt de mange forbund, der har stemt ja til mæglingsforslaget. Ifølge forbundets vedtægter er det hovedbestyrelsen, der har taget stilling til mæglingsforslaget, og den vedtog mæglingsforslaget med stemmer 24 for og 0 imod.
Mæglingsforslaget omfatter 583 medlemmer, der direkte eller i kraft af tiltrædelsesaftaler er omfattet af Pædagogisk Vikaroverenskomst eller Landsoverenskomsten for opholdssteder, private botilbud og private dagbehandlingstilbud.
Overenskomstfornyelsen er sket i skyggen af den økonomiske krise, og derfor er den som på det øvrige private arbejdsmarked blevet med minimale lønstigninger. I stedet er der lagt mere vægt på de bløde elementer.
Socialpædagogernes næstformand Benny Andersen er godt tilfreds med, at mæglingsforslaget blev vedtaget:
- Set fra vores synspunkt er det et godt resultat set i lyset af de arbejdsgivere, vi forhandlede med. Mæglingsforslaget er langt bedre end det, vi kunne have forhandlet os til med Danske Erhverv, som har været vores modpart i forhandlingerne om opholdsstedoverenskomsten. Der var tale om meget seje arbejdsgivere, der ikke ville give noget som helst. Så der derfor er vi tilfredse med, at mæglingsforslaget blev vedtaget, siger Benny Andersen.
Læs mere om indholdet af overenskomsten her